Teheran, Taroof og Tomaner

Vores første hele døgn i Iran startede med morgenmad Mohammed style. I hans lille køkken lavede han en ganske god morgenmad, og forklarede os lidt om det iranske samfund. Vi snakkede også med de uge tyskere, der bor på det andet værelse. Simon havde været 2 måneder i Iran, og mente selv at han i den periode havde brugt 1000€, hvilket jo er vildt lidt. Vi kom afsted ved 11 tiden, og gik efter at komme ud til Azeri tårnet, bygget for at fejre at Perserrigets 2500 års fødselsdag. I betragtning af, hvor mange dynastier, der havde været siden Kyros regerede, er det lidt af en tilsnigelse at sige, at riget har haft en ubrudt historie.

Tårnet var flot, og der var ikke andre vestlige turister end os derude. Det er jo ved at være sjældent at have store monumenter for sig selv, men her lykkedes det til fulde. 

Fra tårnet tog vi den yderst velfungerende metro ind mod basaren. Efterhånden havde vi fået styr på prisen for en enkelt billet, den koster ca. 12000 rialer. 3 billetter bliver til sammen 35000 rialer, hvilket omregnet til danske kroner er lige i omegnen af 2,20 kroner. Det er jo for os rørende billigt, og siger lidt om prisniveauet hernede. Vi stod af lidt før basaren, og gik fra Imam Khomeini pladsen mod den nok største overdækkede handelsplads i verden. Undervejs kom vi forbi et street food marked, ikke noget vi havde regnet med eksisterede i Teheran. Vi fandt en indbydende bod, hvilket ikke var svært, det svære bestod i at vælge hvilken bod, der appellerede allermest til vores sultne maver. Efter vi havde styrket os gik vi videre mod basaren, jo tættere vi kom jo flere mennesker, og jo flere små butikker med alskens kram dukkede op langs vejen. 

Teheran har et meget velfungerende metrosystem, og med en helt urimelig billig billetpris og en Peter der er formidabel til at føre os fra den ene linje til den næste, så er det blevet vores foretrukne transportmiddel. Iranerne har et begreb, som kaldes Taroof. Det går kort sagt ud på, at en taxichauffør kan finde på at sige, at køreturen er gratis. Man skal så sige nej, han siger jo, og det skal man så gøre 4 gange og først den 4. gang accepterer han det og tager imod betalingen. Simon, som vi mødte hos iraneren vi boede hos, havde været udsat for det, da han købte et bælte i bazaren. Vores vært Mohammed, havde besluttet sig for, at han ikke ville ”taroofe” hjemme hos sig selv, når han havde vestlige gæster, og det var godt for ellers kunne det være blevet meget omstændigt at bo hos ham. At iranerne er utrolig venlige og gæstfri vidner taroof om, men også i metroen oplevede Solveig flere gange, at mændene rejser sig op, så jeg kan sidde ned (og det er altså ikke fordi jeg er ved at være gråhåret!). I går tog jeg imod tilbuddet, og satte mig på en plads, da en mand rejste sig op for mig. Det betød så, at jeg kom til at sidde ved siden af en ældre mand, men da jeg ikke er i familie med ham, er det uhøfligt af ham, at sidde ved siden af en ukendt kvide. Det betød så, at han måtte rejse sig op, men så var der en yngre mand, der rejste sig op, så de ældre mand kunne sidde ned, og således startede en kædereaktion mellem to metrostationer. 

Der er for øvrigt metrosektioner kun for kvinder, hvor mændene ikke må komme, men kvinderne må gerne sidde i ”mande-afdelingen”, hvis de følges med en mandlig bekendt.

Ved basaren ligger der en ældre moske, nu omdøbt til Imam Khomeini moskeen, på vores Maps.me kort var der angivet et offentligt toilet. Nu burde det ikke være noget stort, og det er vel første gang på bloggen at toilet besøg har været anledning til en beskrivelse, men i Iran bruges der normalt ikke vestlige toiletter. Den variant af det lille hus der findes her er mest af alt et fordybning med at afløb, papir er mangelvare men der er en vandslange til at skylle med. Sådan et havde vores vært også, men håbet om at finde et europæisk toilet havde fået den mandlige del af familiens fordøjelsessystem til at gå på pause. På det offentlige toilet var der e afart af det europæiske toilet, men ak, papir var der intet af. På trods heraf valgte Peter hårdt presset at overgive sig til vandslagen. Der fungerede klart bedre end frygtet.

