I giganternes rige

 Vi havde bestilt morgenmad til kl.8 i dag, for vi havde store planer. Først ville vi gå op til selve Georgiens vartegn, nemlig den ekseptionelt smukt beliggende Tsaminda Sameba der troner på et bjerg ca. 450 højdemeter over Stepanzminda. Hvis benene var gode efter kirken havde vi en mulighed for at gå højere op mod det imponerende Kazbegi bjerg. Turen op mod kirken sled især på Solveig, der en overgang vel både var træt og svimmel. Vi gik en rute der førte os igennem en dal, der var befæstet med et gammelt vagttårn. At sige at ruten var stejl er ingen overdrivelse, vi kæmpede os op mod kirken med en del pauser undervejs, heldigvis kan de jo camoufleres som fotopauser, men ret skal være ret, de var tvingende nødvendige. Heldigvis blev terrænet fladere efterhånden som vi nærmede os kirken. Vores rute magede det således at vi nærmede os kirken fra bjergsiden, egentlig helt fint fotomæssigt, men på dette tidspunkt af dagen var solen bagved kirken, så alle billeder blev taget i modlys. Til gengæld var selve bjerget jo så meget fotogent.

Eneste mulighed for at ændre det er jo naturligvis at vente til senere på dagen hvor solen rammer kirken i en gunstigere vinkel, og tiden kan jo eksempelvis gå mens man vandrer mod nye mål. Solveig var heldigvis kommet til kræfter, så vi besluttede os for at gå op mod altihut 3014, en bjerghytte der ligger ved en af gletscherne der kommer ned fra Kazbegi. Turen op var hård, meget hård endda. Konstant steg terrænet, stigningen var ikke jævn, af og til var der mindre stejl, men der var på intet tidspunkt fladt, endsige passager der gik ned af bakke. Det betød en skandaløst lav gennemsnitsfart på turen, kun ca. 2 kilometer i timen kunne vi presse farten op på. Undervejs ændrede vegetationen sig, i starten kunne små birketræet klare sig, jo højere op vi kom blev de færre for til sidst at vige helt. Så dukkede der til gengæld små, hårdføre rhododendron buske op hvor der var læ. I ca. 2700 meters højde holdt vi en pause, her luftede vi kort muligheden for at vende om, men efter vi havde spist vores medbragte mad fortsatte vi med fornyede kræfter. Desværre, eller måske heldigvis, var den top vi troede var den sidste det på ingen måde, vi måtte over endnu et stejlt stykke før end vi Kunne se til markeringen af pashøjden.  Vi kunne nu også se altihut, og desværre også at stien der førte derover så ud til at være svært fremkommelig på grund af for meget sne. Vi startede dog efter en kort rådslagning på turen, men nåede vel kun omkring 50 meter ud på stien inden vi vurderede at det ville være for risikabelt at fortsætte. Vi fik så taget de billeder der skulle tages af bjergene, og begyndte så nedturen. Atter engang forundredes vi over hvor meget mindre anstrengende det er at gå ned af et bjerg. Godt nok bider det lidt i knæ og lårbasser, men åndedrættet kan holdes i ro, og sveden hagler ikke af en. Farten steg også en kende, men det siger lidt om stejlheden af turen at vi stadigvæk lå under 3 kilometer i timen.

Længere ned af bjerget fik vi et super godt view mod tsaminda sameba kirken, og her gik Peter nærmest helt i stå da der jo i hvert fald ikke skulle tages for få billeder. Desværre kom han ikke for alvor igang igen, idet højre lår nu begyndte at gøre knuder. Det betød at de resterende 450 højdemeter ned i byen blev af den slags hvor hvert skridt kunne mærkes. Heldigvis nåede vi helt ned uden at skulle lide den tort at blive nødt til at hyre en taxi til det sidste stykke, selvom gang stilen var alt andet en køn. 

Da vi endelig var tilbage på Kazbegi Home, var der i bogstaveligste forstand lukket for det varme vand, så selvom vi i den grad trængte kunne vi ikke tage et velgørende bad. Heldigvis blev problemet hurtigt fikset, og som et sikkert velment plaster på såret fik vi begge et glas koldt rødvin serveret. Solveig var klog nok til at holde sig til kaffe og Cola, mens Peter håbede at det lige var det der skulle til for at kurere det svage højre ben. Lad os med det samme fastslå at det blev ved håbet. For da vi efter moden overvejelse, og en større kraftanstrengelse for at forlade sengen gik ud for at få noget at spise nærmest vraltede han afsted. Heldigvis var det blevet mørkt da vi gik hjem, så var der da i det mindste ikke nogen der grinte af gangarten på tilbage vejen.