1.runde i DBU pokalen Marstal/Rise - Tved BK
At kalde Ærø for Danmarks fodbold centrum er nok en overdrivelse af de helt store. På trods af den afsides beliggenhed, samt det lave befolkningstal er øen dog hjemsted for en overrakende succesrig fodboldklub, nemlig Marstal / Rise if. Klubben spiller på 6. niveau i Danmark. Denne er geografisk opdelt, og Ærø hører ikke overraskende til i Fynsserien. Her har holdet befundet sig siden man i 2016 rykkede ned fra Danmarksserien. Faktisk er der ikke noget fodboldhold fra en "rigtig" ø der spiller i en højere række end Marstal/Rise. Ikke engang Bornholm, der ellers har et mange gange større befolkningstal har en klub der rangerer højere.
Klubbens største kamp i nyere tid var en pokalkamp i DBU pokalens 2. runde tilbage i september 2019 mod selveste AGF. De lokale første med 20 minutter tilbage af kampen sensationelt med 2-0, men kunne til Peters store tilfredshed ikke holde hjem. AGF vandt 6-2 efter forlænget spilletid og reddede sig derfor en runde videre. Siden er det blevet til en enkelt optræden i første runde tilbage i 2022 hvor man røg ud. Her i 2025 har Ærø klubben så atter kvalificeret sig, og da vi var så heldige at være på øen var det naturligt at tage til Marstal for at følge kampen. Modstanderen var Tved BK, en klub fra en Svendborg forstad, og åbenbart en arvefjende, der endda pt. spiller i samme række. Da kampen jo skulle afgøre hvilken af klubberne der skulle slå sig igennem til 2. runde hvor 6 af holdene fra den bedste række indtræder i turneringen var det et vigtigt opgør der også havde tiltrukket en del tilskuere. Vi blev vidne til en hårdtspillet, meget spændende kamp, hvor udeholdet scorede det første mål, men hvor hjemmeholdet siden kom bedre med og også fik udlignet inden pausen. Efter pausen fortsatte øboerne med at spille bedst, og scorede endda direkte på et hjørnespark. Siden scorede Søren Dalhede til 3-1. (Søren er født i Haven) Afslutningen blev spændende, Tved scorede med et langsskudsdrøn i overtiden, og kastede alt frem de sidste par minutter, men Marstal holdt hjem, og det er nu dem der kan se frem til en spændende lodtrækning mandag kl 14.
Kommentarer