På tur med trailhunden hunni

 Efter morgenmaden havde vi planlagt at gå op på toppen af bjerget bag Tatev. På trods af den lidt for megen vodka aftenen før følte Peter sig i stand til at tiltræde turen efter en god morgenmad. Maven var også  helt i orden igen, så intet skulle stå i vejen for en rask lille vandretur på 6 kilometer og lidt over 400 højdemeter. Eneste manko var den slunkne vandbeholdning. En halvfyldt halvlitersflaske er jo på ingen måde nok, især ikke når solen skinner fra en skyfri himmel. Vi gik derfor på jagt efter vand, og søreme og ikke den meget lille butik i Tatev kunne klare et par liter. Således udrustede drog vi afsted mod toppen, lynhurtigt samlede vi trailhunden Hunni op, der åbenbart havde trang til en travetur. Trofast gik den ved vores side ud af byen, og også da de blev stejlt fulgte den med. ca. hulvejs fandt vi nogle halvfyldte vandflasker i en skraldespand, og således kunne vi give hunni en forfriskning den gerne tog imod. Vejen mod toppen blev stejl, især efter et vandingsanlæg til kvæg som gunni først drak lystigt af, senere hoppede op i for at køle sig ned. Vi svedte godt på vejen mod toppen, sti var der ingen af, vi måtte selv finde vejen de sidste godt 100 stejle højdemeter. Det skal dog siges at udsigten fra toppen var det hele værd, for der var frit udsyn til alle sider. De armenske bjerge i området er op til 3400 meter høje, så vores lille top på godt 2000 var ikke blandt kæmperne i området. Hunni kom helt til top, og posserede elegant for kameraet på de øverste klipper. Nedturen gik markant hurtigere. Vi holdt en lille pause ved vandanlægget, så hunni kunne køle ned igen. Vi forsøgte os senere med at give den vand igen, men det var et klart nej tak fra dyret, der åbenbart  overhovedet ikke skulle have mere at drikke. Nede i Tatev fik vi sagt farvel til Aspet indehaveren, samt til Hunni der lagde sig tilrette til en velfortjent middagslur. Bilen holdt heldigvis på vejen ud af byen. Langt kørte vi nu ikke, for vi valgte at spise frokost hos Anna der havde været så sød dagen forinden. Desværre var hun ikke selv i cafeen, men hendes moder var, og hos hende fik vi god frokost og meget at drikke. Fra Tatev til vores næste stop var der små 150 kilometer, og på turen havde vi 2 opgaver, nemlig at få benzin på samt at hæve flere armenske dram. begge dele lykkedes, og på tankstationen var Peter endda så heldig at smage en armensk hotdog, her kaldet en hoster :-)

Nu er vi så i Areni, hvor vi bor på endnu et b&b, der endda har egen vinproduktion, hvad kan det ikke ende med.

Det endte således. Vi havde aftalt aftensmad kl.19, men det viste sig at det i stedet blev til vinsmagning kl. 19, efterfulgt at aftensmaden. Vinsmagning foregik i selskab med den aldrene vinbonde, der lystigt hældte op i glasene. Ved en finere fransk vinsmagning skal der først duftes, så smages, og til sidst spyttes ud, men sådan gør man ikke her i Armeninen. Vinbonden sagde skål, hævede glasset til m unden, og tømte hvert og et i et drag. De fleste af flaskerne er nok til russiske kunder, så 2 af varianterne var ret søde rødvine, hvad der ikke umiddelbart falder indenfor vestlige ganers smag. Den 3 ved navn Luiza, var opkald efter hans kone, og lavet med samme kærlighed som han nærede for konen. Den var god, så han må i den grad kunne lide hende. Aftensmaden havde førnævnte Luiza stået for, den bestod af traditionel Armensk barbecue, og var særdeles velsmagende. Atter engang kunne vi gå mætte i seng.

Her bliver der minsandten puttet ferskner i rødvinen, det har vi aldrig set gjort før.

Herunder er der en video fra vinsmagningen.