Gori and beyond
Efter en god nats søvn satte vi os ved morgenbordet ved 9-tiden sammen med et yngre fransk par der også havde booket sig ind. Vi snakkede under måltidet med dem om hvad de havde lavet i landet og den slags, det viste sig at de var på en 3 måneders tur rundt i Armenien og Georgien, primært for at vandre i bjergene. Bl.a. havde de været i Svanetien, og havde klaret vandreturen fra Mestia til Ushguli på 2 dage, i de vandrebøger vi har kigget i er den ellers sat til 4!
Georgien var for dem ikke første valg til deres tur, de havde besluttet sig for en rejse til Kirgisistan og Tadsjikistan, men problemer med at komme ind i sidstnævnte land gjorde, at de havde ændret planer, så på den måde havde vi jo en del til fælles. Efter morgenmaden skiltes vores veje atter, de tog videre mod Telavi, mens vi begav os ned til Goris krigsmuseum, der viste sig at være lidt af en skuffelse, selvom det jo er svært at klage over ikke at få valuta for entreen når denne kun er på 6 kroner pr. person. Musset var bygget op med 2 temaer, det ene var 2. Verdenskrig, eller den store fædrelandskrig som den blev kaldt i Sovjetunionen. I denne del var den engelske oversætter blevet træt efter cirka en tredjedel af udstillingen. Og de resterende 2/3 var derfor kun forklaret på Russisk og Georgisk. Museets anden del var helliget selvstændighedskampen mod Rusland i starten af 90`erne, samt den 5 dage lange krig i 2008 hvor Gori var i centrum for både luftangreb og gadekampe. I denne del manglede der stort set engelsk alle steder. Mærkeligt at se et museum, hvor første udstilling glorificerede Sovjet, og den anden del klart havde et antirussisk look.
Efter det lidt skuffende museumsbesøg gik vi tilbage og startede bilen, målet for turenblev hulebyen Uplistsikhe, hvor folk havde boet i sandstens klipper over en tusindeårig periode. Vi købte den dyre billet til 40 kroner pr. person, der så også indeholdt en lille vinsmagning undervejs. Selve byen var imponerende, godt nok er den komplet forladt i dag, men der skulle ikke megen fantasi til at forestille sig hvordan livet havde udfoldet sig i fordums tider. overalt var der huler med tegn på beboelse, samt huller i klipperne der kunne tyde på små boder langs stierne. Enestebevarede bygning er sevfølgelig en kirke, ikke en korskirke som ellers er sædvanlig i Georgien, men den ældre model, nemlig en 3 skibet basilika. Fra toppen af byen var der er forrygende udsigt mod et meget afvekslende landskab. Mod slutningen af turen nåede vi til vinsmagningen, ejeren af et lille nystartet firma tog selv imod, og forklarede os om hvordan de 4 vine vi smagte var blevet fremstillet. Idet daglige arbejde var han politimand, så for en god ordens skyld fik vi lige på det rene hvor meget vi kunne smage og stadigvæk være i stand til at køre bil efterfølgende. Vi endte med at købe 3 flasker, mere kan vi jo nok desværre ikke finde plads til i rygsækkene på vej hjem.
Da vi havde brugt en del tid på hulerne følte vi sulten gnave, heldigvis var der i forbindelse med indgangen et lille spisested, der viste sig at servere ganske god mad. Vi drak kun vand til, så på den måde kom vi helt på den sikre side i forhold til at køre bil efterfølgende. Inden vi kunne forlade parkeringspladsen igen måtte vi forbi en lille bod med lokale varer, manden havde hilst meget pænt på os da vi ankom, så vi følte vi burde købe lidt. det blev til nogle vildt gode valnødder og lokal honning som Solveig kunne sige god for efter en hurtig smagsprøve.
Vi kunne være kørt tilbage til Gori og have valgt et bruge resten af eftermiddagen på at slappe af på vores værelse, men hvorfor dog ikke presse citronen til det sidste? således kørte vi fra den slagne hovedvej før Gori med kurs mod den lille landsby Didi Ateni, der ligger lidt inde i bjergene. Inden vi i morgen kører ind i greater kaukasus, fik vi således en general prøve i messer kaukasus.De er nu også pænt høje, Peter mener den højeste top i Armenien når op på 4090 meter. Så højt kom vi nu ikke, det ville også havde taget for lang tid, vejen ind til Didi Ateni var hullet som en si, og det var derfor helt overflødigt at vejskiltene angav en maks fart på 40 kilometer i timen, for det var sjældent at vi kom over 20.
Landsbyen viste sig at indeholde et nonnekloster, og fra dette kunne vi se en kirke vi gik hen imod. Det viste sig at være et munkekloster, endda et af de vigtigere i Georgien. Fra dette går der en vandrerute til andre klostre og fæstninger, vi valgte af gå til nærmeste lille kirke ca. 1,5 kilometer væk, men ak, godt nok fandt vi en kirke, men vi nærmest startede med at gå forkert, så den kirke vi fandt var ikke den vi sigtede imod. Heldigvis opdagede Solveig fejlen, og således nåede vi ikke for alvor at gå vild. Lidt ærgerligt var det nu alligevel, for var vi gået i den rigtige retning ville turen være foregået på en hyggelig sti, og ike på en asfaltvej. Nu måtte vi i stedet nøjes med at nyde den flotte udsigt, hvilket dog heller ikke var så ringe endda.
Kommentarer