Teheran

Det lykkedes os efter en halv times ventetid at få vores visum til Iran, og derefter gik det glat igennem paskontrollen, hvor politibetjentene ovenikøbet have overskud til at spørge, hvor vi kom fra og om alle var så høje som, især, Christian. Derefter gik vi frejdigt ned for at hente vores bagage ved båndet, men ak... det var der ikke. Peter spurgte en medarbejder fra lufthavnen, og han kunne fortælle, at vi befandt os i den forkerte terminal. Resolut spurgte Solveig en iraner, om han vidste, hvordan vi kom til terminal B, for nu var vi jo lige som ude at kontrolområdet, og kunne ikke komme tilbage. Han smilede venligt og bad os følge med, og så gik der ellers en halv time, hvor vi gik lidt frem og tilbage ud af terminaler og ind igen indtil vi endelig fandt det rigtige bånd, og heldigvis også vores rygsække. Det var vores første møde med den iranske venlighed og hjælpsomhed, som vi har hørt og læst så meget om, og vi blev ikke skuffede.
Derefter fandt vi vores ventende vært, som også havde tilbudt os at være vores chauffør fra lufthavnen, så han havde ventet nu næsten to timer på os, men det lid han sig ikke mærke med selvom det var midt om natten. Han hjalp os med at veksle penge, og han mente at 300 euro ville være rigeligt at veksle til hele turen, så havde vi i hvert fald fået rigeligt med kontanter med. Peter vekslede 300 euro og fik 37.000.000 rialer tilbage, de blev nu forsvarligt lagt i Peters bankmappe, som han havde fundet frem i dagens anledning -og det var vist meget godt for ellers skulle han have haft ny pung og et par seler.
Mohamad kørte os hjem til hans lejlighed i det centrale Teheran, hvor vi fik et værelse og klokken 5 lagde vi hovedet på puden og fladt i en dyb søvn.

Efter flere tilløb til at stå op gjorde vi alvor af det klokken 11 og begav os udenfor en halv time senere. Vores vært lå og snorkede på gulvet i stuen, men vågnede da vi åbnede døren for at liste os ud og vi fik en nøgle af ham, så vi selv kunne låse os ind. Vi gik mod metroen, fik en pizza og noget vand på vejen og tog så ind mod Golestan Paladset, som var et palads, der blev opført fra 1800-tallets start som bolig for Shahen.

Inden vi nåede så langt gik vi ind i en smuk bypark, hvor befolkningen nød fridagen og slappede af med picnic, spillede spil, løb på rulleskøjter eller slentrede rundt hånd i hånd. Selvfølgelig havde alle kvinder tørklæde om håret, men det er tydeligt at se, at langt hovedparten ikke bryder sig om det og viser en stor det af håret, og bruger tilmed meget make up. Det er som at jo mere man regulerer desto mere gør man oprør.
Golestan Paladset var smuk med flotte malerier og fantastiske udsmykninger og gaver fra forskellige betydningsfulde personer, bl.a Napoleon.
Efter turen i paladset begav vi os hjemad, men inden vi nåede ret langt, blev vi tiltalt af en iraner. Han vidste at danskerne var verdens lykkeligste folk, og han spurgte, om vi ville med hen og have en kop kaffe på byens bedste kaffebar. Det ville vi gerne og på vejen derhen legede han turistguide og viste os forskellige seværdigheder, som vi kom forbi og tilmed var han så venlig at hjælpe os med at købe et simkort til telefonen, så vi kan kommunikere med omverdenen de steder, hvor der ikke er net.

Endnu engang var det et fantastisk møde med den ufattelige venlige iranske befolkning, og vi kan ikke forestille os andet, end at turen bliver helt fantastisk.

Tilbage i lejligheden ville vi igang med bloggen, men faktisk er netop den hjemmeside spærret... heldigvis har vi fået downloadet en smart app hjemmefra, så vi kan logge på en anden ip adresse hjemmehørende i et andet land. Så fagre nye verden gør, at I kære læsere også kan følge med os på vores persiske eventyr- god fornøjelse!