Nul stjerner

 I aftes lagde vi en slagplan. En ny rejserute for det lader til, at regnen ikke vil slippe sit tag i Kacheti regionen. Peter havde således kigget diverse vejrstationer igennem og havde fundet ud af, at der var tørvejr i Udabno, en lille flække helt tæt på den aserbajdsjanske grænse, som havde nogle enormt flotte huleklostre, kaldet Davit Gareja, som stammede tilbage fra det 6. årh og som havde funktion som de kristnes yderste forpost mod øst. Desuden var det også et interessant landskab, hvor Sovjet havde trænet deres soldater inden de gik ind i Afghanistan.

Så efter morgenmad i 11 graders varme og regn, tog vi afsked med et ellers meget hyggeligt Airbnb og satte kursen mod syd. Peter sad bag rattet, og det klarede han fremragende, kun en enkelt afstikker på en grusvej, ellers var det asfalt, og vejene er faktisk overraskende gode og med fornuftig skiltning, så det er ikke svært at køre rundt på egen hånd.

I Udabno ville vi finde et supermarked, så vi kunne få lidt frokost inden vi kunne tjekke ind kl.. 13 i det guest House Solveig havde fundet aftenen inden. Vi rullede ind over bygrænsen kl. 12.30 og Maps.me havde et bud på, hvor der lå en købmand... allerede her blev vi noget overraskede. Købmanden var et lille forblæst lokale i midten af ingenting, og det var da heller ikke stort vareudbud, købmandsforretning kunne byde på. Tilmed vækkede vi hende vist i en lur, men vi fik da købt vand og brød.

Udabno lyder måske ikke så slemt for en dansker, men en georgier lader sig ikke snyde, det er det lokale ord for et område der ikke kan beboes. Der har da traditionelt heller ikke boet mennesker i landsbyen, men i 1987 blev bjergområdet Svanetien hjemsøgt af en ekstrem vinter, og en del familier forlod herefter området og fik en ny tilværelse her. Byen bærer tydeligt præg af ikke at være en gammel, flot by med traditioner. Der et commnity center der virker meget moderne, ellers er resten kort og godt en samling skrammel fra kommunismens dødskramper.

Vi fandt vores logi i Udabno, en yngre mor åbnede døren, og straks var der livlig aktivitet i det lille hjem. Dels kom vi lidt tidligere end rimelig var, dels var der “a problem” på badeværelset, vandet var forsvundet, og efter nogen palaver fandt vi ud af at pigens far var i den nærmeste by for at købe noget der kunne fikse problemet. Heldigvis var vi ikke trængende, så vi satte os med sindsro ned i sofaen og ventede roligt. Straks blev vi tilbudt en kop kaffe, og den slags siger man jo ikke nej til, fluks var der både lavet kaffe og endda frokost til os på et gammelt brændekomfur. Solveig ville gerne klare betalingen, og det, der burde have været den smalleste sag i verden blev i stedet en længere saga, hvor georgiske pengesedler skiftede hænder i hastigt tempo samtidig med, at der blev snakket georgisk, russisk engelsk og lidt dansk oveni. Hvordan en så simpel sag kunne udvikle sig til noget så forrygende kommer der er forklaring på nu, den er som følger. Vi står med en regning på 100 Lari  og booker derefter aftensmad til 20 Lari pr. Person, og har derefter ifølge egen udregning en regning på 140 Lari. Da vi havde fået frokost oveni havde vi et ønske om at give lidt ekstra. Betalingen kompliceres af, at vi kun har 100 Lari sedler. Den unge mor spørger sin egen mor om hun har byttepenge, og forlader herefter selv rummet for at tage sig af sine små børn, moderen ved ikke, vi har bestilt aftensmad, og vil derfor kun have 100 Lari. Det er svært at forklare, at vi skal af med mere, da vores respektive sprogkundskaber ikke har nogen fællesnævner. Den yngre mor dukker atter op, tilkaldt af larmen fra forhandlingerne, alt andet lige burde det have løst problemet, men ak, pigen giver os nu så mange penge tilbage, at vi nærmest ikke har betalt noget som helst, hun tror åbenbart at alle pengene i hænderne er startet med at bo i vores pung, og har ikke styr på, at hendes mor har lagt en del af dem i byttepenge. Der går nu lidt tid med at nulstille processen og spole tilbage til start, således at moderen starter med 80 og vi med 200. Så er den der, kortvarigt. Vi kommer af med vores 200 og får 60, og alle burde være glade, men sådan er det ikke. Nu vil moderen absolut af med 2 lettere krøllede 5 Lari sedler. Her er vi så kommet til det punkt, hvor vi ikke evner at se sagen fra modpartens perspektiv, kort sagt, hvordan moderen kan komme frem til at de 2 sedler hører til hos os må guderne vide, vi gør det i hvert fald ikke. Pludselig falder ti-øren, og der er både store smil og et klap på skulderen af glæde over, at der nu, endelig, er styr på betalingen. Som den opmærksomme læser vil have bemærket kom vi ikke igennem med ønsket om at betale lidt ekstra, til sidst var vi bare lettede over at få mulighed for at betale det vi skulle.

