Forhindringer på vejen
Hvis man ønsker at få det sidste med, skal man starte med at læse det sidste blogindlæg fra i går!
Vores rejsedag startede som planlagt, vi kom op til tiden, fik vores morgenmad, og sagt ordentlig farvel til stedet. Taxaen kom til tiden, og med en mildest taget lystig fætter af en taxachauffør blev vi kørt ud til bustationen. Undervejs underholdt taxachaufføren med de ca. 10 engelske ord han kunne på rygraden. Undervejs blev der også råbt at en sortklædt kvinde, og det lød ikke ligefrem som om han bød hende velkommen i byen. Solveig betalte ham 5 € for underholdningsværdien, på sin vis en lav pris for 11 kilometer, men han spurgte alligevel om vi ville have change, så utilfreds har han ikke været. Ved busstationen fandt vi med lidt hjælp af en engelsktalende ældre herre det rigtige sted at vente. Bussen var, som Saman ganske rigtigt havde forudsagt, ikke på sin plads kl. 8 om morgenen, hvad værre var, snart gik den engelsktalende herre ind og spurgte hvor den blev af, svaret var først nedslående, 3 timers forsinkelse, bussen var gået i stykker, og de ville finde en ny. Ikke lige just en ønskesituation når tiden er knap og man ikke for alvor har andre muligheder. Efter noget tid kom en perfekt engelsktalende kvinde ud fra stationen med en katastrofal melding, Ingen bus i dag. Så var gode råd dyre, men her trak vi Saman-kortet, han havde sagt vi skulle ringe, hvis vi kom i problemer.
Svaret lød, "give me 10 minuttes, then I`ll call you" Som sagt så gjort, efter 10 minutter lød beskeden, at der ville komme en ældre herre i en sølvgrå Peugeot. Han ville klare de 441 kilometer for 32€.
Vi fandt efter lidt spørgen frem til at det var i alt, ikke pr. person, og sådan et tilbud kan man jo ikke sige nej til. Fluks styrtede vi ind og fik vores penge tilbage fra busselskabet, de afleverede vores 1.500.000 uden nogen former for problemer. Mens vi ventede var vi kommet i kontakt med en belgisk rejsende, og han ville gerne med mod shiraz, med andre ord, vores del blev 24€ for en lang tur på de Iranske landeveje.
Chaufføren var en mand af meget få ord, i hvert fald engelske. Men andre ord kunne han koncentrere sig om vejen, og om at holde den aldrende Peugeot kørende. Den kørte på gas, og da vi skulle tankemåtte vi alle ud af bilen på grund af eksplosionsfare, meget betryggende. Belgieren ville gerne af ved ruin byen Pasargadae, her ligger Perserkongen Kyros begravet, og gennem indgangen kunne Peter i det mindste få et blik på graven. Vores rejseplan levnede ikke tid til en tur ind i området.
Senere blev vi positivt overraskede over at chaufføren kørte ind til nogle enormt flotte gravmæler fra perserrigets tid. Her viste det sig at Saman havde haft mere end én finger med i spillet, vi havde fra bilen spurgt, om vi kunne få en time ved Persepolis, sekunder senere ringede chaufførens telefon, og der gik ikke et minut før besked om at missionen var klaret tikkede ind på telefonen. Helt igennem fantastisk behandling vi her fik af vores iranske ven Saman.
Chaufføren kørte derfor ind foran det mægtige Persepolis, som er en af de absolut største seværdigheder i Iran. Vi steg ud i eftermiddagsvarmen og ville lige tage kameraet ud af tasken i bagagerummet, men mens jeg stod med hovedet i bagagerummet, startede chaufføren den hostende Peugeot op og kørte afsted med bagerummet på vid gab, det skabte en del moro fra de omkringstående, men vi fik indhentet ham og fik kameraet med, så de flotte ruiner kunne blive dokumenteret. Persepolis er en ældgammel ceremoniel hovedstad fra det andet iranske dynasti; Achæmenide-dynastiet opført 518 f.Kr. Det var imponerende og meget velbevaret sandsynligvis pga. det tørre klima.
Så var vi ved at være klar til at tilbagelægge de sidste 50 km ind til Shiraz. Det var den ældgamle Peugeot bare ikke. Den hostede og hakkede og kørte med høje omdrejninger, speedometeret havde også sat ud, og vi humpede ind på en tankstation, hvor der denne gang blev fyldt benzin på. Bagefter kørte han over til en mekaniker, som fyldte en liter olie på spanden, og så kørte vi ellers afsted igen. Der var ikke en høj topfart, men efterhånden som den blev varm, blev det bedre. Vi blev sat af 1,5 km. fra vores hostel, for den stakkels chauffør skulle nu til at tilbagelægge de 5-6 timer tilbage mod Yazd. Vi håber han kom helskindet tilbage...
Vores hostel var godt gemt i nogle smalle gyder, men ved hjælp af Peter fandt vi det uden problemer og er meget begejstrede for det er et dejligt og roligt sted med mange rensede fra store dele af verden.
