Greater Caucasus
Efter en dejlig morgenmad hos Nitsa, som ud over os havde tre hviderussere boende, tog vi afsked efter at have skrevet i hendes “gæstebog” som består af hilsener fra hele verden fra hendes gæster skrevet på væggene i bryggerset. Hun fortalte, at hun ikke har gæster den følgende dag, så i dag ville hun tage ud til hendes mand, der opholder sig i deres hus i en nærliggende landsby, hvor de har to hektarer jord, som de dyrker med frugt og grønt så de nærmest er selvforsynende. Herefter kørte vi afsted og ret hurtigt steg humørbsrometeret, da vi kunne se sol på de store sneklædte bjergtinder, de høje Kaukasus bjerge.
Nu er vi så ankommet til Stepanzminda, eller Kazbegi som den lille by tidligere hed. Den ligger smukt for foden af det mere end 5 kilometer høje bjerg Kazbek. Turen herop har budt på lidt af hvert, fra Gori kørte vi ad motorvejen tilbage mod øst, kort før Tbilisi drejede vi af mod nord ved skiltet mod Vladikavkaz i Rusland. Tidlige på dagen havde vi også set skilte der viste mod Badu og Teheran, når den slags dukker op ved man, at man er langt hjemme fra. Første stop var et nu nedlagt kloster i Ananuri som stammer fra det 17. årh. Det var her Kong Erekle den 2. søgte tilflugt efter persernes ødelæggelse af Tbilisi i 1795. Det ligger smukt tæt på en kunstig opdæmmet sø, og der var mange som nød udsigten og chancen for et lille pusterum på den noget trafikerede vej.
lastbil karavanen fortsatte med mellemrum helt indtil Stepanzminda, og udgjorde faktisk den største udfordring rent kørselsmæssigt. Ikke engang de 18 hårdnålesving op mod Passet fik sveden frem i samme grad som lastbilerne. Tæt på toppen er der bygget et gigantisk monument der markerer 200 året for en venskabs traktat mellem Rusland og Georgien tilbage i 1783. Det er nok så som så med Georgiernes opfattelse af udkommet af traktaten, for hvad de opfattede som et traktat mellem ligeværdige partnere blev af russerne brugt til at underlægge sig Georgien. Monumentet var pænere end vi have regnet med, men den helt store attraktion var nu alligevel en udsigt der virkelig var helt i særklasse. Overalt var vi omgivet af sneklædte kæmper, og dybe slugter skar sig malerisk mellem de forskellige bjergmassiver. Endda en enkelt paraglider fangede vores opmærksomhed. Efter vores korte ophold passerede vi toppen af passet, hvor der endda ligger en tysk soldater kirkegård. Godt nok kom tyskerne ikke helt hertil under krigen, men efterfølgende blev tyske krigsfanger sat til at udbedre vejen, og det var der en del af dem der ikke overlevede. Vi klarede derimod også nedkørslen mod Stepanzminda, hvor vi efter lidt vanskeligheder fandt vores logi for de kommende 3 nætter. Da vi havde sikret basen tog vi de små rygsække på og begav os afsted på en kort vandre tur. Langt nåede vi ikke før sulten gjorde sig gældende. Heldigvis er der et væld af spisemuligheder heroppe, så der gik ikke lang tid førend vi havde fået noget godt at spise. Således styrkede gik vi videre om mod en lille, meget ukendt kirke. Fra den ret stejle vej blev udsigten mod kazbeg bjerget og den mest fotograferede kirke i Georgien bedre og bedre, i morgen bliver det vores tur til at gå op til Tsminda Sameda kirken, der ligger ca. 450 meter over byen. Her bliver vi næppe så ensomme som på dagens tur op ad modsatte bjergside. Oppe ved den lille kirke var der en forrygende udsigt, og selvom der var sne ret langt ned ad bjergsiderne kunne vi virkelig mærke solens varmende stråler på kinderne. Lidt kedeligt foregik nedturen ad samme vej som opturen. Nede i byen forsøgte vi at finde sprit til vores Trangia, men det lykkedes os desværre ikke, i stedet købte vi noget brød og pålæg til morgendagens tur. Da vi nu ikke kan benytte trangiaet besluttede vi os for at spise en af de medbragte retter til aftensmad, så for første gang har vi selv været lidt i gang med madlavning på turen ( i det helt vilde, vi skulle kun bringe gryden i kog og røre rundt i 6 minutter)
Kommentarer