Nu skal vi altså afsted på vores Klostertur. Oven i købet med vores lille røde vandreguide-bog som endnu er helt ubrugt. Vi har vand og fotoudstyr med og sætter bilen i gear, væk fra den trøstesløshed, grå by, som vi bliver enige om, vist er pænest, når det er mørkt.

Der er 14 km op til klostrene og vi skal mindst se tre af dem på vores vandretur mod den aserbajdsjanske grænse - tror vi... vi får parkeret bilen og leder lidt efter stien op til de øverste klostre. Inden den dukker op, kan vi lige få et flot kig ind i gården på det kloster, der er bedst bevaret og istandsat, og det lover rigtig godt for turen. Vi får fundet stien og går opad. Det er nogle meget stejle sandstens-agtige klipper, lidt som dem vi har set i Kappadokien. Vi hører stemmer, da vi er kommet et stykke op, og møder så to mænd i militærtjeneste og automatgeværer. Den ene rejser sig hurtigt og tager sin skudsikre vest på, den anden kommer også op at stå. Vi nikke afmålt til dem og vil til at gå videre, men så siger den ene på et ret simpelt engelsk, at vi kun kan gå op til hulen i midten mens han peger. Derefter siger han this way og peger til højre og this way og peger til venstre men han siger no good! Peter siger Aserbajdsjan og soldaten siger yes mens han gentager no good. Okay, så var der nok noget om det, som Solveig havde læst i guidebogen, at området kan være vanskeligt at gå i til tider, hvis der er spændinger, og da de to lande ikke har fået fastlagt en endelig grænse, er der altså lige nu ikke mulighed for at komme derop på egen hånd lige for tiden. Vi måtte altså nøjes med en enkelt ussel hule og gik derefter ned igen. Guidebogen blev pakket væk og bilen sat i gear. På vej tilbage havde Peter udsat sig nogle nye huler lidt længere væk fra grænsen, så vi parkerede bilen i vejsiden og begav os atter afsted. Men kun for at konstatere at det måske nok var tørt nu, men det havde for nyligt regnet så meget, så vejen var en stor mudderpøl, så hver gang du tog et skridt sad der et kilo mudder fast på sålen. Da vi så tilmed gik i en græsmark, lignede støvlerne til sidst gammeldags sivsko med græs, der stak ud alle vegne. Jeg ved ikke hvordan men vi fik os kæmpet op på en top og tog et par billeder af udsigten. Da vi kom tilbage til bilen var vi glade for, at den havde gummimåtter!

Vi kørte tilbage til Udabno og gik en tur rundt i landsbyen, der var hunde så store som isbjørne og de startede alle med at gø, da vi passerede. Køerne gik rundt i gaderne, som var i samme stand som den sidste mudderet. Husene var grå og trøstesløse og vi gik bare og blev enige om, at vi aldrig ville være utilfredse med vores liv. Vi gik op til kirken, én lang muddervej, hvor vi til sidst ikke kunne se forskel på mudder og kolort. Kirken var lillebitte og aflåst. Tilbage igen blev vi enige om, at nu havde vi set nok, og vi fandt tilbage til vores guest house, hvor bedstemoren åbnede jernporten, så vi kunne holde sikkert for natten. Da vi kom ind var der dækket op til aftensmad med forskellige lune retter nok til en helt hær. Derefter gik vi mætte ovenpå, i et ikke så varmt værelse, men der er varme dyner og sengen er smal, så mon ikke det går.

Det har været en helt forrygende dag, hvor vi er kommet helt tæt på georgierne, har set hvordan de lever og er blevet budt velkommen med åbne arme. Det er nul stjerner til byen, men fem til familien. Og så har vi fået mod på mere nul stjerner... I morgen skinner solen i Gori, Stalins fødeby, selv samme sted som vores to helte fra TV programmet var, da de kørte rundt i Georgien. Så i morges skrev Solveig til Morten Kirckhoff og spurgte, om han kunne fortælle, hvor de havde fundet Stalin-statuen i Gori... vi ville nemlig gerne se ham med hovedet i mudderet. Og sandelig om han ikke svarede, men desværre at de havde flyttet statuen i sommer, han vidste bare ikke hvorhen... men det finder vi måske ud af en af de komme dage. Nu er der nemlig booket et nyt guest house i Gori, så følg med her på bloggen for at se, om vi finder Stalin.