Mantova - en perle

 Efter koncerten ville det have været på sin plan at sove længe, men ak, seneste mulighed for at få morgenmad var kl. 9.30, så vi havde sat vækkeuret til kl. 8.30 Det betød lidt over 6 timers søvn, normalt ikke det store problem, men i dette tilfælde klart i underkanten, eftersom det var 2 nat i træk med for lidt søvn. Da vi gik til morgenmaden så vi på nogle sko på gangen at vi ikke var de eneste der havde været til konteret, til morgenmaden var der også en dreng med armbånd på, savi har ikke de eneste der havde været tvunget til at finde et overnatningssted i periferien af Ferrara. Efter morgenmaden satte vi os i bilen, og satte vores pålidelige gps på byen Mantova, en UNESCO by på po sletten. Vejen derhen var ikke så lang, men bød alligevel på udfordringer, sine steder var vejen ved at opløse sig helt. Sine steder mindedes vi køreture på balkan, andre steder gav vejen mindelser om african massage, så hullet og ujævn var den. Mantovas gamle bykerne er bedst at opleve til fods, så vi fandt en parkeringsplads ved byens stadion. Peter tjekkede lige om der skulle være mulighed for en kamp, men ak, for 6 dage siden spillede Mantova sæsonens sidste, der betød nedrykning til serie D. Mantova ligger ved 3 større søer, der alle har været en del af byens forsvarsværker. Vi slentrede roligt langs den nedre af søerne, Lago inferiore, og gik mod hertugernes gigantiske palads. Gonzago familien sad med magten i byen i ca. 450 år, og deres palads er enormt. Vi passerede paladset, og fandt endda byens godt gemte turist kontor, inden viblev enige om et sted at spise. Valget faldt på en sjov blanding af butik og restaurant, men maden var god, og betjeningen fantastisk. Menuen var på italiens, og godt nok giver det en lille udfordring, men omvendt er det et sikkert tegn på at man ikke er havnet i en turist fælde. Efter frokosten indlogerede vi os på vores b&b, fik en tiltrængt middagslur inden vi atter gik ud i de nu desværre regnfulde gader. Vi besluttede os for at se hertugernes palads, og det skulle vi ikke komme til at fortryde. Mængden af malerier, smukke lofter, kunstværker og lignende var enorm, og gentagne gange måtte vi stoppe op og beundre fordums tiders dygtige håndværkere. At sige at der var kælet for detaljen er nok det tætteste man kommer, for overalt stod selv små kunstværker knivskarpt. 2 timer efter entreen forlod vi de tørre gemakker og begav os ud i regnen.Solveig havde lyst til pizza til aftens mad, og ved fælles hjælp, samt en god portion held fandt vi det sted vi havde udset os tidligere på dagen. Heldigvis viste det sig at være et godt valg, pizzaen var nemlig som den slags skal være i Italien. 

at sige at hertugernes palads var overdådigt vil være en underdrivelse. Det var intet mindre end spektakulært smukt udsmykket.