Hjerneflugt

Vi kom tidligere op i dag, for vi havde i bogstavligste forstand sat et højt mål. Nemlig det lokale bjerg, Sofeh, der med en højde på 2224 meter rager godt op i landskabet udenfor byen. Vejen derhen gik over Imam pladsen, og vi benyttede lige lejligheden til at se den gigantiske Shah moske. Et helt igennem gigantisk og imponerende bygningsværk som Shah Abbas også har stået for, ligesom så meget andet i Esfahan.

 Efter moske besøget gik vi videre mod metroen, hvor der i dag ikke var nogen lokale der betalte for os. Altså måtte vi selv betale de 60 øre / 10000 rialer en tur kostede. Vi fik noget for pengene, helt til endestationen kørte vi, og så også hvorfra vores bus i morgen afgår mod Teheran. Fra Metro stationen gik vi op til bjergbanen, Peter var lidt skeptisk mht. Om det var nødvendigt at benytte gondol banen, men han havde slet ikke behøvet at gøre sig tanker i den retning, for den var slet ikke i drift. Vi fik ikke den bedste, men til gengæld klart dyreste kop kaffe ved dalstationen, her er vi givetvis blevet snydt, for 2 kopper kostede mere end vi tidligere har betalt for 4. Da vi kom ned fra bjerget igen var cafeen også lukket, givetvis på grund af pludselig opstået rigdom. Efter den dyre kaffe gik vi mod bjergets top, solen stegte, og Christian, der jo aldrig kan klemme en bid brød om morgenen fabulerede om hvad han kunne tænke sig at spise ved bjergstationen restauranter. Desværre viste det sig at de eneste retter der var på programmet denne dag var luftsteg og vindfrikadeller, alle 3 restauranter var nemlig lukkede. Det havde desværre den konsekvens at Peters ønske om at komme helt op på toppen ikke kunne opfyldes, for uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke. Lidt skuffede begav vi os efter en god pause ned igen, ret hurtigt mødte vi en ung bjergvandrer på vej mod toppen, med ham snakkede vi kort. Han var endnu et eksempel på den hjerneflugt Iran lider så voldsomt af. Han var ifølge efter udsagn på vej til USA for at tage sin Ph.d. Bittert for landet at alle der kan sprog forsøger at komme ud ved først givne lejlighed.

Ellers gik eftermiddagen med kaffe og snak med flere iranere, som blandt andet inkluderede et par timer med tysk konversation og endnu en tæppehandler, men det skriver vi mere om i morgen, når vi alligevel skal sidde i en bus på vej med Tehran i adskillige timer. Nu er klokken næsten 20 og vi vil ud og finde noget aftensmad.
Vores jagt efter aftensmad bragte os ned til floden, og dermed ned til de smukke gamle broer. Her blev der promeneret efter alle kunstens regler. Broerne er flot oplyste om aftenen, og et taknemmeligt fotomotiv. Aftensmaden blev indtaget på Arses fastfoodbar. Et spøjst sted der viste Monsters inc animationsfilm tilsat højlydt Iransk musik.

Det der skulle skrives mere om.  Vi satte os på den smukke Imam plads og ville se hvor lang tid der gik før vi blev tiltalt af en Iraner. Første encounter var efter 3 minutter og 23 sekunder. En ung kvinde ville invitere os til et aftensarrangement. næste gang gik der 8 minutter og 2 sekunder. tredje gang var så lykkens gang, en ung mand ved navn Ali spurgte om vi talte tysk, vi hoppede på limpinden, og endte med en spændende efter middag. Mens vi snakkede med Ali, der gerne ville forbedre sit tysk så han kunne opfylde sin drøm om at studere, og måske blive, i Tyskland trak mørke skyer op. Vi blev vidne til noget så eksotisk som tordenvejr, og Ali spurgte om vi ville drikke en kom kaffe med ham. Vi sagde ja, og gik efter Ali hen til et gammelt Karavanserei bag den smukke Imam square. Selvom vi virkelig er trasket rund i byen havde vi ikke fundet denne lille perle, fyldt med cafeer og butikker. Med Ali fik vi nu en længere snak om dels situationen i Iran, dels de drømme der bedre uddannede del af den unge befolkning nærer. Ali introducerede os for en af sine venner, der havde samme navn. Med Alis trods alt lidt begrænsede tysk kundskaber in mente troede Solveig at vennen hed EristAli, det var vi et par stykker der morede os noget over. Ali nr. 2 var ved at lære fransk, for han ville gerne til den franske del af Canada, han talte flydende Engelsk, forstod en del tysk, for det var lykkedes ham at blive kæreste med Anne-marie Darmstadt i Tyskland.  Ali 2. var uddannet som maskiningeniør, men på grund af sanktionerne kan der ikke for alvor importeres maskineri, så han havde måttet åbne en tæppe butik. At motivation betyder alt når det kommer til indlæring af sprog vidner de 2 Aliers sprogkundskaber om. I skolen havde de haft Arabisk som fremmedsprog i 8 år, og kunne kun sige ja og nej, mens de selv forsøgte at lære sig de vestlige fremmedsprog. Det var et par hyggelige og lærerige timer vi tilbragte med de to unge sympatiske mænd som man kun kan håbe det bedste for i fremtiden.