Didi Madloba Sakartvelo

 Er Georgisk for mange tak Georgien. Og det synes vi er på sin plads som den sidste overskrift i forbindelse med vores besøg i landet, for vi har i den grad været tilfredse med de oplevelser vi har fået del i. Vores sidste dag startede roligt med endnu forrygende morgenmad hos Home Kazbegi. Vi fik i ro og mag gjort os færdige til køreturen mod Tbilisi, hvor vi jo havde en bagkant kl. 18 til at aflevere vores trofaste Toyota Prius. Undervejs mod toppen af passet slap vi stort set for kørende lastbiler, kun de endeløse køer af transportere i retning mod Rusland generede kørslen. På toppen af passet gjorde vi holdt så Peter kunne tage et par billeder af den tyske soldater kirkegård. Stedet er ikke vildt velholdt, men hvis udsigten betyder noget for kvaliteten af den evige hvile er stedet ekstremt velvalgt. Fra toppen af passet var det Solveig der stod for transporten, desværre var der på vej nedad en del ældgamle russiske lastbiler i sneglefart på vej mod syd. Undervejs blev der foretaget adskillige af den den slags overhalinger der hurtigt  skal ud af repertoiret hvis kørekortet skal beholdes, når vi kommer hjem. Helt uforsvarligt var det nu ikke, oversigtsforholdende var ok, og når modparten snegler sig afsted med under 20 kilometer i timen, er en bil der er rap i optrækket jo forbi på få sekunder. Næsten nede passerede vi den lille by Pasanauri, og så startede løjerne ellers. Solveig fandt et hul i vejen, og efter det var der en mærkelig lyd, hvorefter en lampe i instrument brættet begyndte af lyse, vi var punkteret. Solveig fandt et sted at parkere, og vi skyndte os ud for at besigtige skaderne. Det viste sig, at højre forhjul var perforeret af en kæmpe sten. Men hvor slemt kunne det være? Vi skulle jo først flyve næste morgen, så vi ville på den ene eller anden måde nå Tbilisi, men vi ville selvfølgelig gerne aflevere bilen det rette sted også. I bagagerummet var der dog alt hvad vi havde brug for. Donkraft, reservedæk, nøgle og så var det ellers bare om at komme igang og få skiftet dækket- det måtte da være en smal sag, for Solveig vidste, at Peter mere end én gang, havde skiftet dæk på postboksen, men hun vidste også, at han havde præsteret at sætte donkraften op i døren, og det skulle helst indgåes her. Så vi tog begge et tjek og blev enige om, hvor den skulle sidde. Da den var blevet løftet næsten helt op, så dækket var fri, faldt den ned. Heldigvis kom ingen til skade. Det gentog sig endnu engang, men så tænkte vi os om og lagde nogle store sten ind under de tre øvrige dæk, så bilen ikke kunne rulle, da det skrånede lidt nedad. Det var så lykkens gang denne tredje gang. Dækket blev frit og så var det nøglens tur til at arbejde. Men ak, skruerne sad så fast, så ingen af os kunne bevæge dem en milimeter. Så var gode råd dyre. Solveig fandt sedlen fra biludlejeren frem, og der stod godt nok et nummer, man kunne ringe til, hvis man havde problemer. Men til en pris af 24/kr pr. minut da vi ikke havde et georgisk simkort. Det ville vi altså ikke betale, hvis vi kunne blive fri. Peter foreslog, at vi gik ned til det nærmeste hotel, som lå en kilometer væk. Men jeg havde fået øje på et par mænd, der stod og snakkede ved et hus skråt overfor hvor vi holdt. Resolut gik jeg derop og i samme øjeblik kørte én af mændene nedad mod vejen. Jeg fik ham til at rulle vinduet ned, og spurgte om han kunne engelsk, han rystede på hovedet, men jeg forsøgte alligevel at forklare ham, hvad der var sket ved at pege på hans fordæk og samtidig med armbevægelser vise, at det var helt færdigt, hvorefter jeg pegede ned ad vejen. Han rystede på hovedet og pegede på den anden mand bagved. Så gik jeg op til ham og han mente heller ikke, at han kunne engelsk, men ved lidt engelsk parret med fagter fik jeg ham til at ringe til nummeret til biludlejeren. På den måde kom jeg så i kontakt med dem, og hun spurgte ind til bilen, men også om, hvor vi præcis befandt os. Der gav jeg så telefonen videre til min nye ven, som talte med “damen” igen på georgisk, mens han talte, gik vi ned mod bilen og der viste det sig så, at den første mand allerede havde holdt ind og var igang med at få skruerne af. Det var også lykkedes for ham, efter Peters udsagn fordi han havde hoppe på nøglen og på den måde fik dem fri. Han skiftede dækket, og skruede skruerne på igen. Den anden mand fortalte det til “damen” som sagde, at vi bare skulle begive os på vej til Tbilisi p reservedækket. Vi tænkte godt nok vores, for det var ikke bredere end et knallertdæk! Jeg tilbød “telefon- manden” 10 euro som tak for hjælp, hvilket han på det kraftigste afslog. Peter tilbød herefter helten, der fik skruerne fri 30 euro som tak for hjælpen, hvilket han ligeledes på det kraftigste afslog. Vi kunne så ikke gøre andet end takke dem hjerteligt på engelsk og georgisk “Didi Madloba” for de var virkelig vores redningsmænd. Vi talte om de meget venlige georgiere på vej videre, og var glad for at have oplevet det på nærmeste hold. Og vi talte også om, at hvis vi havde haft samme “uheld” i Afrika, ville der helt af sig selv være poppet fem-ti afrikanere op, de ville også have kunne fikse dækket, og forskellen her ville være, at de havde taget imod pengene, også dem som kun havde kigget på:-)

