Vandreture i Tara National Park, Serbien

 4/8 

Efter en tiltrængt nats søvn pakkede vi vores sager og hentede bilen for at køre ned til Donau i Novi Sad hvor de har lavet en lille strand. Vi kiggede efter noget morgenmad her men det var mest af alt bare beach clubs, så vi kørte ind til den gamle bydel. Her fandt vi en hyggelig café på et torv, hvor vi fik lidt morgenmad. Efterfølgende gik vi lidt rundt i den gamle bydel, som var ret lille og omringet af grimt Sovjet byggeri. Vi kørte videre mod Tara national Park som var den næste destination. Vi var meget positivt overraskede over motor- og motortrafikvejenes standard. Det var tydeligt at se, at der var blevet brugt penge på infrastrukturen og vejene var tilmed stort set tomme. Da vi ankom til Drina floden købte vi lidt at drikke og en is og skiftede chauffører inden vi kørte den sidste 1,5 time. Det var utrolig smukt landskab langs Drina floden med Bosnien på den anden side. I de små landsbyer var det dog tydeligt at se at Serbien ikke er medlem af EU. Vejene var i dårligere stand end i de foregående lande, landsbyerne var ikke velholdte og affolkede og der var ingen fritidsfaciliteter. Der blev det alligevel tydeligt, hvor meget støtte EU giver. 

Sidst på eftermiddagen ankom vi til Tara og fik tjekket ind på vores hotel. Her fik vi så et andet værelse end det vi havde bestilt, da der var gået kludder i deres ‘books’, men vi ville blive flyttet næste dag. Vi gik over til byens lokale restaurant for at få noget at spise og nød udsigten ved floden. Maden var ikke prangende, men det gled ned og vi blev mætte. Om aftenen gik vi en lille aftentur ned til den store dæmning der var i området. Det var vildt at se hvor stor den var jo tættere på vi kom.

5/8 

I dag stod den på en lang vandretur rundt i Tara national Park. Efter morgenmaden pakkede vi hurtigt vores tasker sammen, så personalet kunne flytte dem over i det nye værelse. Vi satte GPS’en til Mitrovac, som er den bjergby hvorfra vores rute startede. Her købte vi lidt proviant i et lille supermarked og så gik vi ellers afsted. Vi startede med at gå i en masse skov, men efter en times tid kom vi ud til skranten hvor der var den smukkeste udsigt ud over området. Vi kunne se Drina floden og Lake Perucac der var adskilte af dæmningen. Her fik vi taget lidt billeder ved de forskellige viewpoints og fik kort snakket med nogle lokale serbere hvoraf den ene åbenbart var national mester i svømning og trænede op til OL. 

Vi fortsatte turen langs de afmærkede stier indtil Lauritz telefon, hvor vi havde ruten på, sendte os af en lidt tvivlsom rute ind i skoven. Her var der på ingen måde en tydelig sti og vi vadede rundt i blade og grene og lidt af hvert. Vi fandt dog tilbage til en mere officielt udseende sti. 

Når vi nåede over halvvejs på ruten havde vi besluttet at holde pause og få lidt frokost. Inden vi nåede dertil blev vi dog igen sendt ud på en meget tvivlsom sti, hvor vi endte med at skulle ned af en meget stejl skrænt. Efter de værste af skrænten synede til at være overstået fandt vi en træstub på skråningen, hvor vi spiste vores frokost og nød udsigten. Efter vi havde sundet os lidt efter de tvivlsomme stier fortsatte vi det sidste stykke ned ad skrænten og besluttede fra nu af at følge de afmærkede og mere officielle stier, selvom de måtte afvige fra den oprindelige rute. Vi kom således heller ikke ud på flere eventyr og nåede tilbage til Mitrovac med godt 22km i benene. Vi satte os på en café tæt ved bilen hvor vi fik lidt at drikke og en lille snack inden vi kørte ned til hotellet igen. Efter vi lige havde slappet lidt af, tog vi bilen og kørte ned til Lake Perucac. Her fik Lauritz en dukkert mens jeg nød solen på land. Vi fik også lige snakke med mor og far mens vi sad ved søen. Om aftenen tog vi ind til den nærmeste by - Bajina Basta og spiste aftensmad på en restaurant vi havde fået anbefalet af receptionisten. Her var smuk udsigt til floden, hvor vi kunne kigge ud på en lille hytte der var bygget på en sten. Tilbage på hotellet tog vi vores to vinglas der stod på værelse og den kolde rumænske orange vin, som Lauritz havde taget med hjemmefra, og satte os ned til nogle bænke ved et lille vandfald. Her nød vi aftenen med vores vin inden vi faldt trætte i seng efter en lang men god dag.

