Bye bye Iran
så er der ikke lang tid til vi sætter kursen mod Europa igen. Klokken 03.40 lokal tid skulle vi gerne sætte kursen mod Istanbul.
Det var været en fantastisk rejse, hvor vi er blevet mødt af mere venlighed end nogle af de andre steder i verden, vi har været. Det virker lidt som om det er folkets stille protest mod den islamiske stat, som ikke undgår at gøre opmærksom på, at den nu har eksisteret i 40 år. Vi har talt med mange iranere om det politiske system, men hele tiden har vi skulle være opmærksomme på, hvad og hvor vi snakkede politik, og der er da også flere gange, hvor de har kigget sig rundt inden de lavmælt har svaret. Rejsen har givet os en meget større forståelse for, hvordan den enkelte iraner hver dag kæmper med at få en dagligdag til at fungere mens de lever med høj arbejdsløshed, urimelig høj inflation og mangel på varer. Den enkelte iraner har sit at slås med, og så er det bare endnu mere hjerteskærende at møde deres gæstfrihed. Selv i dag i metroen i Tehran fik vi klem på armen og blev budt velkommen, en løber stoppede op i en park og kom over og gav hånd, man rejser sig op for os i toget, de er altid interesserede i to ting, hvor vi kommer fra og hvad vi synes om Iran. De bliver glade og takker når vi siger at befolkningen er den største seværdighed.
Vi glæder os til at komme hjem til Harrislee og se Ingeborg og Malte igen, men det bliver også trist at tage afsked med denne enestående kultur og den usædvanlige befolkning. Vi håber alle at komme tilbage igen.
I dag har vi sovet længe, og Peter fik så håndvasken nogle T-shirts så han kan være præsentabel, når han skal se sin længe ventede Hagia Sofia i Istanbul.
Så tog vi metroen ud til Tabiat Nature bridge, som er en forholdsvis ny bro, der går gennem en park og samtidig har en fantastisk udsigt over Tehran med dens høje Alborz bjerge som en smuk ramme. Broen er tegnet af en ung kvindelig arkitektstuderende, som havde held med at overbevise myndighederne om, at det ville være en god idé med en bro der. Det var det også og da den er indrettet med bænke og blomster er det et oplagt sted at mødes om eftermiddagen og om aftenen. Tæt på ligger en food court, hvor vi spiste frokost.
Bagefter tog vi metroen endnu længere mod nord til bydelen Tajrish, som har en basar, der handler med frisk frugt og grøntsager samt tørret frugt og masser af nødder og krydderier (lige noget for dig Ingeborg:-) og fik købt lidt lækkerier med hjem.
Bagefter besøgte vi turens sidste moske, hvor Solveig skulle have chador ( lang kjole) og der var særskilt indgang for mænd og kvinder. Drengene gik ind i moskeen, huskede selvfølgelig at tage skoene af først... der var et helligt skrin indenfor, hvor en kendt person var stedt til hvile, og for at komme op i selve moskeen, skulle man op ad en trappe, de fik godt nok nogle mærkelige blikke da de gik op, og opdagede på toppen, at det var fordi man gik baglæns op ad trappen, for ikke at vende ryggen til den person, som lå i kisten... ak, ja-da de så kom ud var deres sko væk. De gik lidt rundt og ledte, og så viste det sig, at en flink opsynsmænd havde lagt dem pænt i en post og stillet dem op på en dertil indrettet reol - om det var almindeligt eller fordi de stank fælt melder historien ikke noget om.
Vi er nu tilbage i lejligheden og har aftalt med Mohammed, vores vært, at vi går ud og spiser sammen med ham i aften og senere kører han os så til lufthavnen.
Bye bye Iran🇮🇷
Det var været en fantastisk rejse, hvor vi er blevet mødt af mere venlighed end nogle af de andre steder i verden, vi har været. Det virker lidt som om det er folkets stille protest mod den islamiske stat, som ikke undgår at gøre opmærksom på, at den nu har eksisteret i 40 år. Vi har talt med mange iranere om det politiske system, men hele tiden har vi skulle være opmærksomme på, hvad og hvor vi snakkede politik, og der er da også flere gange, hvor de har kigget sig rundt inden de lavmælt har svaret. Rejsen har givet os en meget større forståelse for, hvordan den enkelte iraner hver dag kæmper med at få en dagligdag til at fungere mens de lever med høj arbejdsløshed, urimelig høj inflation og mangel på varer. Den enkelte iraner har sit at slås med, og så er det bare endnu mere hjerteskærende at møde deres gæstfrihed. Selv i dag i metroen i Tehran fik vi klem på armen og blev budt velkommen, en løber stoppede op i en park og kom over og gav hånd, man rejser sig op for os i toget, de er altid interesserede i to ting, hvor vi kommer fra og hvad vi synes om Iran. De bliver glade og takker når vi siger at befolkningen er den største seværdighed.
Vi glæder os til at komme hjem til Harrislee og se Ingeborg og Malte igen, men det bliver også trist at tage afsked med denne enestående kultur og den usædvanlige befolkning. Vi håber alle at komme tilbage igen.
I dag har vi sovet længe, og Peter fik så håndvasken nogle T-shirts så han kan være præsentabel, når han skal se sin længe ventede Hagia Sofia i Istanbul.
Så tog vi metroen ud til Tabiat Nature bridge, som er en forholdsvis ny bro, der går gennem en park og samtidig har en fantastisk udsigt over Tehran med dens høje Alborz bjerge som en smuk ramme. Broen er tegnet af en ung kvindelig arkitektstuderende, som havde held med at overbevise myndighederne om, at det ville være en god idé med en bro der. Det var det også og da den er indrettet med bænke og blomster er det et oplagt sted at mødes om eftermiddagen og om aftenen. Tæt på ligger en food court, hvor vi spiste frokost.
Bagefter tog vi metroen endnu længere mod nord til bydelen Tajrish, som har en basar, der handler med frisk frugt og grøntsager samt tørret frugt og masser af nødder og krydderier (lige noget for dig Ingeborg:-) og fik købt lidt lækkerier med hjem.
Bagefter besøgte vi turens sidste moske, hvor Solveig skulle have chador ( lang kjole) og der var særskilt indgang for mænd og kvinder. Drengene gik ind i moskeen, huskede selvfølgelig at tage skoene af først... der var et helligt skrin indenfor, hvor en kendt person var stedt til hvile, og for at komme op i selve moskeen, skulle man op ad en trappe, de fik godt nok nogle mærkelige blikke da de gik op, og opdagede på toppen, at det var fordi man gik baglæns op ad trappen, for ikke at vende ryggen til den person, som lå i kisten... ak, ja-da de så kom ud var deres sko væk. De gik lidt rundt og ledte, og så viste det sig, at en flink opsynsmænd havde lagt dem pænt i en post og stillet dem op på en dertil indrettet reol - om det var almindeligt eller fordi de stank fælt melder historien ikke noget om.
Vi er nu tilbage i lejligheden og har aftalt med Mohammed, vores vært, at vi går ud og spiser sammen med ham i aften og senere kører han os så til lufthavnen.
Bye bye Iran🇮🇷
Kommentarer