F1 Grand Prix i Ungarn
1/8
I dag var første dag med formel 1 på programmet. Vi fik morgenmad på hotellet og derefter tog vi toget ud til Hungaroring. I dag var der kun lidt træningsrunder for de forskellige serier (F3, F2, Porsche Supercup, F1) på programmet. Vi brugte derfor en del af tiden på at udforske hele området omkring banen hvor der var stillet an til det helt store. Her var både mad og drikke samt en masse musik og underholdning. Der var en hel del mennesker herude allerede og de var næsten alle helt tildækkede i diverse tøj fra de forskellige hold. Vi fik gået hele området tyndt så vi kunne udsøge os et godt område at sidde de efterfølgende dage. Vi fandt et græsstykke lige ved et sving hvor vi kunne sidde og se formel 1 træningen. Jeg fik en traditionel Langos (friteret brød) med creme fraiche og revet ost og Lauritz fik en kæmpe hotdog med sauerkraut til frokost. Efter træningen besluttede vi os for at tage tilbage, så vi kunne nå at komme hjem og lige klæde om inden vi skulle ud igen for at spise kl. 20. Hungaroring ligger noget uden for byen og det tog da virkelig også sin tid at komme tilbage med tog og metro. Vi nåede det dog med tid nok til at tage forbi en stor Tesco, hvor vi fik købt nogle puder vi kunne sidde på de næste dage samt lidt morgenmad og snacks at tage med ud på pladsen, da maden alligevel var temmelig dyr og vi ville skulle afsted fra hotellet inden morgenmaden startede. Tilbage på hotellet fik vi et hurtigt bad og skiftet til noget andet tøj inden vi begav os ind mod centrum. Vi havde nemlig booket bord på en restaurant på Buda siden af byen. Restauranten hedder MoszkvaTer Bistro og var nævnt i Michelin guiden som den billigste i Budapest. Tilmed var det meget lokale østeuropæiske retter og lokal vin. Vi var lidt skeptiske da vi ankom og så at restauranten var helt tom. Vi blev dog hurtigt positivt overraskede da vi var utroligt heldige med vores tjener. Han var utrolig behagelig og tog sig god tid til at snakke med os og forklare om deres retter og komme med anbefalinger til lokal vin. Vi fik både forret, hovedret og en dessert til deling. Til maden fik vi en utrolig god ungarsk hvidvin og til desserten ville vi gerne smage en Tokaj. Det er en populær ungarsk dessertvin som sælges til dyre penge verden over. Vi spurgte vores tjener om de forskellige varianter og hvad forskellene var. Efter han havde forklaret forskellene spurgte han om vi ville have et glas af hver til deling. Vi besluttede os dog for bare at smage den klassiske variant og ikke også en ‘late harvest’ udgave. Så han kom med vinen havde han fire glas og to flasker med og sagde, at ‘late harvest’ var på husets regning da han synes vi skulle smage den. Den klassiske var vores favorit og smagte af honning og blommer og havde nærmest en hel tyktflydende fornemmelse i munden uden at være det. Vi fik forklaret, at Tokaj bliver lavet af rådne druer og at kvaliteten måles i antal kurve rådne bær der er i vinen. Den vi fik var med 5 kurve og på de helt fine hoteller i byen kunne man få en serveret der var af så høj kvalitet at den blev serveret på en teske fordi den var så tyktflydende og koncentreret. Som afslutning på hele måltidet kom vores tjener ud med en kæmpe flaske vodka og to store shotsglas. Han helte heldigvis ikke så meget i, men også vodkaen var på husets regning, da han synes vi skulle slutte af med at smage en højkvalitets russisk vodka. Selvom jeg ikke er og aldrig bliver fan af vodka var det dog den bedste jeg har smagt. Vi betalte og takkede mange gange. På vejen ud fik vi lige en anbefaling om en vin butik vi kunne besøge for at købe Tokaj og ungarsk vin med hjem. Det var en skøn aften.
2/8
Vi stod tidligt op i dag for at tage tidligt ud på pladsen og få nogle gode pladser til at se kvalifikationen. Vi kom relativt hurtigt igennem byen og hen til toget ud til pladsen, som ikke var særlig fyldt endnu. Ude på pladsen satte vi målbevidst kurs mod det sted vi havde udsøgt os at sidde dagen forinden. Vi fandt en plads på en skråning og bredte vores tæppe ud. Sjovt nok havde vi fundet en plads lige ved siden af nogle andre danskere. Vi faldt i snak med dem og fandt ud af, at de var fra København og at det også var deres første Grand Prix. I løbet af formiddagen lå vi og nød solen, og så de forskellige F3, F2 og Porsche Supercup kvalifikationer der var i gang. Op af dagen blev det næste for varmt at være derude, da temperaturen nåede helt op på 32 grader og der ikke rigtig nogen skygge var. Vi hyggede os med det andet danske par og blev enige om at følges hjem og tage en alternativ vej end den Lauritz og jeg havde taget dagen inden, da den tog en kæmpe omvej. Vi fik set kvalifikationen og havde et godt udsyn på banen fra vores pladser. Hjemturen gik meget smertefrit og vi kom frem til toget uden problemer og kunne tage med det første der kom uden kø. Vi aftale med det andet danske par at skrives ved i morgen og hvem end der kom først ud skulle holde pladser til de andre. Vi sagde farvel til dem i byen og tog til vin butikken som vi havde fået anbefalet aftenen før og købte en Tokaj og en ungarsk hvidvin. Herefter skulle vi bare hjem, have noget mad og et dejligt koldt bad for at skylle al solcremen og støvet væk inden vi pakkede vores ting sammen og gik tidligt i seng. Dagen efter skulle vi nemlig endnu tidligere op for at være ude ved pladsen så snart den åbner kl. 07:30.
