Højt, højt oppe i kokospalmen

Dag 10

Det var betydelig bedre senge end på vores hostel i Dili, men alligevel var søvnen ikke helt sammenhængende, da vi lige skulle vænne os til alle lydene og ikke mindst varmen. Der er ikke air condition her, men en fan, som blæser luften rundt, men kun så længe der er strøm. Om søndagen er der ingen strøm på øen, men heldigvis har vi jo vores fine solpanel-oplader, og vores vært har et solpanel og et bilbatteri, som kan generere strøm så køleskabet ikke går ud. Lydene indeholdt også diverse dyrelyd, især var der nogle dyr, som kradsede og gnavede i et eller andet som jeg først ikke kunne finde ud af om var inde i værelset eller oppe på loftet… Tisse skulle jeg også, da jeg nu alligevel lå vågen på grund af lydene, men nu var det bælgmørkt så spørgsmålet var nu om man skulle prøve at falde i søvn igen og ignorere trangen (og alle ved, at det ikke er en farbar vej), tisse i haven eller gå hele vejen over på stå-toilettet, men så var det nødvendigt med en lommelygte, som ikke var lige inden for rækkevidde. Det blev til den anden variant og jeg spænede ud gennem myggenettet og fandt et hjørne i haven og blev ganske meget lettere. Søvnen indfandt sig igen lige indtil hanerne galede om kap og jeg kort efter hørte Eskild snakke ude fra havehuset.

Peter og jeg tog et koldt bad under gryden og var klar til en lækker morgenmad bestående af omelet, bananer og de lækreste boller bagt på hendes ildsted. Eskild spiste tre boller! Smør og i det hele taget mælkeprodukter har vi ikke mødt her, så det vil lige være et sted for Ingeborg.

Der er ikke indlagt vand i huset og er laves mad over åben ild. Det er konen i huset der er kok og hun er rigtig god til at lave smagfulde retter, som ikke er stærke.

Ingen af os har styr på hvilken ugedag, dato eller sågar klokkeslæt efterhånden, men det er vel også et kvalitetstegn for en ferie.I dag havde vi dog fundet ud af, at det var søndag, så der fandt ingen aktiviteter sted, og der var dømt kirkegang for familien. Vi udnyttede formiddagen til at vaske tøj i en balje og gned det rent på et vaskebræt, skyllede det, vred det overskydende vand ud og hængte det til tørre i solen. Ellers gik dagen med at lave ingenting, vi kom nærmest ikke ud af vores slow motion-gear, men brugte tiden på at gå en lille tur, samle strandskaller, ligge i hængekøjen og spille Uno. Vi synes alle sammen det er et meget skønt sted vi bor, familien er vanvittig gæstfrie, og den primitive livsstil er som Lone udtrykte det som at være på en permanent spejderlejr. Vi er alle fascinerede af denne simple livsstil og de virker så tilfredse og afslappede. Jeg tror også havet og den tryghed at der er mad nok er medvirkende til, at man trives med dette liv. Efter vores frokost fik vi serveret en frisk kokosnød med sugerør som manden lige fik hugget til så vi kunne drikke den let syrlige saft.

Jeg undrede mig lidt over, hvordan han fik fat i kokosnødderne, for det var meget høje palmer med slanke stammer. Jeg fik ham spurgt, da han var i gang med havearbejde, og han sagde at han kravlede op. ”Altså med sele”, sagde jeg bekræftende. “No, no” lød svaret efterfulgt at et smil med et skinnende hvidt tandsæt. “Skal jeg vise dig det, når jeg er færdig med havearbejdet?” spurgte han. Det kunne jeg næsten ikke sige nej til så jeg fandt kameraet frem og fik de andre med ned til palmen. I bare tæer klatrede han op i løbet af ingen tid, palmen var vel omkring 25-30 meter høj og inden han nåede toppen bad jeg ham om at komme ned igen – jeg ville trods alt ikke være skyld i, at han faldt ned… Han fortalte bagefter at han lærer sine egne sønner at klatre i palmer, men at de øver sig på de noget mindre palmer. Vi synes han var mega sej!