I bazaren var vi primært på udkig efter nødder, grøntsager og krydderier. Det var meget svært at finde, men tæpper, tøj, samt alskens krims krams var der ingen mangel på i de snære gader. Ifølge guidebogen er der 200000 handlende fordelt på 10 kilometer gange. De bliver så besøgt af omkring 2 millioner kunder om dagen. Ikke underligt at vi følte den hektiske atmosfære som lidt af en udfordring, havde man ikke et øje på hver finger risikerede man at blive ramt af handlende der transporterede deres varer rundt på små, og store trækvogne med høj fart uden den helt store hensynstagen til et par forvildede udlændinge.

I udkanten af bazaren fandt vi endelig lidt nødder, og ved siden af endda en kaffebar, her nød vi en god kop kaffe, og fik endda en gratis smagsprøve på en helt igennem fremragende gang iransk masala tee, som vi naturligvis købte et halvt kilo af.

De mange kilometer i bazaren havde trættet os, så i stedet for at tage ud for at se en smuk bro valgte vi at tage hjem til Mohammed, der til Peters glæde sad og så Liverpool – Leicester på enTadjikistansk fjernsyns kanal. Lidt en underlig oplevelse at se engelsk fodbold i Iran på en fjernsynskanal man aldrig nogensinde havde hørt om. Mohammed er stor fan af Liverpool, så humøret var højt da de i overtiden først fik tilkendt, og siden udnyttede et straffespark til slutstillingen 2-1

Han fortalte også at kommende torsdag ville blive en historisk dag, den første dag hvor kvinder måtte komme på et fodboldstadion. Det var efter pres fra fifa blevet tilladt, så nu håber Peter på at vi kan være med til at fejre dette i Shiraz, hvor der burde være en klub. 

Mohammed havde klaret at købe vores togbilletter beregnet på turen til Yazd. De 650 kilometer i tog kostede for 3 personer kun 16€ (det er andre priser end hvad DSB normalt disker op med)

Aftensmaden indtog vi sammen med Mohammed, de to flinke tyskere og en af deres lokale bekendte i noget så mærkeligt som en foodcourt i et shopping center. Her havde Mohammed en iransk favorit restaurant, og han havde ikke lovet for meget, maden både smagte godt og var smukt anrettet oveni. Et helt igennem vellykket måltid der fandt sin afslutning da Mohammed lidt for højt erklærede at ingen af gæsterne kom regelmæssigt i moskeen. På køreturen hjem stoppede vi pludseligt midt i en rundkørsel, Mohammed havde fået øje på en religiøs institutions te udskænkning, og som han sagde ” hvor der er gratis te og gratis mad, der er jeg også” 

Vi fik et par kopper te, blev fotograferet af institutionens fotograf og havde i det hele taget en spændende oplevelse vi ikke kunne have fået på egen hånd.

Men hvad er der nu med de der Tomaner? Jo, det er simpelthen fordi, at man grundet den høje inflation har indført, at priserne på en vare, opgives i Tomaner. Der er simpelthen barberet et nu af, måske er det fordi deres prisskilte eller ikke er lange nok, måske er det bare for at forvirre os stakkels turister. Det er i hvert fald lykkedes at forvirre Solveig, der i forvejen synes det er svært at navigere med alle de nuller. Så da hun købte noget i en kiosk og gav det beløb, der blev bedt om, rystede ekspedienten p hovedet og det endte med, at Solveig stak et bundt sedler hen til hende, så hun selv kunne tage, hvad hun skulle have… Der er tale om, at man vil indføre et ny Toman-system, hvor man barberer 4 nuller af….Det må de godt lige vente med til vi kommer hjem.

Vores første hele dag i Iran var således ved at være forbi, og hvis de kommende dage byder på oplevelser af samme karakter bliver det en vildt spændende ferie vi er ude på…