Sidste dag på hjul i Armenien




Vi fik en dejlig og langsom start på dagen med sen udtjekning efter en god morgenmad – pandekager og scrambled eggs satte den helt rigtige stemning, inden vi hentede bilen for at tage på dagens lille rundtur.

Første mål var Zvartnots-katedralen, som ligger uden for Yerevan. Den blev bygget i det 7. århundrede og var i sin tid et af de mest imponerende bygningsværker i hele regionen. Selvom den i dag ligger i ruiner efter et stort jordskælv i 900-tallet, kan man stadig fornemme den enorme skala og de smukke søjler, der engang bar den runde kirke. Faktisk var den så unik, at dens arkitektur senere inspirerede kirker i hele Kaukasus.

At komme derhen var dog alt andet end ligetil. Først blev vi sendt ud på en omvej på grund af vejarbejde. Dernæst gik ruten tværs igennem Yerevans tætte trafik, hvor Solveig måtte forsøge at tilpasse sig den særdeles “engagerede” armenske kørestil. Som om det ikke var nok, endte GPS’en med at føre os ud på hullede grusveje, hvor vi på et tidspunkt pludselig befandt os midt på en kirkegård (!) – som vi endte med at køre tværs igennem, før vi fandt tilbage på rette spor.



Efter denne lidt eventyrlige køretur blev det kun til en hurtig frokost, for næste stop var Echmiadzin-katedralen, som ofte kaldes Armeniens spirituelle hjerte. Den blev grundlagt helt tilbage i år 301, kort efter at Armenien som det første land i verden indførte kristendommen som statsreligion. Katedralen regnes som den ældste kristne domkirke i verden og er stadig hovedsæde for den armenske apostolske kirke. Kirken er blev genopbygget, restaureret, udvidet og ændret adskillige gange gennnem de mange hundrede år der er gået, men det føltes næsten højtideligt at træde ind på området, vel vidende hvor stor betydning stedet har haft gennem århundreder.




Sidst på dagen vendte vi tilbage til velkendte rammer på Boulevard Hotel, hvor vi også boede for ti dage siden. Med temperaturer helt oppe på 38 grader var det en lise at træde ind til aircondition, og vi skyndte os at fylde køleskabet op med kolde drikke.

Det har været en lang dag på vejene, men også fuld af indtryk og oplevelser. Vores lille Kia holder nu parkeret på gaden nedenfor – klar til at blive afleveret i morgen kl. 10. Og vi kan se tilbage på en tur, hvor selv de uventede omveje endte med at blive en del af eventyret

 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Julemarked i Harrislee.

Kanonskud i Valletta

Ombord på the Iron Ore Train