Benhus og serie A bold
Vores sidste ordentlige dage det italienske bød på historiens vingesus, samt et nutidigt drama på grønsværen. Som så ofte før startede dagen med morgenmad. På trods af at der kun var 3 værelser i det lille b&b var morgenmaden ganske god. Udvalget var helt i orden, og vi blev endda tilbudt en ekstra kom kaffe. Kaffen er i Italien lidt af et kapitel for sig, de små ekstremt stærke kopper kan heldigvis fortyndes, så bestiller man en cafe americano kommer der en lille djævel og noget varmt vand, så kan man selv fortynde så smagen passer.
Efter morgenmaden lagde vi planer for dagen, første programpunkt blev en tur rundt i Mantova, desværre var regnen ikke hørt op, den var nok snarere taget til i styrke, så Peter endte med at måtte finde sit regnslag frem. Det var ikke just hvad vi havde forventet på forhånd, men på den anden side blev regnen nu aldrig så kraftig at vi for alvor måtte gå i læ. Vores tur blev på 5 kilometer, og førte os langs 2 af søerne, samt igennem byens store park der er tilegnet Virgil, en romersk digter der åbenbart boede netop her da kejser Augustus var hersker over de romerske legioner.
Fra Mantova er der ikke voldsomt langt til Bergamo, så vi havde tid til at opsøge historiens vingesus. Peter havde set en brochure om Solferino, hvor der i den 2. italienske uafhængighedskrig havde været et stort slag. Solferino lå på vejen, og sørgede for at vi atter kunne nyde de italienske bi og hovedvejes blandede kvalitet.
I 1859 stod ca. 300.000 soldater overfor hinanden, på den ene side franskmænd og Piemontesere, på den anden side Østrig-ungarere, sidstnævnte havde haft en lidt skidt start på krigen, men nu var selveste Kejser Frans Joseph ankommet og havde sat sig i spidsen for armeen. Franskmændene kæmpede for at bryde det østrigske herredømme over det nordøstlige Italien, Piemonterne kæmpede for at samle italien, og Østrigerne sloges for at forhindre begge dele. Slaget er interessant af flere grunde, dels var det både første og sidste Gang Frans Joseph førte hæren i kamp, dels blev slaget kimen til dannelse af røde kors, idet Henri Dunant gik en tur på slagmarkerne efter slaget og forfærdedes over den komplette mangels på omsorg for de sårede. Slaget blev også stedet hvor de riflede franske kanoner viste deres overlegenhed overfor Østrigernes glatløbede skyts, der fra denne dato burde have været sat på museum. Prøjserne så hvad de riflede kanoner var stand til, mens danskerne først lærte lektien 5 år senere ved Dybbøl.
På fransk side førte Kejser Napoleon d. 3 kommandoen. Han var kommet til magten som valgt præsident, men gemmenførte siden et statskup. Modsat sin onkel var han ikke en brilliant hærfører, og 11 år efter slaget ved Solferino blev han taget til fange af Prøjserne efter slaget ved Sedan, hvorefter Frankrig sagde farvel til monarker og kejsere for sidste gang.
Vel ankommet til Solferino startede vi med at spise god mad på en restaurant ved navn den gamle fontæne. Efterfølgende gik vi op til et gammelt fæstningstårn, La Rocca, der på grund af den fremragende udsigt i folkemunde havde tilnavnet Italiens spion. Turen op til tårnet var ret stejl, her lige syd for Garda søen begynder de første højdedrag, og tårnet stod på det højeste af disse. Vi kunne på vej op glæde os over udsigt til lago di Garda, og fra tårnet ville den givetvis have været endnu bedre, men ak, vi ankom midt i middagspausen, og der er efterhånden vokset en del træer op omkring tårnet, så udsigten fra toppen var nærmest lig nul.
Næste historiske stop var resterne af en gammel borg der også havde været kæmpet om i 1859, fra den var udsigten bedre, og vi kunne se det store tårn der blev bygget som mindesmærke over Piemontesernes indsats. Højdepunktet var dog Ossariet, eller genhuset. Ifølge daværende italiens lov måtte lig først graves op efter 10 år i jorden, så efter en hurtig begravelse i 1859 blev de faldne gravet op 10 år senere, og deres efterladenskaber blev placeret i et kapel. Da der døde mange siger det sig selv at kapellet var af en anseelig størrelse. Ret makabert at 2 af ligene var udstillet som skeletter til skolebrug, endda med navns nævnelse, gravfred var der ikke meget af i dette tilfælde.
Efter vi havde færdiggjort Solferino slaget satte vi os atter ind i den lille Fiat, og satte vores navi på Gewiss stadium. Heldet havde været med os, Atalanta Bergamo havde fået tildelt lørdag kl. 18 til deres hjemmekamp mod Hellas Verona. I dag er atalanta det bedste af de 2 hold, holdet kæmper om at komme med i de europæiske turneringer, modsat Hellas der kæmper for at blive i det gode selskab, holdet er turet af nedrykning til serie B, den næst bedste italienske fodboldrække. Vi fandt heldigt en parkeringsplads, og fra den var der kun en god kilometers penge til fods til stadion. Gewiss stadion er en blanding af noget nyt, noget meget gammelt, samt noget dårligt. Vi havde ikke overdækkede siddepladser, en skidt kombination når himlens sluser åbner sig. Bag det andet mål var der en stor, givetvis ret ny overdækket tribune, der overhovedet ikke kom i brug. Vores bud er at den var lukket grundet problemer med de lokale tifosier, der selvom de ikke kunne komme ind var mødt fremmed tromme, røgbomber samt kanonslag af det helt store kaliber. Gennem hele kampen lød der med mellemrum enorme brag når de fyrede af ude bagved. Verona kom hurtigt foran, men Atalanta udlignede før pausen, så stillingen efter første halvleg var 1-1. I anden halvleg lavede Veronas målmand et gigantisk drop, og senere fik vi endda en dansker scoring, Rasmus Højlund scorede til slutresultatet 3-1 til hjemmeholdet. For Hellas Verona, Preben Elkjærs gamle klub, var resultatet noget nær en katastrofe, og de er nu i overhængende fare for at rykke ned, et faktum Atalantas fans gerne gjorde dem opmærksomme på.
Kommentarer