Dag 4
Efter vi havde clearet starttidspunktet med Mr. Momon burde vi have fået en god nats søvn. Men ak, jetlaget havde stadig lidt fat i os, og Peter havde svært ved at falde i søvn, måske hjulpet noget på vej af at AGF spillede første kamp i sæsonen 2023-2024. Heldigvis blev det til den forventede hjemmesejr, men kun med 1-0 hjemme mod oprykkerne fra Vejle. Vi havde aftalt at mødes med Mr. Momon kl. 8 uden foran Bumi Muwa, og det havde som naturlig konsekvens at morgenmad kl. 9 var mere end bare en postgang for sent. I stedet fik vi serveret kl. 7.30, og kunne derfor nå at være klar udenfor til aftalt tid. Vores første stop blev et af øens store hindutempler, Taman Ayun tempel, hvor en af de lokale kongeslægter havde deres tempel. Vi var så heldige at der netop denne dag var gang i den, mange lokale var dresset op til bøn, og det var en fornøjelse at følge deres farverige færden rundt i tempelkomplekset. Selve tempelområdet var forbeholdt de troende, og var fint, for det betød at der det ikke kom vestlige turister på billederne.
Vores chauffør fortalte os lidt om tempelstrukturen på øen, alle familierne har deres eget lille familie tempel i tilknytning til deres bolig, landsbyerne har også et større tempel, og sådan fortsætter det op til øens 2 hovedtempler. Nogle af husene ligner nærmest templer, og det er ikke for meget at sige at det hellige spiller en stor rolle for udsmykningen af husene.
Fra templet gik det videre mod Leki leki vandfaldet. Det var en hård tur at gå ned til vandfaldet, men i sagens natur ventede den hårdeste del jo på tilbagevejen. Vandfaldet var højt, men ikke så vandrigt her den tørre periode. Flot var det under alle omstændigheder, og vi fik har den første smag på instamoment kulturen. Lige foran vandfaldet var der en sten, og på tur kunne man komme op på stenen så familie og venner kunne tage et billede med vandfaldet som baggrund. Heldigvis betød skiftetiden jo også at der af og til var tomt på stenen, og så kunne man fotografere vandfaldet uden mennesker foran.
Ved parkeringspladen var der en lille cafe, meget smart placeret på toppen af den anstrengende tur op, så det fristede også os til at få en forfriskende is inden vi atter satte os ind i bilen. Langt skulle i ikke køre, kun et par kilometer i den rummelige Suzuki blev det til inden dagens næste stop var en kendsgerning. Vi var nu havnet ved et landbrugs kollektiv, der bl.a. havde Luwak kaffe på programmet. Kaffen, der er verdens dyreste, skal lige en tur igennem et ikke specielt charmerende dyrs tarme førend den er klar til at blive ristet. Vores rundviser var en særdeles chamerende pige, der var helt vild med Eskild. Vi fik smagt Luwak Kaffen, der kostede 60000 IDR for en kop, samt en masse andre typer kaffe og tee. Vi så også riste processen, og så kakao træer, kaffe planter samt forskellige ananas arter. Som afslutning kom vi ind i butikken, hvor vi købte lidt, priserne var helt klart i de dyre ende.
Fra kaffeplantagen gik turen op mod de høje bjerge, som forventet betød det flere skyer, men det lukkede heldigvis aldrig helt til. Vores mål var det særdeles fotogene Danau Beratan tempel, der ligger ude i søen Beratan. Da klokkenhavde passeret 12 fik vi chaufføren tilat holde ved en restaurant, det blev nu enkort fornøjelse, der sad kun turister derinde, og priserne for buffeten var helt igennem horrible, 180000 IDR pr.person, med drikkevarer oveni. Vi besluttede os derfor til at forsøge lykken på egen hånd nede ved søens bred, og efter lidt søgen blev vi sjanghajet af en restaurant mutter. Hun havde ikke det store menukort, men vi tog chancen, og det fortrød vi heldigvis ikke. Vi fik 3 gange Nasi Goreng, en grillet majskobe, samt 1 gang Kendang Goreng, som pommes frittes hedder på disse kanter. Regningen lød på 100000 IDR, eller under 1/7 af prisen på buffet restauranten. Efterfrokosten kørte vi så de 500 meter til templet, hvor vi ved et lykens sammentræf lige fik 4 minutter hvor templet var badet i solens klare stråler. Selve templet var meget velbesøgt, og selfie folket havde kronede dage. Overalt var der selfie points, hvor der kunne tages billeder foran særprægede motiver. Templet var flot, men der var på de omkringliggende arealer en uhørt grad af tivolifisering. Lidt trist at selve hovedattraktionen, de 2 små templer ude i søen er åbenbart ikke nok i sig selv.
Efter templet gik det mod Tepi Sawah Lodge, heldigvis førte vejen os igennem rismarkerne ved Jatiluwuh, hvor der desværre ikke var sol. Rismarkerne ligger ekstremt flot, og det var der mange andre der var blevet tiltrukket af. Vi kunne kun køre forbi stedet uden at betale for at benytte vejen fordi vi kunne fremvise en reservation på et sted at bo der krævede passage af stedet. Vi havde lidt problemer med at finde Tepi Sawah, vores udtale forvirrede mr. Momon, og da stedet også havde angivet en forkert adresse på booking.com var det hårde odds. Efter lidt snaki telefonen blev vi afhentet, og da der kommer lokal udtale af navnet lyste mr. Momon op, han kendte endda stedet, og havde flere gange kørt turister dertil. Tepi Sawah er en meget fredelig plet ude i nogle rismarker, stille er her nu ikke, der er i den grad skruet op for naturens egne lyde. Således har dagen bragt os forbi steder hvor masseturismen huserer, og til et sted hvor tingene foregår til naturens rytmer
Kommentarer