Klostertræthed foran det hellige bjerg

 Vi havde bestilt morgenmad en halv time tidligere end sædvanlig, kl.8.30 kunne vi sætte os ind i Luiza lille spiserum for at indtage vores sidste måltid på det hyggelige sted. Grund var at vi gerne ville så hurtigt hen til klor Virap klostret som muligt for at se om vi, eller rettere Peter, kunne få et billede af klosteret med Ararat i baggrunden. Vi kunne glæde os over ret lidt trafik på vejen mod Khor Virap, og havde endda Ararat i syne lang tid inden vi kørte fra Armeniens svar på en motorvej med kurs mod den hermetisk lukkede Armensk - Tyrkiske grænse. Khor Virap ligger på den yderste klippeformation I Ararat dalen, og ligger således højt over det her ganske flade landskab. Peter fik sit billede, desværre var luften som forventet ikke super klar, så Ararat bjerget er ikke så synligt som det ville have været hvis luftforureningen havde været mindre.

Selve klosteret syntes vi ikke så godt om, vi blev enige om at vi nok var ved at udvikle lidt klostertræthed efter at have set en del under vores ophold her i Armenien. Det er ellers et af de historisk vigtigste steder for den armenske kristendom. Den munk der endte med at gøre Armenerne til verdens første kristne nation sad fanget i en hule i Khor Virap i 12 år inden han efter sigende kurerede kongen for sindsyge og derefter omvendte ham til den kristne tro. Hulen kan besigtiges, og Peter tog turen ned sammen med en masse andre mennesker. Det kan ikke have været rart at have siddet dernede og kukkeluret i 12 år!

Efter Khor Virap kørte vi mod Geghard klosteret. Vi kunne se på uret at vi havde tid at slå ihjel for vi kunne komme ind på vores logi i byen Garni, kun 10 kilometer fra klosteret. Også dette kloster ligger på en af turruterne ud fra Yerevan, så det var med betalt parkering, og mange mennesker omkring os at vi fik set også dette kloster. Geghard klosteret ligger i enden af en dal, og har ligesom de fleste andre vi har set en særdeles smuk beliggenhed. Vi satte os på en bænk og bedrev tiden med at se på de andre der havde valgt at bruge dagen herude, og det var ret underholdende atter engang. Brude dukkede op med følge af veninder der skulle have taget billeder. Også her var der en drone i aktion. En ekstremt desorienteret asiatisk turist væltede rundt og tog billeder af hvad vi vil betegne som mærkelige motiver. I det hele taget var det sjovt at på bænken i skyggen og se på mylderet af mennesker der kom og gik.

På den korte køretur fra Geghard til Garni kom vi forbi et sted hvor der blev lavet Lavash brød på traditionel facon. Da der samtidig var mulighed for at få frokost der skyndte vim os at stille bilen og fik os bænket så vi kunne se den fascinerende proces med at lave brødene. Vi havde ikke spurgt om prisen inden, og da vi nu var i et turist område frygtede vi det værste. Vi var også blevet budt ind af en mand der kunne engelsk, og som oversatte for damerne der lavede brødene. Det viste sig nu at han var en venlig guide for nogle andre, og bare havde sørget for at vi kunne bestille det vi gerne ville have. Regningen endte med at lyde på 1500 Dram, hvilket vel er 3,50 €.

I Garni fik vi os indlogeret på vores hotel, og fik sovet lidt inden vi begav os afsted for at se byens snart 2000 år gamle hellenistiske tempel. Her skulle vi for en gangs skyld betale entre for at komme ind, hvilket dog ikke gjorde det helt store indhug i vores feriekapital. Templet er genopbygget efter det styrtede sammen under et jordskælv for 350 år siden. Også her var der brudepar samt mange andre, men det ændrede sig da vi fra templet gik afsted på en af Rother bogens vandreture.

Den gik ned i dalen, og kom forbi nogle helt fantastiske basalt søjler ikke ulig dem vi for år tilbage så ved Giants causeway i Nordirland. Vi var kommet til Garni på grund af templet, men det var næsten naturen der gjorde det største indtryk på os.