Næsten hjemløse på Atauro

Dag 9

 

Vi har i den grad flyttet os siden vi startede vores tur. Fra vestens luksus og overflod, er vi nu ankommet til Atauro, en lille ø i Banda havet. Øen hører under Timor Léste, og har tidligere været brugt som fængsels-ø af både den portugisiske kolonimagt, og senere af de indonesiske besættere. I dag er der ingen fremmede magter der benytter øen, de eneste fremmede er nu turister, og selvom der er nogle er det i en størrelsesorden der virkelig betyder noget. At komme til Atauro er ikkeverdens letteste sag, man skal først til hovedstaden Dili, hvilket er slemt nok. Fra Dili skal man så enten tage en færge, hyre en fisker til at sejle sig derover, eller som sidste løsning tage et lille fly. Vi havde jo allerede i går købt billetter til Berlin Nakroma, der som navnet antyder er donneret af Tyskland. Vi måtte tidligt op, kl. 5.45 ringede vækkeurene på Casa Minha Backpackers, hvor i hvert flad Solveig og Lone havde haft mere end svært ved at få en god nats søvn. Vi skulle være ved færgen kl. 7.00 og havde derfor bedt den søde pige der arbejdede på hostlet om at bestille en microlet til os. Hendes engelsk var dog præcis så suspect at vi kl. 6.40 blev noget i tvivl om hvorvidt hun havde forstået Solveig. Vi gik derfor ned til krydset tæt på og straks kom der en microlet, der dog var i almindelig rute. Microletterne fungerer som minibusser, og er tilsyneladende afpasset størrelsesmæssigt til lokalbefolkningen. Vi er alene af den grund lidt pressede i forhold til at komme ind, og det blev da mildt sagt ikke bedre af at vi kom antrædende med al vores habengut. Vi fik os dog til de lokales morskab kantet ind, og var endda så heldige at en af de andre passagerer talte fint engelsk. Med hende snakkede vi lidt indtil hun stod af. Det endte med at vi vart ved færgen 2 minutter i kl. 7, hvilket vi som udgangspunkt var både glade og lettede over. Ved færgen var der kaos, ikke bare sådan lidt rodet, men kaos på den helt specielle måde der er så svær at opleve i vores del af verden. Overalt sad og stod der folk, køretøjer af enhver tænkelig art og størrelse holdt i kø til at kæmpe sig ombord på færgen. Vi så en hane i snor, og endda en grisbasse der blev båret i en pose. Som om det ikke var nok vrimlede det også med entreprenante typer der solgte cigaretter og frugt, vi købte 6 æbler for at kunne fremvise dem når den næste sælger havde udset os som potentielle kunder. 

Klokken gik, men det betød bare at der kom flere mennesker, flere køretøjer og mere kaos. Henad kl. 7.40  begyndte der at ske noget, enkelte passagerer blev sluset igennem porten til kajen, men ak, det var dem der skulle til hurtig færgen der fik lov til at forlade kaosset ved kajen og komme ombord. Hurtigfærgen er klart den mindste af de 2 færger, og for en vesterlænding synes det lidt mærkeligt at de er sat til at afgå på samme tidspunkt. Det er ikke hver dag der er færge mellem Dili og Beloi, anløbsbyen på Atauro, så det burde være muligt at undgå at have de samme afgangstider. Først ved 8.30 tiden blev det vores tur til at komme ind på kajen. Vi var således nogle af de første passagerer der kom ombord, og vi droppede de bløde sæder på det indvendige passagerdæk og skyndte os op til soldækket. Ved første øjekast en klar fejl, for der var ud over et flot grønt færgedæk og et solsejl absolut intet gjort for at vi passagerer kunne få en komfortabel overfart, således ingen bænke, ingen borde, og heller ikke nogen stole. Altså stillede vi vores rygsække langs en væg, og satte os på det flotte grønne dæk. Kl. 8.54 stod vi så endelig til søs, Eskild havde klaret ventetiden flot, og det synes jeg egentlig også vi andre havde, de lokale havde lugtet lunten, og lod sig heller ikke mærke med det sene afsejlingstidspunkt. Overfarten til Atauro tager 2 timer, og farvandet mellem Timor og Atauro er 3 kilometer dybt, der skulle være gode muligheder for at se både store hvaler og kæmpe delfin flokke, hvilket var grunden til at vi valgte dækket. På trods af at vi ikke så et eneste pattedyr bryde havoverfladen havde vi alligevel truffet et godt valg, på det indendørs passagerdæk var luften tyk af cigaretrøg, og det gider man jo ligesom ikke sidde i hvis man på nogen måde kan blive fri.

Overfarten var behagelig, solsejlet over dækket sørgede for at vi kunne side i skygge, og på dækket luftede det lidt. Der var enkelte turister med færgen, men den langt overvejende del af passagererne var lokale, og en stor del af dem slappede af på dækket ved at tage en solid lur. Imens de lokale sov spillede vi nogle spil Uno, og Eskild synes der er stor grund til at nævne at han vandt det sidste, og at taberen blev Peter mener han også skal noteres her.

