Sol over Tbilisi

 Efter en god nats tiltrængt søvn fik vi atter vores morgenmad serveret. I dag var vi klar ved 9 tiden, den lille tidsforskel på 2 timer er ved at fortage sig. Vi havde en mission der gik ud på at købe et vejkort, af en eller anden uforståelig grund er Georgien desværre ikke med på vores GPS, der ellers har fungeret så eksotiske steder som Borneo og Zanzibar. Nu må vi så klare os med et old school kort dog bakket op af den fremragende app maps me der ikke kræver internet adgang undervejs. Det betyder at Solveig kommer til at tilbringe mest tid bag rettet, mens Peter får til opgave af styre kortet. I turen går til Georgien havde Solveig fundet en engelsk boghandel ikke så langt fra vores bopæl, så den blev første stop på en dag der viste sig at byde på mange skridt. Vi fandt boghandlen, og fik udover kortet også handlet en roman samt en slags kogebog, som vi glæder os til at prøve af når vi er hjemme igen. 

Efter boghandlen besluttede vi os til en tur op på Mtatsminda bjerget, hvis top ligger ca. 300 meter over Tbilisi. Vejen derop gik først ad stejle gader, siden ad rigtige vandre stier. Det var en underlig oplevelse at se million byen til den ene side, mens blikket faldt på smuk bjergnatur når man kiggede i den anden retning. På toppen var der både et fjernsynstårn fra den sovjetiske epoke, og søreme også et stort pariserhjul, der viste sig at være en del af en større forlystelsespark, der fantasiforladt hed det samme som bjerget selv. Da vi havde kæmpet os op til pariserhjulet var der surrealistisk stille, normalt er forlystelsesparker ikke kendt for at være steder man kan slappe af i kommet rolige omgivelser, men på denne dag var mtatsminda parken stort set tom for mennesker, og vi kunne gå rundt og undre os over at stedet overhovedet havde åbent. Da vi kom til den centrale plads var der dog enkelte andre besøgende, og vi havde endda også held til at finde en lille restaurant hvor vi kunne få frokost. Her kostede en halv liter af den lokale øl 10 kroner, og pris niveauet på den var også i den lave ende. Til gengæld måtte vi kæmpe for ikke at skulle dele frokosten med hele 5 sultne katte, der vimsede omkring bordet hvor vi sad.

For at prøve noget andet end bare at gå tog vi funicularen, eller skinnebussen ned. Funicularen åbnede i 1905, men heldigvis er det ikke anlægget fra zarens tid der i dag fragter folk op og ned, men en moderne østrigsk doppelmayer konstruktion fra tiden efter Georgiens selvstændighed. Funicularen var klart hurtigere end vi var under vandreturen, og var i det hele taget en sjov oplevelse. Vel nede gik vi til Vera kvarteret, der var præget fattigt forfald. Det står i skærende kontrast til den renoveringsbølge der i øjeblikket foregår i den gamle bydel, hvor mange gamle pragtbygninger i øjeblikket vækkes til live igen. I Vera kvarteret er der også en stor folkelig park, hvor ældre mænd hyggede sig med skak og backgammon, mens ungdommen chillede uden at foretage sig noget. 

Frafoden af parken krydsede vi floden, og fandt efter nogen møje og besvær ned til bredden som vi fulgte tilbage mod dengamle by. Solveig havde et brændende ønske om at se klokketårnet på dukketeatret i solskin. Det lykkedes os lige netop ved 15. tiden. forinden havde vi atter forladt den sydlige bred og havde kæmpet os igennem et loppemarked på en bro hvor folk efter sovjetunionen fald solgte at hvad de havde, idag er der langt mellem de gyldne tilbud, men gamle LP plader med klassisk musik var der i hvert fald ingen mangel på. Kort efter broen købte vi et par colaer, vi fik 2 halvliters cola zero, sælgeren 3 lari, eller 6 kroner, hvilket jo siger en del om prisniveauet herovre. Foran klokketårnet var englen netop forsvundet ind i sit lille hus efter at have slået 3 gange på klokken, men englen forsvandt også langt de fleste andre turister, og derfor kunne vi få fine billeder uden alt for mange mennesker. Efter fotoseancen gik vi afsted feteret glas vin, vi endte tæt ved den blå moske, der godt nok viste sig at være blå, men ikke nogen moske, i stedet er det et badehus bygget så den lignede den blå moske der nu er revet ned. Vi huggede os med et glas Kvevri vin, altså vin lavet i kæmpe leramforaer gravet ned i jorden, den traditionelle Georgiske måde at lave vin på. Efter den gode vin fandt vi Juma moskeen, der så vidt vi ved er den eneste moske i verden der deles af sunni og shia muslimer. siden gik vi en tur over til det armenske kvarter på den anden side af floden. Tidligere var der en ret stor armensk befolkning i Tbilisi, men fra 30 kirker omkring år 1900 er der nu kun 2 tilbage i drift. Kvarteret havde i det helt store at byde på så vi var hurtigt tilbage i den gamle by. Vi gik en sidste gang op til borgen, og fandt i det gamle jødiske kvarter en restaurant med en fantastisk udsigt vi ville spise på efter et lille hvil på værelset. Restauranten havde ikke kun en smuk udsigt, maden var også god. Efter nogle billeder fra restaurantens terrasse gik vi ned til floden, og fik taget billeder af den smukt oplyste fodgænger bro. Alt i alt fik vi denne

dag gået 18 kilometer, med over 300 højdemeter, så vi var godt trætte da vi lagde os til at sove.