Mod Sevan søen

 Efter en god morgenmad på hotellet gik vi afsted for at finde IBIS hotellet hvor vi skulle hente vores lejebil. Det blev til en kort gåtur gennem de gader vi havde set dagen før inden vi stod foran hotellet. Her viste det sig at søndag kun er med aftale at kontoret er bemandet. Lidt af et chok, men heldigvis ikke noget der betød noget, en hurtig opringning, så var den ansatte på kontoret og processen med bilen kunne påbegyndes. Efter et kvarters tid var vi med Solveig som chauffør på vej gennem den hektiske hovedsstadstrafik. Heldig aftog den gradvist jo længere vi kom fra centrum. Vejen til Sevan er kun på små 80 kilometer, så vi valgte en noget længere rute der ville føre os op langs Kasakh slugten, hvor der skulle ligge nogle smukke klosterkirker. Den første Hovhanavank lå spektakulært på randen af den dybe kløft, og da det var søndag var der folk overalt. Vi fik taget billeder, samt gået rundt om kirken. Egentlig var det planen at gå en vandretur ned i slugten, men vi havde ikke lige held med at finde en sti der så indbydende ud, og da Rother bogen kunne melde om at man kunne risikere at skulle gå i vand til livet ned i kløften droppede vi tanken igen. I stedet satte vi os ind i bilen og kørte til den næste kirke, Saghmosavank, der også lå tæt på slugten, men dog ikke direkte på kanten. Også her var der et mylder af feststemte armenere der hyggede sig i hinandens selskab.

Fra Saghmosavank kørte vi mod nord, landskabet var smukt, og vi kom undervejs forbi A>Armeniens højeste bjerg, den udslukte vulkan Aragats, der er over 4000 meter høj. Efter Aragats blev landskabet et relativt flat, meget tørt højland, hvor enkelte landsbyer brød monotonien. Eften en god tids kørsel i det flade, tørre landskab kørte vi ind i Lori provinsen, og straks ændrede landskabet karakter. Nu gik det op og ned, og den tørre gule farve blev gradvist afløst af grønne nuancer. Vi fik ovenikøbet lidt regn på veje, så den grønne farve kommer ikke af intet.  I en mindre by fik vi vores frokost, vi prøvede en af de mange små fastfood boder, og hvilken positiv overraskelse. På trods af at vi ikke kunne kommunikere med andet end tegnsprog fik vi en shawarma rulle der smagte helt og aldeles himmelsk. 

Sidste etape førte os gennem Dilijan, der klades Armeniens schweiz, nok lige at stramme den, men landskabet var frodigt, og kunne visse steder godt minde lidt om Schweiz på en god dag. Vores hotel ved Sevan søen var nøje udvalgt. Stedet blev bygget tilbage i 1932 som et sted hvor intelektuelle kunne komme på besøg. Dengang regerede Stalin, og i 1937 sendte han de 2 ansvarlige arkitekter en tur til Sibirien. Efter Stalins død i 1953 blev de rehabiliteret, og lavede så en modernistisk tilbygning til stedet. I dag hedder det writers house, og er en herlig, noget nedslidt, reminiscens fra den hedengangne Sovjetunion. 

Vi kom let på plads, og gik så ud for at udforske nærområdet. På Sevannavank halvøen ligger der 2 ældgamle kirker som det lader til at alle armenere skal besøge. I hvert fald var der et egen uden lige, man kunne købe alskens souvenirs, samt ride på heste foran kirkerne. Lidt for meget af det gode efter vores smag. Sevansøæen var tidligere et yndet feriemål for alle de lokale, men i dag tager Armenere med penge på lommen enten til Europa eller til den Georgiske sortehavskyst. Dem der kommer til Sevansøen i dag er så de finansielt dårligere stillede, så vi kunne sammenligne lidt med vores tur til Blackpool. Lidt de samme træk gør sig gældende, dårligere tøj, usundere udsende end hvad vi oplevede i Yerevan. Det skal dog siges at naturen er vildt smukt, så vi er glade for at være kommet herop.