I kaukasus var efteråret i fuld gang med at farve bladende. Til tider så det ud som om der var gået ild i bjergsiderne.

Før vi fik hjælp prøvede vi selv. det lykkedes også at betjene donkraften, men hjulet fik vi ikke af. Da georgierne gik mere hårdhændede til værks havde de held med at løsne boltene.

Det var lidt af en sten der ødelagde dækket. vi ville gerne have haft den med hjem som en souvenir, men vi kunne ikke fjerne den fra, så godt sad den fast.

Da bilen atter var køreklar glædede vi os over enhver mulighed for at holde farten omkring de 60 kilometer i timen, bare tanken om reservehjulets fremtoning gav os sved på panden. Heldigvis vrimlede det med lastbiler, andre langsomme køretøjer, samt decideret eksotiske indslag såsom en større flok køer bevogtet af flere ryttere og adskillige bistre hyrdehunde. Den slags sænker hastigheden, og langsomt men sikkert kunne vi slappe af jo tættere vi kom på Tbilisi. Vi havde endda tid til at køre ind til landets tidligere hovedstad Mtskheta, der strategisk ligger hvor et par floder mødes. Byen havde en smuk gammel bydel med et hav af souvenir butikker, samt nogle imponerende klostre. Vi slentrede lidt rundt på må og få indtil vi fandt et sted at indtage frokosten. Efter depoterne var fyldt op gik vi tilbage mod bilen, og forsøgte at finden bod der solgte de karakteristiske georgiske Churchkhela, en slags nøddepølser. Undervejs på turen har de været til at få nærmest alle steder, men når man så netop leder efter dem er det selvfølgelig anderledes. Sjovt nok fandt vi så for første gang en bod der solgte tørrede kødpølser. Med uforrettet sag måtte vi sætte vores lid til at vi ville huske at handle dem ind i Tbilisi, kun 25 kilometer væk. 

Selvom vejen fra Mtskheta til Tbilisi egentlig er god var vores problem ikke at holde farten nede, men at komme frem i det hele taget. Trafikmængden er langt større end hvad indfaldsvejen fra nord kan klare, og det betyder i sagens natur et tempo en skildpadde kunne være med i. Kl. 16.15 var vi endelig fremme foran sixt kontoret, men der kunne vi ikke bliver for der manglede i den grad parkeringsmulighed. Peter stod ud og Solveig kørte lidt videre, hvor man i det mindste kunne holde kortvarigt. Den søde sixt dame tog så affære, hun gik resolut ud og skaffede en parkeringsplads til os på et bevogtet areal. Herefter fulgte lidt snak om turen i almindelighed og det ødelagte dæk i særdeleshed. Heldigvis havde ADAC skrevet lidt på engelsk om netop den ekstra forsikring på dæk og glas. så efter kort tid gik vi glade og lettede ud fra sixt kontoret uden nogen ekstra regning for det totaltsmadrede dæk.

