Gori - hvad har det med AGF og Stalin at gøre?
Efter en herlig morgenmad hos vores georgiske babushka rullede vi nærmest ud af huset, for der var ikke sparet på maden!! For øvrigt kan det oplyses at råstegte kartofler smager aldeles fremragende til morgenmad:-) Babushka havde en lille seddel, hvorpå der stod nogle engelske fraser, som vi selv kunne læse op, for hun talte kun georgisk og russisk, og det er vi ikke så stærke i, og hun ville jo gerne vide, om alt var som det skulle være!
Da hun havde vinket farvel og slået korsets tegn for os tog vi videre ud af byen, men inden da nåede vi da lige at se en kæmpe gris traske rundt i mudderet på gaderne... vi kørte afsted og havde nærmest vejen for os selv, lige indtil en kæmpe fåreflok med flere hundrede får kom imod os med hyrderne til hest og nogle store, bistre fårehunde. Det gentog sig to gange mere indtil vi var ved at nærme os en by af en vis størrelse. Målet for i dag var Gori, og vejen gik uden om Tbilisi på omfartsvejen og fortsatte senere på en motorvej. Den havde vi så fornøjelsen af helt indtil Gori, så klokken 12.40 kørte bilen op foran Nitsa Guest House, som er ejet af en skøn dame, der bød os velkomne i hendes hjem og viste os vores soveværelse. Der bor kun os og to franskmænd. Hun har fire værelser, som hun lejer ud, men pga coronaen er det lidt sløjt med turisterne.
Huset har en forrygende beliggenhed i Gori, faktisk er der tale om en 4 en halver hvis vi forfalder til hammerslags jargon, der er lige netop 200 meter hen til byens helt store turistattraktion, nemlig Stalin museet fra 1957- og det museum er virkelig en tidslomme for der er efter sigende ikke sket spor på museet siden dens åbning, således heller ikke en ændring i synet på bysbarnet og hans uhyrligheder.
Stalin tog over efter Lenin, og i de 30 år han herskede døde der vel omkring en halv million af hans egne borgere pr. år på grund af regimets paranoia. Den slags er jo lidt af en præstation, og netop den historie fylder forbavsende nok intet på museet, der stedet koncentrerer sig om at vise Stalin som en god og vis hersker. Da historien jo i den grad skrives af sejrherrerne er der retoucheret betragteligt i mange billeder, således er Trotskij, skaberen af den røde hær, forsvundet helt ud af det tidlige Sovjets historie. Museet har også en souvenirbutikker, og i den kan der købes Stalin vin, samt kopper og trøjer med massemorderens fjæs. Vi sprang over i første omgang, men det kan da være Peters mor skal have en magnet derinde fra.
Fra museet bevægede vi os mod Goris højt beliggende ruin af en borg. Undervejs kom vi forbi en lille restaurant, hvor vi fik frokost, mad og en øl pr. Person løb op i 70 kroner, og det smagte endda godt. Men så var der også udsigt til byens bedemandsforretning, der nok er lidt billigere end de danske bedemænd, hvis man dømmer ud fra måden transporten foregår på... Kisten på taget af en gammel stationcar!
Således styrkede gik vi den stejle vej op til den imponerende borg. Oppefra bastionerne var der en forrygende udsigt ud over Gori og det omkring liggende landskab. Selve borgen viste sig at være hurtigt overstået, hvad kamphandlinger havde skånet, havde et jordskælv i 1920 klaret. Nedefra byen så borgen ellers vildt interesant ud.
Fra borgen gik ved ned til byen stadion der tydeligt kunne ses fra toppen. På afsted lignede det et faldefærdigt østeuropæisk et af slagsen, og tæt på fik vi førstehåndsindtrykket bekræftet. På trods af det drabelige navn Tengiz burjanadze stadium er det til at se forfaldet. Når stadion alligevel næsten kaldte på Peter har det meget at gøre med fodboldklubben AGF fra Århus. Da de i 2012efter 14 år udenfor det gode selskab endelig gjorde comeback i de europæiske fodboldturneringer var de så heldige at trække georgiske Dila Gori, som de var klare favoritter mod. De fleste har nok gættet at det ikke gik som forventet, georgierne havde en spiller ved navn Mate Vatsadze der i de 2 kampe scorede 3 mål, og det var mere end hvad AGF kunne præstere. De valgte i stedet at købe Mate efterfølgende, hvad der ikke var den helt store succes, hans bedste tid målmæssigt var kampene mod agf. Året efter led AaB samme kranke skæbne som agf mod Dila Gori, der altså har præsteret at slå hele 2 danske klubber ud af europæiske turneringer.
Herefter daskede vi lidt rundt og kiggede egentlig mest efter et toilet til Solveig, men så kom vi forbi et skilt der lokkede med en tur på byens historiske museum. Det havde vi også fået anbefalet fra vores værtinde, så vi besluttede os for at tjekke det ud. Vi havde dog lidt svært ved at finde museet, umiddelbart skulle man tro, at det gemte sig bag det store skilt, men ak, der var kun en tandlæges venteværelse. Nede på gaden igen så vi nogle gå ind i samme bygning lidt længere henne, så det prøvede vi også, men ak, heller ikke denne gang var heldet med os og vi endte i byens skakklub... heldigvis var der en af spillerne, som kunne engelsk, og han kunne vise os vejen. Vi undskyldte forstyrrelsen og fandt museet. Her betalte vi 40 kr. for en rundtur (uden guide - Peter er jo med), og præcis som Christian havde beskrevet fra deres museumstur i Bukarest, blev lyset tændt efterhånden som vi gik ind i et rum og slukket med det samme vi var ude af det igen... der sidder nok stadig en del adfærd dybt inde i sjælen fra dengang, hvor man ikke havde mange ressourcer til rådighed.
Efter museumsturen besluttede vi os for at gå tilbage til Nitsa, vores værtinde inden vi skulle ud at spise. Nitsa kunne heldigvis også hjælpe med et godt råd til, hvor vi kunne indtage aftensmaden, så vi gik efter en af hendes anbefalinger, men fandt ikke stedet. I stedet fandt vi et sted, hvor vi blev anvist til en lille boks, hvor vi så kunne udvælge menuen men vi kunne høre, at der blev sunget og klinket i de omkringliggende bokse. Det var sandelig fredag aften og folk fejrede weekenden!
 |
Kommentarer