Vanskelig udrejse af Serbien og glædeligt gensyn med Mostar

7/8

Efter morgenmaden gjorde vi klar til at forlade Serbien og køre til Mostar. Vi var kommet godt afsted og var glade for at se, at der ingen kø var ved grænsekontrollen, så vi kunne komme hurtigt igennem. Det skulle vi dog ikke glæde os for længe over, for da vi viste pas, spurgte grænsebetjenten flere gange om vi havde stoffer på os. Vi sagde gentagne gange nej. Han bad om at se papirerne på bilen og dem gav vi til ham. Han bad os så om at køre over til siden. Vi gjorde hvad der blev sagt. Her bad han os om at åbne bagagerummet. Han så vores bagage og besluttede sig for gerne at ville undersøge Lauritz kuffert. Jeg blev således stående ved bilen og vores sager med en betjent, mens Lauritz blev ledt ind i et lille lokale. Her stod jeg og ventede i godt 10 minutter og forsøgte at snakke med betjenten, som dog ikke kunne engelsk, så det blev en kort samtale. Lauritz kom ud igen og så kom der en kvindelig betjent med, som gik hen til mig og spurgte om min bagage. Hun hentydede til at jeg skulle tage min bagage og følge med og sagde der var ‘problem’. Lettere trodsigt tog jeg min bagage og fulgte med, mens jeg spurgte, hvad problemet var. Det kunne hun ikke svare på da hun heller ikke talte engelsk. Jeg blev således også ført ind i et lille lokale, hvor alle mine ting skulle pakkes ud af kufferten og alle små tasker skulle åbnes og pakkes ud. Alt blev indevendt og jeg blev først lidt nervøs da jeg kom i tanke om den førstehjælpstaske som Lauritz havde pakket. Her var der nemlig en lille glasbeholder med bedøvelsesmiddel, som jeg frygtede de godt kunne gøre et større nummer ud af. Den kvindelige betjent sagde navnet på flasken som hun åbenbart kendte og spurgte om det var til ‘back pain’. Jeg nikkede ihærdigt og sagde bare ja, da det ikke virkede til at det så var noget problem. Efter al bagage var blevet indevendt og hun selvfølgelig ikke havde fundet noget, kunne jeg pakke det hele sammen igen og forlade lokalet. Det skete også i et lettere trodsigt humør. Lauritz havde i mellemtiden overværet de mandlige betjente gennemsøge hele bilen - igen uden at finde noget. Han havde så lagt en anden strategi og var meget venlig og forsøgte at small talke med betjentene via Google translate. Da jeg kom tilbage ville de gerne se registreringsattesten, som vi faktisk ikke helt kunne finde. Vi gav dem bare et andet officielt udseende dokument om bilen fra TÜV, som nok egentlig bare var papir på et servicetjek. Betjentene vidste dog heller ikke selv, hvordan en registreringsattest på tysk så ud, så efter de havde spurgt Lauritz om, hvilken bilmodel det var, godtog de det heldigvis og så fik vi endelig vores pas og papirer med igen og kunne efter 40 minutters ransagning forlade Serbien. 

Vi blev begge enige om, at Lauritz strategi med at være imødekommende og snakke nok var markant bedre end mit trodsige humør, hvis vi en anden god gang skulle opleve samme gennemsøgning. Ind i Bosnien kom vi helt uden problemer og herfra gik alt som smurt. Kort før Mostar kørte vi gennem den smukkeste natur, langs en flod med store klippeformede bjerge på hver side. Det var også spændende at køre gennem Bosniens forskellige regioner og læse om landets historie, borgerkrigen og den vedvarende interne splittelse. Det virker til at være er meget komplekst land med alle deres etniciteter og religioner. 

Velankommet til Mostar fandt vi vores AirBnb og Lauritz fik bakket bilen ind i gården trods meget smalle gader. Efter vi var kommet på plads og havde fået smidt en vask over, gik vi lidt rundt i Mostar. Vi sad og fik en øl nede ved floden mens vi kunne se op på den gamle bro. Vi så en masse optøjer til udspring, men nåede ikke at se et før vi gik. Vi havde egentlig taget badetøj med til at hoppe i floden men syntes begge at den var alt for kold, så det blev kun til at dyppe fødderne lidt. 

Vi spiste aftensmad ud til floden med udsigt til broen. På vejen tilbage gik vi forbi en udendørs bar, hvor der var live musik og god stemning. Her fik vi lige en øl inden vi gik hjem i seng. 

8/8

I dag ville vi udforske Mostar endnu mere. Vi startede med at gå til Pasha moskeen, hvor man kunne komme op i Minaretten og se ud over byen. Vi synes dog entréen var lige til den dyre side, så vi besluttede os for at finde en kaffe i stedet. Vi gik lidt væk fra hovedgaden og fandt en meget lokal udseende café. Vi satte os og ganske vidst har caféen nok ikke set en turist i noget tid. Jeg bad om en bosnisk kaffe og Lauritz forsøgte på google translate at få en espresso med kogende vand til, så han kunne lave en Americano. Det kunne ejeren slet ikke forstå hvorfor han ville have, så Lauritz endte også bare med at få en bosnisk kaffe. Det smagte nu også ganske godt og var en sjov oplevelse. Ejeren blev i sidste ende nu vældig begejstret for vores visit og forsøgte at fortælle, hvor fantastisk deres mad også var og at vi skulle komme igen til aftensmad. Vi takkede ham pænt og gik videre på oplevelse. Vi satte nu kurs hen mod Sniper Tower, som er et levn fra borgerkrigen. Det er en meget høj og forladt bygning, hvor snigskytterne holdt til. Det var tydeligt at se en masse skudhuller, men det var det nu generelt rundt om i byen bortset fra de turistede steder. Bygningen var blevet dekoreret med en masse streetart. Vi fandt en lille trappe hvor vi kunne snige os ind, som vi havde læst vidst ikke var helt lovligt, men på nettet kunne vi se at mange stadig gjorde det og den sidste for en uge siden. Vi gik rundt derinde og sugede stemningen til os. Vi bevægede os op ad på de andre etager og så en masse flot streetart. På et tidspunkt kom der to østrigske drenge der også var på opdagelse i bygningen. Vi fulgtes med dem op til øverste etage, hvor de havde set en stige der førte helt op på taget. Herfra var der en smuk udsigt over Mostar, så vi var glade for at vi havde sparet pengene i moskeen. Vi sagde farvel til de østrigske gutter og gik ned mod vores lille udgang igen. Det var spændende at gå rundt derinde og få en fornemmelse af krigens omfang. 

