Mod det sydøstlige Armenien

 

Vi startede dagen med at gå op til de 2 kirker, som forventet var der næsten ingen mennesker selvom vi ført ankom ved 8.30 tiden. Søen lå stille for foden af klipperne, og synet kunne næsten ikke  blive smukkere. Vores nedstigning fra kirkerne foregik lidt i kl.9, og da vi kom ned kom ejerne af logiet gående med de indkøb der muliggjorde morgenmaden. Ikke dårligt når den skulle serveres fra kl. 8 

Vi havde trods alt ikke lidt skade, og morgenmaden smagte atter godt, det var nemlig præcis den samme vi havde fået dagen forinden. Efter udtjekningen kørte vi mod syd langs Sevansøens vestlige bred. Efter en 30 kilometers kørsel kom vi til Noratus, en lille landsby der er kendt for en særderls stor samling ældgamle armenske gravsten. Vi så kirkegården, hvor en lokal kvinde forsøge at sælge nogle meget bastante uldsokker, lille det man står og mangler i den armenske sommerhede. Efter stenen så vi byens gamle kirke, inden vi forsøgte at komme ud på hovedvejen igen. Det viste sig at være lidt af en udfordring, vores gps mente at en ekstremt ujævn grusvej var den rette for os, vi var ikke enige, og kørte derfor på lykke og fromme afsted, på den måde kom vi igennem en lille by hvor tiden ikke havde været rar, fattig og forfalden så den ud. Vi vil huske den for en ældgammel bus der kom i mod os på vejen, utroligt at noget sådant kan køre. 

Næste stop blev et næsten 700 år gammelt karavanserai oppe ved bjeergpasset der afgrænser søen fra lavlandet på den anden side. Passet er hele 2410 meter højt, og vejen over det er lukket om vinteren. Vi så den gamle bygning, og fik købt lidt frokost af et ældre ægtepar der havde transporteret alverdens armenske specialiteter op i deres gamle Lada. 

Herefter fulgte en lang køretur mod sydøst, var vi fortsat endnu længere i denne retning var vi kommet til den Iranske grænse. Vi valgte dog i stedet at gøre holdt i Tatev, en lille landsby der vist skal være lykkelig for det store meget smukke kloster der ligger i dens udkant. Vejen til klosteret var i god stand, og derfor var det lidt af en overraskelse af asfalten manglede i selve landsbyen. De sidste 800 meter til vores bed and breakfast blev derfor lidt af en køre mæssig udfordring, grudveje kan være ok n år de vedligeholdes, og forførdelige når regnen laver dybe render. Vejen vi tilbagelagte hørte så afgjort til sidste kategori.

Efter vi var blevet indkvarteret gik vi ned for at se klostret, det ligger malerisk på kanten af Worotan slugten, og vi var vældig imponerede. Aftensmaden indtog vi på Aspet b&b, hvor vi fik velsmagende med i rigelige mængder. Der var endda hjemmelavet vodka til.