Vores rejsedag startede som planlagt, vi kom op til tiden, fik vores morgenmad, og sagt ordentlig farvel til stedet. Taxaen kom til tiden, og med en mildest taget lystig fætter af en taxachauffør blev vi kørt ud til bustationen. Undervejs underholdt taxachaufføren med de ca. 10 engelske ord han kunne på rygraden. Undervejs blev der også råbt at en sortklædt kvinde, og det lød ikke ligefrem som om han bød hende velkommen i byen. Solveig betalte ham 5 € for underholdningsværdien, på sin vis en lav pris for 11 kilometer, men han spurgte alligevel om vi ville have change, så utilfreds har han ikke været. Ved busstationen fandt vi med lidt hjælp af en engelsktalende ældre herre det rigtige sted at vente. Bussen var, som Saman ganske rigtigt havde forudsagt, ikke på sin plads kl. 8 om morgenen, hvad værre var, snart gik den engelsktalende herre ind og spurgte hvor den blev af, svaret var først nedslående, 3 timers forsinkelse, bussen var gået i stykker, og de ville finde en ny. Ikke lige just en ønskesituation når tiden er knap og man ikke for alvor har andre muligheder. Efter noget tid kom en perfekt engelsktalende kvinde ud fra stationen med en katastrofal melding, Ingen bus i dag. Så var gode råd dyre, men her trak vi Saman-kortet, han havde sagt vi skulle ringe, hvis vi kom i problemer.
Svaret lød, "give me 10 minuttes, then I`ll call you" Som sagt så gjort, efter 10 minutter lød beskeden, at der ville komme en ældre herre i en sølvgrå Peugeot. Han ville klare de 441 kilometer for 32€.
Vi fandt efter lidt spørgen frem til at det var i alt, ikke pr. person, og sådan et tilbud kan man jo ikke sige nej til. Fluks styrtede vi ind og fik vores penge tilbage fra busselskabet, de afleverede vores 1.500.000 uden nogen former for problemer. Mens vi ventede var vi kommet i kontakt med en belgisk rejsende, og han ville gerne med mod shiraz, med andre ord, vores del blev 24€ for en lang tur på de Iranske landeveje.
Chaufføren var en mand af meget få ord, i hvert fald engelske. Men andre ord kunne han koncentrere sig om vejen, og om at holde den aldrende Peugeot kørende. Den kørte på gas, og da vi skulle tankemåtte vi alle ud af bilen på grund af eksplosionsfare, meget betryggende. Belgieren ville gerne af ved ruin byen Pasargadae, her ligger Perserkongen Kyros begravet, og gennem indgangen kunne Peter i det mindste få et blik på graven. Vores rejseplan levnede ikke tid til en tur ind i området.
Senere blev vi positivt overraskede over at chaufføren kørte ind til nogle enormt flotte gravmæler fra perserrigets tid. Her viste det sig at Saman havde haft mere end én finger med i spillet, vi havde fra bilen spurgt, om vi kunne få en time ved Persepolis, sekunder senere ringede chaufførens telefon, og der gik ikke et minut før besked om at missionen var klaret tikkede ind på telefonen. Helt igennem fantastisk behandling vi her fik af vores iranske ven Saman.
Chaufføren kørte derfor ind foran det mægtige Persepolis, som er en af de absolut største seværdigheder i Iran. Vi steg ud i eftermiddagsvarmen og ville lige tage kameraet ud af tasken i bagagerummet, men mens jeg stod med hovedet i bagagerummet, startede chaufføren den hostende Peugeot op og kørte afsted med bagerummet på vid gab, det skabte en del moro fra de omkringstående, men vi fik indhentet ham og fik kameraet med, så de flotte ruiner kunne blive dokumenteret. Persepolis er en ældgammel ceremoniel hovedstad fra det andet iranske dynasti; Achæmenide-dynastiet opført 518 f.Kr. Det var imponerende og meget velbevaret sandsynligvis pga. det tørre klima.
Så var vi ved at være klar til at tilbagelægge de sidste 50 km ind til Shiraz. Det var den ældgamle Peugeot bare ikke. Den hostede og hakkede og kørte med høje omdrejninger, speedometeret havde også sat ud, og vi humpede ind på en tankstation, hvor der denne gang blev fyldt benzin på. Bagefter kørte han over til en mekaniker, som fyldte en liter olie på spanden, og så kørte vi ellers afsted igen. Der var ikke en høj topfart, men efterhånden som den blev varm, blev det bedre. Vi blev sat af 1,5 km. fra vores hostel, for den stakkels chauffør skulle nu til at tilbagelægge de 5-6 timer tilbage mod Yazd. Vi håber han kom helskindet tilbage...
Vores hostel var godt gemt i nogle smalle gyder, men ved hjælp af Peter fandt vi det uden problemer og er meget begejstrede for det er et dejligt og roligt sted med mange rensede fra store dele af verden.
Kommentarer