 

Efter et par timers sejlads ankom færgen til Beloi, vi undrede os noget over at det kunne tage så lang tid at lægge til ved kajen. Færgen er af en type der kan åbne boven, og vi var ikke imponerede over kaptajnen. Vi undrede os også over at folk ikke gjorde mine til at forlade dækket på trods af at færgen var ved at være i havn. Først da vi havde ligget stille en 10 minutters tid begyndte folk at gå ned, og i skibets bug mødte vi atter kaos. Alskens pakkenelliker var stuvet sammen under dæk, og de køretøjer der havde skabt kaos i Dili gjorde det i den grad også under dæk, hertil skal så lægges en masse gående passagerer der også gerne ville ind til det ventende lørdagsmarked. Da det endelig blev vores tur til at forlade Berlin Nakroma ændrede vores syn på kaptajnens navigerings kompetencer sig fra ret skeptiske til vildt imponerede. Der var ingen kaj, og der var heller ikke noget færgeleje, alt hvad der stak ud fra kysten var en vel 4 meter bred beton mole, og forenden af den lå nu færgen. Hvordan den blev liggende der må guderne vide, men det var jo heldigvis ikke vores problem. Vi skyndte os at gå henad molen, med et arrigt lydende køretøj bag os. Vel inde på land tog vi bestik af situationen og gik mod syd i retning af Aldas homestay hvor vi havde booket 2 overnatninger. Da vi efter en meget varm tur nåede frem blev vi modtaget af den søde pige fra billerne på Atauro tourism. Vi konstaterede at hun var vokset en del siden billedet blev taget. Hun havde desværre også en ret nedslående besked, nemlig den at de desværre var optaget og derfor ikke havde plads til os! 

Det var en udvikling vi ikke var helt forberedte på, og panikken var så småt ved at bryde ud. Pigen, hvis engelske var mangelfuldt skød panikken til hjørne med en besked om at hendes far ville komme om 5 minutter. Det blev nogle lange minutter, men endelig ankom der 2 mænd, den ene beklagede meget at der måtte være sket en fejl, hans homestay var desværre fuldt, men den enes død den andens brød som man siger, for heldigvis havde den anden mand også et homestay med 2 værelser, og de var ledige. Vi fik alle en kokosnød med sugerør mens vi fordøjede situationen. Eskild fandt nogle m&ms  chokolader frem og tilbød den mellemste pige i Aldas homestay nogle. På den måde blev situationen klaret i ro og fordragelighed, så nu bor vi i stedet på Estevaos homestay, hvor der er hyggeligt, pænt og rent. Toilet faciliteterne er nok stedet hvor det halter, bruseren er en gryde med huller og toilettet er ikke et vestligt et af slagsen.

 

Efter vi havde fundet os tilrette hos Estevao gik han med os ned til markedet, hvor vi spiste frokost. Vi fik 2 grillede fist og 7 små pakker ris. Risene var kunstfærdigt pakket ind i og lignede nogle små pakker, prisen var beskedne 4 dollars, så det slog ikke de store huller i vores budget.

Efter frokosten gik vi til Barrys place, et lille resort hvor vi har vores sidste overnatning på Atauro. Eskild kunne godt lide hytterne der lå med fin udsigt over vandet. Vi ville gerne være sikre på at vores andre bookninger holdt, når den første nu var gået i vasken. Den første person Estevao introducerede os for på Barrys var Super Mario, manden der har det eneste overnatningssted på øens vestlige side, her havde vi også booket 2 overnatninger, og dem kunne Mario bekræfte in person. Han havde også et godt tip til hvordan vi kunne komme til hans sted, der ligger ret isoleret ved landsbyen Adara, hvortil der ikke går en vej. Mario gjorde et super godt indtryk, og det bliver en fest at overnatte hos ham i et par nætter. Der ligger hytterne også lige ved stranden, og vi kan endda blive introduceret for de harpunfiskende kvinder der bor derovre. Efter besøget ved Barrys gik vi atter op igennem markedet, hvor Lone fik købt nogle vildt flotte konkylier. Senere hentede vi vores badetøj hos Estevao og gik en tur langs stranden, efter af have spejdet stranden nord for molen ud besluttede vi os for at prøve mod syd i stedet. Det var et godt valg skulle det vise sig, vi ankom ve d lavvande, og kun 20 meter fra vandkanten var der fisk og korraller som vi kunne have helt for os selv. Vi kunne dog ikke komme ud til revets yderside på grund af den lave vandstand, revet gik næsten helt op til vandoverfladen, og vi ville ikke risikere at beskadige nogen af de sårbare koraller i forsøget på at forcere det. 

Nu sidder vi så og venter på aftensmaden her hos Estevao, vi har set hans kone købe ind på markedet, så vi er ret sikre på at vi har en god middag i vente.