Til barbeque i biavlerfoerningen

Vi vågnede til endnu en overdådig morgenbuffet i vores homestay – et sandt orgie af hjemmelavede lækkerier: hindbærmarmelade, abrikosmarmelade, frisk smør, yoghurt, ost, omelet og sprøde grøntsager. Vores værtinde fortalte på sit sparsomme engelsk, at det meste kom direkte fra hendes egen gård: marmeladen fra bær i haven, æggene fra de kaglende høns i hønsegården, og mælken fra hendes køer, der hver morgen føres på græs til lyden af blide kobjælder.

Desværre havde Peters mave ikke helt fundet melodien, så efter morgenmaden måtte vi trække os tilbage til værelset, hvor vi faldt i søvn igen. Først omkring kl. 13 kom vi til hægterne og besluttede os for at få lidt frokost og derefter endelig se klostret indefra.

Da kontantbeholdningen var ved at være pinligt lav, spurgte vi forsigtigt i en lille café, om de tog kort – og heldigvis gjorde de det. Caféen viste sig at være drevet af Anna Arshakyan og hendes mor, og vi opdagede hurtigt, at netop denne café er nævnt i Lonely Planet.

Efter maden satte vi kurs mod Tatev-klosteret, et af Armeniens mest berømte og ikoniske klostre. Det stammer tilbage fra det 9. århundrede og var i middelalderen et vigtigt centrum for religion, kultur og uddannelse. Klosteret ligger dramatisk på en klippekant over Vorotan-kløften og er omgivet af en udsigt, der næsten tager pusten fra én. En sjov detalje er, at Tatev også huser den berømte Gavazan-søjle – en bevægelig stensøjle, som munkene brugte til at forudsige jordskælv og som advarselssystem mod fjender.

På vejen tilbage havde Peters mave heldigvis det meget bedre, og han fik pludselig lyst til en is. Det førte os tilbage til Annas café, og denne gang faldt vi rigtig i snak med hende. Hun taler godt engelsk, har boet i Europa og er både vidende og reflekteret omkring det armenske samfund og regionens geopolitiske udfordringer. Snakken flød så godt, at hun spontant inviterede os med til aftenens arrangement i den lokale biavlerforening. Netop i dag havde de hentet alle tavlerne hjem, og nu skulle honningen slynges – et arbejde, der helst foregår i mørket, når bierne er faldet til ro.

Vi takkede ja uden tøven – belært af erfaringer, hvor vi alt for ofte har sagt nej til den slags invitationer. Efter endnu en skøn middag hos vores værtinde ringede Anna kl. 20.40 og sagde, hun kom forbi om ti minutter. Kort efter trillede en hvid Lada ind foran huset, allerede godt fyldt op, men vi fik klemt os ind på bagsædet, så vi nu var syv i bilen.

Ved ankomsten blev vi varmt taget imod. Anna forklarede, at stedet fungerer som et kooperativ, hvor en række lokale går sammen om biavlen. Vi var vel omkring 15 mennesker i alt. Udenfor stod to mænd ved grillen, og en liflig duft af stegt kød bredte sig i den svale aftenluft. Indenfor var et langbord ved at blive dækket med mad og drikkevarer. Vi forsøgte at forklare, at vi allerede havde spist, men det købte ingen – i stedet blev vi bestemt men venligt bedt om at tage plads. Og det var vigtigt, at vi satte os først, så det gjorde vi naturligvis.

Der gik ikke længe, før små glas blev fyldt med vodka, og en ældre herre for bordenden – aftenens Tamada – tog ordet. Med myndighed styrede han os alle gennem skåltaler, mens samtalerne bølgede livligt hen over bordet. Vi blev tilbudt alskens lækkerier, og Anna gjorde sit bedste for at tolke og hjælpe os med at følge med i snakken.

Da klokken nærmede sig midnat, rullede Ladaen os tilbage gennem mørket. Vi var mætte – både af mad og indtryk – og fyldte til randen af den enorme armenske gæstfrihed, vi havde fået lov at opleve helt tæt på. Det var uden tvivl den allerbedste og mest autentiske oplevelse på hele rejsen!