Luzern - første møde med bjergcykling i de Schweiziske alper
15/8
I dag stod dagen på at opleve Luzern by. Vi startede med at tage bussen hen til Gütsch Bahn, som er en funicular, der transporterer en op af bjerget. På toppen af bjerget ligger der det flotteste hotel, Hotel Gütsch. Herfra var der en smuk udsigt ud over byen, samt en skov med en masse små stier. Vi nød udsigten inden vi gik ind i skoven langs en af de mange stier. Selvom det stadig var tidligt på dagen, var temperaturerne allerede høje, så det var dejlig køligt at gå i skoven. Vi gik hen til en lille sø mens vi snakkede om, hvor godt byerne i Schweiz er integreret i naturen og hvor mange mennesker der benytter sig af både søen og skoven. Vi gik fra skoven ned til Luzern by gennem et flot villakvarter. Her krydsede vi den berømte Kapellbrücke, sammen med alle de andre turister der befandt sig i byen. Vi gik hen til Stadtkeller, som var det sted vi havde booket bord til næste aften, hvor vi ville slutte ferien af med en omgang ostefondue. Efterfølgende gik vi til Löwendenkmal, som var meget imponerende. Her spiste vi lidt af vores madpakke, inden vi gik ned til søen. Den var utrolig smuk og fra den side vi befandt os på, havde vi udsigt til det smukke og høje Pilatus bjerg. Vi gik langs søen og fik sådan lyst til at hoppe i og få en afkøling. Vi slentrede videre ned gennem den gamle bydel, spiste resten af madpakken ved søen og snakkede om, hvad vi ville bruge resten af dagen på. Vi besluttede os for at tage tilbage til vores bolig, pakke badetøjet og finde et sted langs søen hvor vi kunne bade og skåne benene lidt inden morgendagens forestående cykeltur. Til stranden købte vi en rivella og en ovomaltine - begge to schweiziske drikke. Særligt ovomaltinen, som er en kakao drik med malt, mindede os begge meget om skiferier. Vores vært anbefalede os at tage bilen hen til Badi Merlisachen, som skulle være gratis at benytte, samt være mindre populært end nogle af stederne tættere på Luzern. Vi kørte således de 20 minutter til Merlisachen og fandt badestedet. Her var en del mennesker, men ikke overfyldt, så vi fandt en plads hvor vi kunne være. Søen var ikke lige så kold som forventet, og det var skønt med en lille dukkert til at køle lidt ned. På vej ned efter anden dukkert, hørte vi en mor tale dansk til hendes to piger. Lauritz spurgte om han skulle løfte en snor op for pigerne, som kæmpede lidt med den. Da han gjorde det, stirrede de blot på ham med store øjne hvorefter de råbte til deres mor: “Mami, han taler dansk!”. Vi gætter ud fra forbavselsen og udtrykket ‘mami’, at familien må være lokale, men med tilknytning til Danmark.
Vi nød resten af eftermiddagen ved søen, inden vi kørte tilbage og lavede aftensmad, som blev spist i vores boligs hyggelige have.
