På tur med Saman

Vores sidste dag i Yazd havde vi valgt at tilbringe i vores værts selskab. Da han også arbejder som turistguide var det et oplagt valg, da der er seværdigheder og oplevelser i omegnen af Yazd, vi ikke selv kan komme ud til uden bil, som vi er. Vi havde også været super godt tilfredse med oplevelsen hos Zaratrusterne aftenen forinden, så forventningerne til Samans kunnen var store, da vi satte os ind i hans lille Peugeot 103.
Første stop var en ler-landsby i bjergene. Den havde været forladt i mange år, idet indbyggerne ikke overraskende havde foretrukket mere moderne nybyggede huse. Nu lå den så og forfaldt mens efterkommerne til de oprindelige indbyggere havde bosat sig lige ved siden af i en mindre charmerende landsby med moderne bekvemmeligheder. Vi slentrede gennem de forladte huse, og beundrede den opfindsomhed, der har været nødvendig for at kunne opretholde livet et sted, hvor vand altid har været en mangelvare. Netop på grund af det tørre klima er nedbrydningen af landsbyen også forgået i snegle tempo, Saman oplyste at indbyggerne havde forladt stedet for 70 år siden, og godt ok var flere af husene meget medtagede, mens andre bedre havde kunnet modstå tidens tand. Bedst bevaret var badeanstalten, der jo i sagens natur var bygget så den kunne modstå vand, og moskeen. Heldigvis bliver forfaldet nu stoppet, så også kommende generationers besøgende kan få et indblik i livets gang i svundne tider.

Efter besøget der, kørte vi til Chak Chak, som er det helligste sted for den religiøse trosretning, Zororaster. Der skulle vi gå en her del trapper opad, og det var selvfølgelig i middagsheden, men det klarede vi nu også. Sagnet siger, at en efterkommer af zazaniderne, som var zororastere, var jeget af fjenden og søgte ly i et bjerg, da hun kom derop var der ikke noget sted at gemme sig, men hun slog på klippen og den åbnede sig for hende, så hun slap væk fra sine forfølgere. Sagnet siger endvidere, at de dråber, som kommer ned gennemklippevæggen et hendes glædestårer over at have overvundet fjenden. Det var i hvert fald svalt at gå rundt på de glatslebne klippersten og dejligt med det kølige vand, som dryppede ned.

The picture below is showing Solveig, Christian and Saman. If you are going to Yazd, or Iran as a whole, do contact him. This will make your trip a whole lot more rewarding.

Efter at have hvilet ud begyndte vi igen nedstigningen og kørte videre til vores middagspause, som bestod af et dejligt måltid mad med kylling med granatæbler og valnødder samt ris med appelsinskal.
Maden er virkelig lækker med spændende smagsvarianter uden at være stærk.
Efter pausen kørte vi til et "Karavanserai" - et sted langs silkevejen, hvor de handlende stoppede op og holdt hvil og udvekslede varer inden de begav sig videre. På den anden side af vejen var der noget så specielt som et kølehus. Det var en slags rund kuppet, lige så meget over jorden som under, og der hentede man så is fra bjergene og lagrede det  for på den måde at kunne nedkøle de varer, som de handlende kom med. Smeltevandet blev ført over i "karavanseraiet" så der også var koldt vand tilgængeligt. Det næste stop var et tårn, som var sat fint i stand, det havde været brugt til duer, som fløj derind og havde reder i de små lommer der var hele vejen op i tårnet, der var plads til hundredevis af duer, og formålet var, at man samlede deres efterladenskaber op, og brugte det til at gøde jorden med.
Efter en is, og en kop kaffe, som vi skyllede ned med en mynte-sirup, kørte vi til det sidste stop, nemlig "Tempel of fire" som igen hænger sammen med Zororasterne, der brænder en hellig ild, som har brændt uafbrudt siden 470 e.Kr. Der var også en fin lille udstilling om den religiøse retning. Man kan vel sige, at vores udflugter har stået en del i zororasternes tegn, men det er også meget spændende at se, hvordan et land som Iran faktisk tillader andre trosretninger. I det hele tapeter det kommet bagpå os, efter at have rejst i 10 muslimske lande, er det klart Iran som er det mindst religiøse. Der er næsten ikke nogen, som beder i moskeen, ifølge vores første vært er der kun 10 pct. af befolkningen, der er aktive indenfor islam, men det er ikke ligefrem det billede vi selv har af landet og heller ikke det, verdenssamfundet får at se, hvilket er lidt trist...

Da vi omsider var klar til at gå ud at spise var klokken efterhånden blevet mange. Vi tog en af de lokale restauranter ikke langt fra vores homestay. Vi havde hørt fra to tyskere, vi havde mødt den foregående dag, at vi skulle prøve retten "Daisy" - det gjorde vi så, og mens vi ventede på maden sad i i de hyggelige, men mindre behagelige bænke med masser af puder. Der var en iransk dreng, på alder med Christian, som fejrede sin fødselsdag. Det foregik med vandpibe og lagkage og masser af latter. Pludselig kom en politibetjent id i restauranten, og gik over i modsatte hjørne, hvor en gruppe unge mennesker (drenge og piger) sad. Vi kunne ikke følge med i hele seancen men fik dog spurgt, de noget forvirrede tjenere og ejeren om, hvad der var sket. Det viste sig, at piger og drenge under en vis alder ikke må sidde sammen, når de ikke er gift. På et tidspunkt kom ejeren forbi vores bord, og Peter spurgte, hvad der foregik. Han svarede, med n håndbevægelse som betød anholdt. Derefter fulgte en rum tid, har der blev diskuteret frem og tilbage, skrevet og noteret og talt i telefon og walkie talkie. Hvad det præcist endte med ved vi ikke, men det var i hvert fald vores første møde med det religiøse politi, og vi fornemmede klart, at de ikke var populære.