3/8
Vækkeuret ringede kl, 05.50 i dag. Det var en tidlig start på dagen, men heldigvis var vi kommet ordentlig tid i seng aftenen forinden, så vi var faktisk helt veludhvilede. Vi gjorde os hurtigt klar og fik pakket de sidste af vores sager sammen, inden vi gik ned til bilen og satte GPS'en til Hungaroring. I dag stod den så endelig på formel 1 løbet som vi har set frem til længe. Vi kom fint igennem ud til pladsen og der var ingen synderlig trafik. Vi fik også hurtigt en p-plads tæt på indgangen. Vi troede først pladsen ville åbne 07.30, men kl. 07.10 begyndte køen at røre på sig og vi blev lukket ind. Der var en del mennesker der stod i kø og vi kunne se inde på pladsen, at det hjørne vi havde udset os allerede var ved at blive fyldt godt op. Lauritz fik derfor vores tæppe og satte ellers i løb hen mod pladsen, mens jeg gik med resten af vores ting. Da jeg nåede hen til græsstykket var det allerede godt fyldt op, så det var fornuftigt at sende Lauritz forud. Han havde fået skaffet os en god plads og vi havde også lidt ekstra plads til det andet par vi mødte dagen inden. Det var de meget glade for at høre, da de sad i kø i deres taxa tæt på pladsen. De kom ca. 20 minutter efter os og var virkelig taknemmelige for, at vi havde holdt en plads til dem, da stykket allerede var helt fyldt da det kom, velvidende at selve løbet først ville gå igang kl. 15 og klokken kun var 07.40. Med andre ord skal man altså op i god tid og være klar på at sidde og vente hvis man gerne vil have gode pladser. Som tak købte de en kop kaffe til os, som var tiltrængt i de tidlige morgentimer. Regnen var i mellemtiden også holdt op og den mærkede vi heldigvis ikke mere til resten af dagen. Mens vi spiste vores medbragte morgenmad, så vi dagens første løb - Formel 3. Til dette løb var banen stadig våd efter regnen, hvilket man sagtens kunne se på de sprøjt bilerne forårsagede. Det betød også, at forholdene var vanskeligere end normalt og flere af kørerne kørte af banen eller snurrede 360 grader rundt. Det gjorde det hele lidt mere spændende at se. Senere på programmet var så Formel 2 løb samt Porsche Supercup. Begge tjente til fin underholdning mens vi ventede på dagens hovedbegivenhed. Vi sad samtidig også og hyggede med det danske par og lærte hinanden lidt bedre at kende. Kl. 15 blev det endelig tid til at F1 løbet gik igang. Her var stort show lige før start og alle folk på græsplænen begyndte at rejse sig op for at se starten. Vi sad heldigvis så godt at vi kunne se starten og se lysene gå ud. Det gav en god lyd da alle racerbilerne satte igang. Det var helt utroligt at se hvor hurtigt de kom forbi os igen. Banen er godt 5km lang og det tog kun racerkørerne omkring 1 minut og 20 sekunder at køre en hel runde. Vi fulgte de 70 runder løbet tog meget opmærksomt og havde en storskærm foran os, der kunne fortælle os mere om placeringerne, tiderne og pitstops. Det var sjovt at se i virkeligheden da man egentlig kan følge langt bedre med i løbet hjemmefra, hvor man har kommentatorerne og forskellige data der vises, men man fulgte langt mere opmærksomt med live og det var fedt at have alle lydene fra bilerne og publikum samt lugtene med. Da der var 10 runder tilbage af løbet pakkede vi sammen og gik samlet ned til det sted hvor vi havde læst os frem til at track invasion skulle starte. Her ville der efter løbet blive åbnet for at tilskuerne kunne komme ind på banen og overvære podieceremonien. Vi stod i en kæmpe kø nede ved porten og så snart der blev åbnet var det et stort kaos af masen og skubben. Hele køen bevægede sig nærmest som én organisme. Nede på banen begyndte mængden så endelig at sprede sig lidt ud og man kunne gå mere frit uden at blive mast fra alle sider. Vi kom hen til podiet og fik en god plads til at se præmieoverrækkelsen, selvom vi ikke gad sætte i løb. Efter nationalsangen blev der fyret en enorm mængde konfetti af. På banen fik vi taget nogle billeder og fundet en souvenir i form af et stykke dæk. Det var en god afslutning på weekenden at komme ned på banen og få det perspektiv med også. Vi sagde farvel til vores formel 1 par og aftalte at skrive, hvis vi ender i København på et tidspunkt. Lauritz og jeg gik så hen mod bilen og gjorde os klar til at køre mod Serbien. Der var selvfølgelig en lang kø for at komme ud, hvilket tog os omkring 1,5 time inden vi var ude. Efter det gik køreturen uden problemer lige frem til den Serbiske grænse, hvor det nok sammenlagt tog os ca 2 timer at passere. Kl. 01 ankom vi endelig til vores AirBnb i Novi Sad og var klar til at vælte i seng.
Kommentarer