Gensyn med Bruce og Ferrara

Vækkeuret ringede kl. 02.45 natten til torsdag for flyet mod Bergamo lettede fra Billund kl. 07.10 så vi stod denne morgen op før fuglene. Årsagen til denne lille smuttur i Kr. Himmelfartsferien var en koncert med Bruce Springsteen som vi havde haft billetter til i næsten et år. Vi skulle høre Bossen i Ferrara, en lille, smuk by på Po sletten, som vi havde besøgt tidligere tilbage i efteråret 2020. Desværre var hotelpriserne på himmelflugt efter nyheden om Bossens ankomst, så vi havde fundet et hotel ca. 40 km. udenfor Ferrara, hvor prisen var overkommelig. Vi havde lejet bil ved AVIS og checket ind med kørekort mm inden afgang mod Bergamo - det viste sig at være en super idé, for i løbet af fem minutter havde vi nøglerne til en lille orange Fiat 500.

Vi stod på shuttle bussen hen til udleveringsstedet og fik hurtigt smidt taskerne bagi og sat GPSén på Legnago - her havde Peter udset sig en by som passede med frokost, og det kom da også til at holde ret godt stik - vi kørte de 175 km og fandt let et sted at parkere. Herefter gik vi lidt rundt og nød solen samt at vi endelig var tilbage i Italien igen, som er og bliver ét af vores begges yndlingsrejsemål. Tiden går lidt langsommere, maden er helt ubeskrivelig, tempoet er taget ud af hverdagen og man har en udpræget sans for at leve i nuet og tage tingene som de kommer. Meget charmerende når man er på ferie, men måske man ville blive lidt træt af den til tider inkompetence, som også præger befolkningen.

Nuvel vi fandt et godt frokoststed, de havde kun håndskrevne menukort og pizza serverede de kun om aftenen... alt stod på italiensk, så vi besluttede os for en pastaforret og en hamburger til hovedret (det sikre valg) stor var overraskelsen dog, da hamburgeren blev serveret, for på tjenerens tallerken lå kun en stor hakkebøf og intet andet - heldigvis havde vi også bestilt kartofler til og de kom så ved siden af i en skål, men alligevel ikke lige det vi forstår ved en burger... I det mindste smagte det godt og vi blev mætte.

Tilbage i bilen satte vi GPSén på Ferrara og konstaterede, at det nok var lige sent nok, at vi begyndte at interessere os for, hvor vi kunne parkere. Ferrara er en by med 130.000 indbyggere, og man ventede 50.000 til koncerten - når man så tilmed kender italienske byer og smalle gader, ja, så var gode råd dyre. Vi tjekkede hjemmesiden og fandt ud af, at alle parkeringspladser var udsolgt. Fedt!

Nå men heldigvis er vi jo ikke bange for at gå, så mon ikke vi ville finde et sted til den lillebitte bil? Jeg satte mig bag rattet og Peter sad med kortet og tjekkede Google Maps for steder, med mulig parkering.

Der var kun 40 km. ind til Ferrara fra Legnago, så det varede ikke længe inden vi blev passet op at gule veste indenfor byskiltet, der ville vide, om vi havde reserveret parkering. Det måtte vi svare nej til hvorefter han sagde, at vi kunne forsøge at køre lidt længere ind og se, om vi kunne parkere på en gade - han virkede ikke særlig håbefuld. Men, men, men selvfølgelig havde Peter en idé og da Fiaten svingede ned ad Via Luigi var der selvfølgelig en lille plads og kun 3 kilometer ind til centrum. Vi var lettede.

Vi nåede lige en kop kaffe og gik lidt rundt inde i centrum, der var fyldt med glade koncertgæster. Da det havde regnet i flere dage i området, var vi lidt spændte på forholdene i den store bypark. Jo tættere vi kom på parken, jo flere så vi i gummistøvler... Peter havde regnet med at købe nye sko i Salewa Outlet næste dag, og havde et par gamle, hullede sko på; altså et par hvor der var hul i bunden! De havde ellers gjort meget for at vi skulle komme tørskoede igennem aftenen, men jo flere mennesker, der kom jo mere mudret blev det, og dem der havde gummistøvler på, var de klogeste. Nå, men heldigvis fandt vi et dejligt sted at stå ikke vildt langt fra scenen, sådan ca. bagerst i den forreste 1/3.

Kl. 19.40 gik Bruce på scenen og startede ud med "No Surrender" fra Born in the USA albummet - det var stort. Stemningen var i top og gæsterne skrålede med på de fleste numre. Det var en kæmpe oplevelse at se Bruce i storform på trods af de 73 år og i det hele taget hans E Street Band med lige så gamle medlemmer bare give den gas og udstråle at de stadig nød at spille musik. Parken gyngede og sang med og koncerten varede næste 3 timer, hvor de spillede uafbrudt uden pause. Ja, hans stemme er ikke blevet bedre, og ja, han spillede også nogle nye og ikke så kendte numre, men på bundlinjen var det en enorm stor oplevelse, som vi var helt høje over selvom det tog laaaang tid at komme ud af parken (italiensk ineffektivitet), omkørsel på vej tilbage og først kl. 02.15 lå vi i vores senge på hotellet, næsten 24 timer efter vi var stået op! Sikke en uforglemmelig dag.