Er det paradis?

 Myten siger, at Georgien er det smukkeste sted på jorden, for det var nemlig det sted Gud havde reserveret til sig selv, da han var færdig med at skabe verden. Imidlertid viste det sig så, at georgierne kom for sent, da der blev uddelt lande, og da de endelig nåede frem, var alle lande fordelt. Nu var gode råd dure for georgierne, men de kunne fortælle Gud, at grunden til, at de kom for sent var, at de havde festet til Guds ære, og derfor var de blevet forsinket. Det blev Gud så smigret over, så han tildelte dem det stykke land, som han havde tiltænkt sig selv. 

I dag ville vi se, om det holdt stik, men taget i betragtning hvad vi har oplevet de andre dage, så er der nok rimelig stor sandsynlighed for, at det er sandt. Vi vågnede tidligt og vi havde begge tænkt på mad i løbet af natten, hvilket tyder på, at depoterne blev tømt efter den strabadserende dag i går. Heldigvis skulle man tro, at vores søde værtinde var tankelæser, for hun havde disket op med det helt store morgenbord. Den indtog vi langsomt og bagefter blev vi enige om, at gå ind til byen for at afprøve formen. Den var heldigvis så godt så vi købte ind til frokosten; et lokalt fladbrød, to røgede pølser og en plante chokolade, så var vi klar til afgang. Heldigvis var den udsete tur ikke med ret mange højdemeter, hvilket var helt essentielt i dag! Vi kørte 18 km sydpå, hvor vi drejede fra landevejen og ind ad en sidevej, som var alt andet end jævn. Solveig fik sved på panden af at manøvrere lejebilen udenom store sten, som let ville kunne kradse bunden op. Heldigvis var Peter en god co-driver og det lykkedes ved fællesskab at undgå huller i bilen. Udgangspunktet var en lille dal, hvor de smukke efterårsfarver lyste om kap. Der havde engang i tidernes morgen ligget en lille landsby her, nu var der kun et enkelt hus med tre grise udenfor og ellers ruiner bortset fra et stenbrud der så ud til at være kørende. Vi satte atter engang det ene ben foran det andet, og efterhånden som musklerne blev varmet op forsvandt ømheden for gårsdagens strabadser og vi kunne ny den smukke natur. Målet for turen var en anden forladt landsby, og så skulle vi ellers gå samme vej tilbage. Da vi var kommet ind gennem dalen åbenbarede de store kæmper med sne på toppen sig for os, det var et smukt syn og det var et farvespil uden lige at gå denne tur. Himlen var blå, bjergene hvide for oven og brune længere ned, og så var der et langt vandløb med en masse svovlaflejringer som gav et rødligt skær til jorden. Vi var ekstremt betagende af denne skønhed, og Peter fik taget 248 billeder på den tur! Forhåbentlig kan nogle af dem være med til at fastholde denne fantastiske dag i minderne lang tid fremover.

På et tidspunkt var der en stor fåreflok, som skulle passere vejen, og vi holdt tilbage, der var flere hundrede får, og kun en enkelt gammel mand til at passe på dem. Han hilste pænt på os og ville gerne i snak med os, men ak, vi kunne hverken russisk eller georgisk, så det gav ingen mening og vi måtte nøjes med at smile til ham og vinke.

Da vi nåede til den forladte landsby fandt vi madpakkerne frem. De blev indtaget ovenpå en brusende å, i et hjemmebygget skur. Et flot sted at sidde, og mærkeligt at iagttage det forfald og den forladthed, der var i byen. Der gik dog stadig en mindre fåreflok og nogle æsler rundt og så de obligatoriske fem køer, så nogen må der jo alligevel have været i nærheden. Men vi så ingen.

Vi besluttede os for at gå ovenover vandfaldet tilbage, så vi ikke gik på den samme vej. Vi havde set nogle andre vandrere komme derfra, og tænkte, at det måtte vi da også prøve. Det gik også godt i lang tid, men da vi skulle gå tættere mod bjerget, fordi vandet løb på stien (troede vi) gik vi på en sti oppe på bjergskråningen. Den var godt nok smal og gik længere og længere opad bjergsiden. Nu blev vi selv i tvivl om det var rigtigt, men vi alligevel kommet så langt, så det ville være træls at vende om, så vi fortsatte... indtil vi hørte én som blev ved med at råbe noget. Vi fandt ud af, at det var fårehyrden, og da vi fik kontakt vinkede han og pegede. Nu forstod vi godt, hvad han mente selvom han udtrykte sig på georgisk. Vi skulle ikke forsætte!! Vi vendte om og efter lidt tid råbte han igen og pegede, men vi syntes alligevel, at det var lidt for stejlt at gå ned der, så vi gik hele vejen tilbage. Da vi havde flad grund under fødderne og passerede halogen et stykke ude, råbte vi taknemmeligt Didi Madloba (mange tak) som er noget af det eneste, vi kan sige på georgisk.

Herefter gik turen tilbage i fin stil, vi kom forbi en campingplads og cafe der godt nok skiltede med, at de havde åbent, men der var vist lukket ned for sæsonen, så vi måtte gå videre og drømmen om en kold cola bristede. 

Solveig bevæger sig ned af den overraskende stabile trappe mod den lille campingplads. Ganske godt fundet på når nu pengene er små.

Atter engang forbavses man over kreativiteten når der er lavvande i kassen. Alle borde bænke sættene var lavet af gamle paller.

Vel tilbage på vores lille hotel nød vi en kop kaffe og fordøjede dagens mange indtryk og var helt enige om, at Georgien har været et fantastisk bekendtskab som vi bliver nødt til at komme tilbage til. Vi er slet ikke færdige med at udforske landet, og de smukke, smukke Kaukasusbjerge har fået genvalg!