16/8
I dag kom dagen vi har set frem til længe med både glæde og spænding. Programmet for dagen var at cykle Große Scheidegg Loop. For at tanke kræfter til turen, lavede vi en god og solid morgenmad, som kunne holde os mætte og forsørge os med en masse energi. Herefter hoppede vi i cykeltøjet, fyldte vores dunke og pakkede en lille taske med resten af vores sager. Vi kørte afsted mod Innertkirchen, hvor vi havde lejet to racercykler. Køreturen herhen tog cirka en time og vi nød det smukke landskab ruten førte os igennem. Ankommet til forhandleren gik vi ind og fik tilpasset cyklerne og snakkede kort med ejerne om vores planer. Der var åbenbart et triathlon stævne i gang på bjerget, men de mente at cykeldelen burde være overstået, så vi kunne sagtens cykle vores planlagte rute. Vi fik gjort os klar, spændt cykelskoene, fyldt lommerne op med proviant og tændt vores cykelcomputere - og så var vi ellers klar. Første del af turen startede stejlt ud og det blev hurtig tydeligt, at cykeldelen af triathlon stævnet ikke var overstået endnu. Vi fik således selskab af en masse cykelryttere op af bjerget. Knap halvvejs på stigningen hørte jeg en mand sige ‘hey, hey, hey’ til mig mens han kørte op på siden af mig. Jeg kiggede noget forvirret over på ham og undrede mig over, om jeg mon fyldte for meget eller hvad der kunne være galt. Han overraskede mig med at sige, at jeg havde en smuk røv, hvorefter han gav mig et håndkys og overhalede mig op af bakken. Jeg kunne se, at han også sagde noget til Lauritz lidt længere oppe af vejen, men kunne ikke høre hvad, blot at Lauritz grinte. Da det fladede lidt ud, nåede jeg op til Lauritz, som stadig grinte og fortalte, at rytteren åbenbart havde spurgt ham, om jeg var hans kæreste, hvortil Lauritz svarede ja. Rytteren sagde så, at Lauritz var heldig med at kunne gifte sig med sådan en flot røv. Han forsikrede ham lige om, at han ikke havde rørt mig, hvorefter de to grinede og rytteren cyklede videre. Meget skør oplevelse, og nok det sidste sted jeg havde regnet med at få et kompliment. Da vi endelige nåede til stykket på ruten med kun 2 og 4 procents stigning, kunne vi endelig slappe lidt af, nyde udsigten og tage lidt billeder, inden stigningens stejleste kilometer på 13% ventede os. På det aller stejleste stykke der nåede op på 16% måtte jeg stige af cyklen og trække de sidste 100 meter op. De sidste 4 kilometer til toppen herefter var hårde og med en konstant stigning og en masse hårnålesving. Vi nåede dog toppen efter at have overvundet 16km med en gennemsnits stigning på 7,9%. Vi var godt udmattede men stolte over at have klaret det. Vi nød udsigten og fik taget et par billeder. Vi fik også lige snakket om, at det var sjovt at folk heppede på os på vej op af bjerget, fordi de troede vi også var med i stævnet - det var ret motiverende. Daa det begyndte at blive køligt grundet de næsten 2000 meter over havet, besluttede vi os for at begynde nedstigningen mod Grindelwald, hvor vi ville finde noget hurtig frokost. Lauritz susede ned af de smalle og stejle veje med en masse hårnålesving og kunne måle sig med triatleterne, mens jeg tog det lidt mere stille og roligt. Ankommet til Grindelwald fandt vi en bager, hvor vi fik noget tiltrængt mad. Her nød vi at sidde lidt, mens vi snakkede om kørslen op af bjerget. Vi cyklede videre og blev ramt af massiv modvind ned af bjerget, således at vi måtte træde i pedalerne for at holde en fart på 25km/h. Det var rart for benene at cykle nedad eller blot ligeud. Vi kom til Brienzer See, som var utrolig flot med den nærmest grønlige farve. Her nød vi at cykle lidt indtil vi mødte turens sidste 300 højdemeter. Her kunne de tidligere stigninger mærkes i benene og vi blev godt udkørte, men klarede det dog. Vi ramte Innertkirchen igen kl. 15.20, hvilket vil sige at vi havde været undervejs i godt 5,5 timer. Vi fik afleveret cyklerne, trukket i noget andet fodtøj og var lykkelige over ikke at sidde på en cykel mere, da alt gjorde ondt. Vi var dog også utrolig stolte og glade over at have klaret turen så godt. Selvom det var hårdt var det en fantastisk oplevelse og uden tvivl den smukkeste cykelturen nogen af os har været på. I alt blev det til 1800 højdemeter og 82 km.
Aftenen og samtidig turen sluttede vi på Stadtkeller i Luzern, hvor vi nød en omgang ostefondue mens vi så schweizisk folklore show. Her blev der både jodlet og blæste i alpehorn. Vi så dog ikke hele showet og tog hjem da vi havde fået nok. Trætheden efter dagens strabadser ramte også særligt mig, så vi tog hjem, fik pakket lidt og set lidt serier i sengen inden vi gik tidligt i seng, så vi kunne være klar til morgendagens køretur hjem.
Kommentarer