Med tog mod Yazd

Teheran var et positivt bekendtskab, men nu er tiden kommet til at bevæge sig væk fra den store Iranske hovedstad med omkring 13 millioner indbyggere. Målet for dages togtur er den meget mindre by Yazd, beliggende mere end 500 kilometer syd, syd-øst for Teheran. Da vi ikke har lejet bil hernede foregår transporten med tog. Vi ankom med metroen til Teherans store banegård, her lykkedes det os at få provianteret lidt til turen, og at komme ind på perronen. Vores første forsøg på at komme forbi billetkontrollen og hen til toget mislykkedes totalt, som udlændinge skulle vi lige omkring pas politiets lille værelse, hvor en komplet desinteresseret politimand tog et hurtigt kig, spurgte hvor vi kom fra, og sendte os ud af lokalet med et smil. Da vi ikke havde fået noget bevis for at vi havde været der regnede vi med et hurtigt gensyn med ham, men sådan skulle det ikke gå. Da vi kom hen til billetkontrollen kiggede damen der så billetten hen mod politiet, og søreme om ikke en politimand vinkede bekræftende til hende, glade og lettede blev vi således lukket ind i den afdeling hvorfra togene afgik. Her tog en mand i formidabel uniform imod os, og forsøgte at forklare os hvilken vogn vi skulle i og hvor den var. Det første fik vi styr på, vogn, 1, længst væk fra manden i den heftige uniform, men vi komme ikke helt på det rene med hvor den holdt. Nu kan man jo sagtens sidde derhjemme og mene, hvor svært kan det være, et tog holder på lige skinner og så er det sgu da bare at gå langs togstammen og vupti, på et eller andet tidspunkt rammer man den rigtige vogn! Den uniformerede herre havde vist opad, og lige ved siden af ham var en rulletrappe, fluks fulgte vi således instruksen og kom op, hvorfra en anden rulletrappe førte ned igen. Det varede lidt inden vi forstod det snedige i dette, nu slap vi jo for at gå et stykke af vejen, men kunne i stedet tage rulletrappen!
Da vi fandt vognen og blev krydset af var næste udfordring naturligvis at finde den rigtige kupe. Godt nok er vi ved at kunne identificere de arabiske tal, men at finde dem på en billet med følt 1000 vis af andre tegn magter vi ikke, altså måtte vi spørge en anden rejsende. Det viste sig heldigvis at være kupeen lige ved siden af, så langt skulle han ikke følge os. Togturen foregik i et ret trist landskab, med bjerge i baggrunden, og meget tørre områder tæt på toget. Vi fik gjort et godt indhug i vores forråd af kiks og nødder undervejs. Der var lidt servering, vi fik undervejs te, og en helt igennem rædselsfuld banankage. Henimod slutningen af turen blev det også til en kop kaffe.

Ved jernbane stationen blev vi naturligvis anråbt af en taxichauffør, og da vi ikke havde mod på at gå tog vi chancen. Før vi kunne sætte os ind blev vi dog vist hen til et lille skur hvor en mand solgte taxature. Vi kontaktede vores vært der forklarede hvor taxaen skulle køre hen, og vupti var prisen fastlagt til 150.000 rialer, hvilket vel er det samme som 10 danske kroner. Chaufføren klarede på fin vis at komme ind i Yazds gamle bydel, men indenfor murene var det som om alle katte var grå, den ene gyde lignede den anden, og 2 gange måtte han snakke med vores vært, inden han tog en vej der var så smal at der ikke burde køre biler. Det måtte der dog åbenbart gerne, åbenbart i begge retninger, for efter et ekstremt skarpt hjørne var der pludselig et par forlygter der blinkede foran vores bil. Gode råd var dyre, da vores chauffør umuligt kunne bakke tilbage. Chaufføren i den anden bil gjorde heller ikke mine til at ville bakke, og faktisk krævede det mægling fra vores vært, der kom til stedet at overtale føren af den anden bil til at bakke tilbage så situationen kunne blive løst. Lidt af en velkomst til Yazd.
Det viste sig at Solveig havde haft en heldig hånd da hun bestilte vores homestay. Vi kom ind i en smuk lille gårdhave da vi kom om bag den svære dør. Her skal vi nok få nogle gode dage. Da vi havde pakket ud gik vi med Saman, som vores vært hedder ud at spise. Han valgte en dejlig restaurant med en fænomenal tagterrasse, hvorfra der var frit udsyn over byen tage.