 

6/8 

I dag havde vi besluttet at køre lidt ned langs søen for at se, hvad der gemte sig dernede. Efterfølgende ville vi så op i bjergene igen for at se en anden del af Tara og vandre en lille tur. Efter vi havde kørt i kun 10 minutter begyndte olie- og motorlampen i bilen så at lyse. Vi tog en hurtig beslutning om at køre tilbage og få noget ordentlig net, så vi kunne undersøge, hvad lamperne kunne hentyde til og hvor den nærmeste mekaniker var. Vi havde begge en fornemmelse om, at det kunne være manglende olie der var problemet og det kunne ChatGPT også bekræfte. Vi fik tjekket oliestatus på bilen og den meldte at den manglede omkring 1 liter. Vi kørte derfor til den første tank i Bajina Basta og fik købt en liter olie, som blev hældt på bilen. Vi havde læst os frem til, at det olielampen så burde stoppe med at lyse. Bilen meldte nu også OK til oliestatus. Motorlampen havde vi læst os frem til godt kunne lyde et par dage, indtil der var kommet olie rundt i hele systemet og bilen havde fået et par køreture uden fejlmeldinger i systemet. Da vi havde lidt vanskeligheder med at få lukket motorhjelmen igen, begyndte en serbisk mand at snakke til os. Hans engelsk var dog ikke eksisterende, så det var svært at forstå hvad han ville ud på. Han endte med at komme over til os og trykke lidt på håndtaget til motorhjelmen, gå om foran og mærke på låsemekanismen for så meget nænsomt at lukke motorhjelmen og give den et lille klem til sidst - og så var den lukket. Vi takkede ham mange gange, Lauritz fik en high-five af ham og så var vi ellers på farten igen. Vi kørte op til Tara og mod en restaurant vi havde set skilte til nede i vores lille by. Den lå i den anden ende af parken og på vejen kom vi forbi Lake Zaovine, som vi havde set glimt af dagen inden på vandreturen. Her havde de også bygget en kæmpe dæmning som vi kørte over. Ankommet til restauranten fandt vi en plads ude på terrassen med udsyn ud over søen. Her fik vi lidt frokost inden vi begyndte vores tur hen til Janjac Viewpoint, som skulle ligge lige ved grænsen ind til Bosnien. Turen derhen gik som smurt med lidt højdemeter hen til udsigtspunktet. Vi nød den smukke udsigt ud over de grønne bjerge i Tara og at det var en anderledes udsigt end den vi havde på turen i går. Vi besluttede os for at gå et lille stykke op ad langs en sti som skulle lede hen til den bosniske grænse i håb om at kunne se ud over landet. Da vi kom op var der dog for mange træer til at vi kunne se noget. Vi begyndte turen tilbage til bilen og ville tage en anden rute end turen hen. Den startede godt ud, men vi endte forholdvis hurtigt på en lidt alternativ sti. Vi fandt heldigvis en sti der så lidt mere sti agtig ud. Det stoppede så ret hurtigt igen og vi befandt os midt i en skov uden en klar sti. Efter lidt forvildet gåen rundt i bregner og højt græs, fandt vi heldigvis ned til en ordentlig vej igen. Det sidste stykke af turen gik uden flere problemer. Nu var det kun stejlt og varmt. Vi nåede frem til restauranten igen med 12km i benen, som var lidt længere end forventet. Vi købte noget tiltrængt vand og så satte vi ellers kurs mod søen, så vi kunne komme ned og få en afkøling. Vi fandt en god badeplatform som vi hoppede i fra. Da vi havde fået nok kørte vi tilbage til hotellet for at skifte til noget andet tøj og få et sidste aftensmåltid i Tara. Til dessert delte vi en pandekage med plasma kiks - det er nok den tørste pandekage vi i vores liv har fået, men trods alt meget lokalt.