Solveig havde booket et hotel i det armenske kvarter på den anden side af floden. Hotellet, Old Metekhi kan klart anbefales, fine forhold generelt, og når vi her efter turen mindes prisen for et dejligt værelse med altan og udsigt ud over den gamle borg og floden, så er der næsten ikke et øje tørt. 260 kroner inklusive morgenmad måtte vi slippe, selvom vi ikke nåede morgenmaden i det vi skulle flyve tidligt er det en vildt lav pris kvaliteten taget i betragtning. Vi nød en kop kaffe og udsigten fra altanen, inden vi besluttede os for at gå ind til byen for at få et glas vin. Hvad der fulgte af sjove oplevelser havde vi på dette tidspunkt ikke forestillet os selv i vores vildeste fantasi.

På en af vores første dage i Tbilisi havde vi fået et glas vi i kvarteret ved badehusene, en vinbar havde udmærket sig med et meget lystigt kundesegment, og vi besluttede os så for at give den en chance. Da vi ankom var den helt uden kunder, men vi satte os alligevel og håbede på at få en god oplevelse. Ejeren dukkede op og efter et par almindelige engelske gloser spurgte han om hvor vi kom fra, og derefter om vi talte tysk. Herefter gik snakken lystigt, senere viste det sig at han havde været i malerlære i Bad Harzburg da koronaen brød ud, og at han efterfølgende var flyttet hjem igen til familien, kun tyskkundskaberne havde han taget med, det var sprog nr. 7 han mestrede! 

Senere dukkede broderen op, han var meget snakkesalig, men uden tyskkundskaber, og heller ikke engelsk sad lige på rygraden. Det afholdt ham dog ikke fra at forsøge, og vi havde en hyggelig snak om alt mellem himmel og jord. Det viste sig at familien var Yazidier, og var flyttet fra Tyrkiet i forbindelse med 1. verdenskrig. Sprogene de talte var Georgisk, logisk nok, Armensk, også logisk når de nu boede tæt på det traditionelle armenske kvarter. Azerbadjansk, nogle af vennerne var Azerier, så det var jo rart at tale deres sprog også. Græsk, noget overraskende. Russisk, ja selvfølgelig, samt kurdisk. Vi ved ikke noget om det kurdiske alfabet, men ingen af de 5 andre sprog har sammenfaldende alfabeter, og når vi tænker på vores egne problemer med andre alfabeter end det latinske så var det for os heldigt imponerende. Vi bestiller endnu et glas vin, og så begynder der at komme mennesker. Ejerens fætter og dennes kone indfinder sig, samt en onkel til ejeren. Vi kommer ikke for alvor i kontakt med dem, men det viser sig at onklen taler flamsk, han havde arbejdet i den nordlige del af Belgien.  Nu er vi ligesom ved at være med i festen, ejeren kommer ud og snakker længe med os, han kommer også med abrikos brændevin, samt et glas af den vin de selv ville drikke, og ikke ville servere til russere. Det tager vi som en kompliment. Vinen gør også sin virkning, og hele seancen ender med en fotoshooting inde i butikken med underlige georgiske hatte og lokale håndtegn. En helt igennem festlig oplevelse, og søreme om ikke ejerens broder får shanghajet nye kunder netop som vi forlader stedet. I opløftet stemning går vi videre og finder et lillebitte spisested. Her sidder der 3 andre kunder, der visersig at være en nepaleser og en filipiner på bryllupsrejse fra Abu Dhabi. Nepaleseren gør et fantastisk positivt indtryk på os i løbet af vores korte tid sammen, han sørger for at deres chauffør og deres guide / fotograf får del i måltidet, og sørgersamtidig også for at vi får betjening. Han roser den lokale guitar spillende sangerindes stemme til skyerne, hvad der gør hende meget glad, og os lidt forlegne, for lyve må man jo ikke.   

Vi slentrede efter måltidet tilbage til hotellet, og fandt heldigvis de specielle georgiske nøddepølser vi tidligere på dagen havde ledt forgæves efter.

Fredag morgen måtte vi tidligt op, for flyet fra Georgien afgik allerede 8.55

Atter engang viste Turkish Airlines sig som værende fuldt ud på højde med situationen, faktisk var det mest eksotiske på rejsedagen persongalleriet foran pølsevognen ved københavns hovedbanegård. Hvor er der altså mange skurille typer derovre!

DSB leverede naturligvis også lidt dramatik på hjemturen, toget fra Fredericia var håbløst overfyldt, og der var ikke den bedste stemning i vognen hvor efter lidt ventetid fik fat i vores reserverede pladser.