Efterfølgende gik vi hen til en lokal grillbar vi havde læst, skulle lave gode og billige cevapi. Her fik vi så lidt frokost, inden vi gik videre mod Peace Bell Tower, som er en katolsk kirke. Her betalte vi 3€ pr person for at komme helt op i toppen af det høje kirketårn. Herfra var der også en god udsigt over byen og vi kunne se sniper Tower derfra. Nu havde vi desperat brug for en afkøling i varmen, så vi gik ned til floden og fik noget koldt at drikke, mens vi var så heldige at se 4 gutter springe ud fra broen. Det var åbenbart turister der havde betalt de lokale for at måtte springe i. 

Vi tog en lille pause på værelset hvor vi nød kulden fra vores AC. Da vi var kølet ned igen gik vi hen til en vinbar vi havde fundet på nettet, da vi havde læst en del om bosnisk vin, som vi gerne ville smage. Den havde desværre lukket, så vi googlede os hurtigt frem til en anden lige ved den gamle bro. Vi tænkte det nok ville være lidt en turistfælde grundet lokationen, men vi besluttede os for at give det et skud. 

Vi kom frem til den fineste lille butik lige ved broen og den mest fantastiske dame der ejede butikken. Hun var utrolig god til engelsk og meget passioneret omkring vin fra hendes land. Vi bestilte således en vinsmagning med 6 forskellige vine som vi delte. Vi blev placeret på trapperne ude foran hvor der var nogle hynder at sidde på og så kom ejeren ellers ud og fortalte om vinen midt på broen. Bosnien har åbenbart altid haft en stolt vinproduktion, som dog primært har været til egen forbrug og derfor ikke bliver solgt i stor stil. Jugoslavien har haft en negativ indflydelse på vinproduktionen, da alt blev nationaliseret og vinbønderne kun måtte have meget små marker og ikke måtte dyrke mere end 100 liter til eget forbrug. Det blev dog ikke altid taget lige seriøst og særligt kvinder smuglede vin med over grænserne. Bosnierne blev derfor kendt som smuglerne i Balkan. Vi fik desuden forklaret, at den vin vi drak ikke var bosnisk men hercegovinsk, hvilket hun gik meget op i. Hercegovina er åbenbart regionen omkring Mostar og det har tidligere været den fattigste region i landet fordi jorden egnede sig så dårligt til landbrug. Kun vin og tobak kunne dyrkes her. Efter borgerkrigen lavede Bosnien en aftale med EU om at få nogle af de dygtige vinbønder fra Frankrig og Italien til landet, hvor de blev koblet sammen med en lokal vinbonde, så de kunne lære af de anerkendte vinproducenter. Det har fået bosnisk vin til at blive anerkendt international og vinindustrien i landet trives. Særligt hvidvinene er international anerkendte og det var da også dem vi bedst kunne lide. Vi smagte også en rose, som mest af alt lignede vand fordi den var så klar. Den var vi dog ikke stor fan af. Vi købte resten af flasken af den ene hvidvin vi bedst kunne lide og sad og drak den ved broen. 

Da vi var færdige gik vi hen til den restaurant, som vi fik anbefalet af ejeren. Det var vi glade for, for det var virkelig lækker lokal mad og anderledes end vi hidtil har fået. Det var en super afslutning på eventyret i Bosnien inden turen går videre mod Kroatien. 

9/8

Vi kørte fra Mostar og fik morgenmad på vejen, som vi havde købt ved en lokal bager. GPS’en var sat til Zadar, hvor vi ville mødes med Christian og hans gutter til lidt frokost inden vi fortsatte turen til Opatija. Der var en del trafik på vejen, men vi kom da frem på et tidspunkt der passede gutterne godt, da de havde haft en sen aften. Vi mødtes med dem inde i den gamle bydel, hvor vi gik ind på en restaurant som gutterne kunne anbefale. Her fik Lauritz og jeg lidt frokost, mens drengene fik lidt øl. Det var hyggeligt at se dem alle. Efter frokosten gik vi ned til vandorglet på promenaden inden vi sagde farvel igen for at gå ned til bilen og fortsætte køreturen. Godt en times tid før Opatija forlod vi motorvejen, for at tage landevejen langs kysten. Det var en smuk rute og vi fik sådan lyst til at hoppe i vandet. Vi ankom til Opatija 19:30 og fik tjekket ind på vores hotel, der ligger lidt op i bjergene. Fra vores altan har vi en smuk udsigt ud over havet. Vi gik 1,5 kilometer ned af en masse trapper for at komme ned til byen, hvor vi fandt en restaurant til aftensmad. Lauritz sluttede lige dagen af med en dukkert, inden vi gik op igen.