Tæppehandleren fra Isfahan
Vi blev som aftalt med vores iranske ven, Saman, afhentet ved vores hostel kl, 10.00 præcis og begav os afsted i den hektiske morgentrafik. Chaufføren kunne ikke engelsk, men han havde fået direktioner af Saman og vidste hvor vi skulle sættes af, så det blev en fin tur. Da vi var kommet udenfor byen var der ikke så meget trafik og den gamle Peugeot fik en spand kul. Mange af bilerne kører både på gas og benzin, også denne og vi tankede også gas på, hvilket betød, at alle måtte forlade bilen, mens den blev fyldt op.
Klokken 15 nåede vi Esfahan, som går for at være den smukkeste by i Iran. Vi er indtil nu ikke blevet skuffede.
Da vi ikke havde fået frokost, smed vi bare bagagen i værelset og gik ind til byen, for at finde lidt at spise, vi fandt en toastbrød-lignende ret, og selv om Christian ikke var helt enig, blev vi dog enige om, at det var nok til at holde den værste sult væk indtil aftensmaden.
Bagefter førte Peter os ind på verdens 2. største plads, kun overgået af Den himmelske Freds plads Naqsh-E Jahan Square. Der var sen aftensol på pladsen og den strålede i de gyldne farver. På pladser ene ende er der en smuk moske og hele vejen rundt arkader og en stor tribune, hvor Shahen kunne følge med i de polo-matcher som foregik på pladsen.
Det var et fantastisk skueogså selvom de to smukke mosaikkupler var under restaurering.
Vi blev der til mørket faldt på og pladsen blev lyst op. Peter legerede med kameraet og fik nogle gode pletskud. Vi talte med en ældre herre som underviste i iransk litteratur på universitetet, han kom på pladsen hver aften og gik en runde, for han havde fået sukkersyge og lægen havde ordineret ham motion. Han ville dog hellere sidde på diverse bænke og tale med turister på et af de fem sprog, han mestrede.
Aftensmaden indtog vi på en fornem restaurant, hvor tjenere i jakkesæt og hvide skjorter serverede. De var berømte for deres lammekoteletter, så dem bestilte Christian og Peter.
Vi følte os lidt ukomfortable i de smukke rum, men det var spændende at prøve, og vi sluttede af et stykke slik, s9m Esfahan er berømt for, nemlig Gaz, som er en slags fransk nougat med nødder og rosenvand. På vej tilbage gik vi endnu engang over den store pladser blev passet op af en yngre mand, som fortalte at han havde en ven, der boede i Århus. Han kunne nogle få danske sætninger, og så spurgte han ellers interesseret til, hvordan vi syntes om Iran og ville gerne vide hvordan Danmark var. Han havde læst engelsk litteratur, men arbejdede nu i sin fars tæppe- virksomhed, som for øvrigt var den 2. største i Iran. Efter at have snakket lidt, inviterede han os på en kop kaffe på en lille café. Vi takkede naturligvis ja, og havde så en spændende og interessant times tid, hvor vi snakkede om vores forskellige kulturer og livsforudsætninger. Vi fik hans telefonnummer, og vil prøve at mødes med ham igen inden vi forlader byen. Det var en fantastisk gestus, og vi håber, at vi tager bare en lille del af den gæstfrihed og imødekommenhed med os tilbage til Europa.
Klokken 15 nåede vi Esfahan, som går for at være den smukkeste by i Iran. Vi er indtil nu ikke blevet skuffede.
Da vi ikke havde fået frokost, smed vi bare bagagen i værelset og gik ind til byen, for at finde lidt at spise, vi fandt en toastbrød-lignende ret, og selv om Christian ikke var helt enig, blev vi dog enige om, at det var nok til at holde den værste sult væk indtil aftensmaden.
Bagefter førte Peter os ind på verdens 2. største plads, kun overgået af Den himmelske Freds plads Naqsh-E Jahan Square. Der var sen aftensol på pladsen og den strålede i de gyldne farver. På pladser ene ende er der en smuk moske og hele vejen rundt arkader og en stor tribune, hvor Shahen kunne følge med i de polo-matcher som foregik på pladsen.
Det var et fantastisk skueogså selvom de to smukke mosaikkupler var under restaurering.
Vi blev der til mørket faldt på og pladsen blev lyst op. Peter legerede med kameraet og fik nogle gode pletskud. Vi talte med en ældre herre som underviste i iransk litteratur på universitetet, han kom på pladsen hver aften og gik en runde, for han havde fået sukkersyge og lægen havde ordineret ham motion. Han ville dog hellere sidde på diverse bænke og tale med turister på et af de fem sprog, han mestrede.
Aftensmaden indtog vi på en fornem restaurant, hvor tjenere i jakkesæt og hvide skjorter serverede. De var berømte for deres lammekoteletter, så dem bestilte Christian og Peter.
Vi følte os lidt ukomfortable i de smukke rum, men det var spændende at prøve, og vi sluttede af et stykke slik, s9m Esfahan er berømt for, nemlig Gaz, som er en slags fransk nougat med nødder og rosenvand. På vej tilbage gik vi endnu engang over den store pladser blev passet op af en yngre mand, som fortalte at han havde en ven, der boede i Århus. Han kunne nogle få danske sætninger, og så spurgte han ellers interesseret til, hvordan vi syntes om Iran og ville gerne vide hvordan Danmark var. Han havde læst engelsk litteratur, men arbejdede nu i sin fars tæppe- virksomhed, som for øvrigt var den 2. største i Iran. Efter at have snakket lidt, inviterede han os på en kop kaffe på en lille café. Vi takkede naturligvis ja, og havde så en spændende og interessant times tid, hvor vi snakkede om vores forskellige kulturer og livsforudsætninger. Vi fik hans telefonnummer, og vil prøve at mødes med ham igen inden vi forlader byen. Det var en fantastisk gestus, og vi håber, at vi tager bare en lille del af den gæstfrihed og imødekommenhed med os tilbage til Europa.
Kommentarer