A beast of a journey

 Vores tur til Canada startede i det små torsdag eftermiddag. Vi havde fået mulighed for at overnatte i Karstens nye lejlighed i Virum, så vi kørte afsted fra Harrislee ved 15. tiden. Undervejs faldt Solveig over et facebook opslag på de berejstes klub hjemmeside hvor der blev henvist til en ny rabataftale på vaccinationer. Hurtigt fik vi booket en tid til Dengue feber vaccination samme aften. Det betød lidt ændrede planer, for pludselig skulle vi jo nå noget efter aftensmaden, og da vi ikke ønskede at ankomme halvfulde måtte vi opgive at drikke den medbragte flaske vin.

Aftensmaden, som vi havde med hjemmefraspiste vi i Virum, og herefter gik det fluks med s-toget til Islands brygge, hvor en sød yngre lægehavde åbnet et vaccinationssted. Vi fik klaret vaccinationen uden problemer, og tog så s-toget tilbage, undervejs var der billetkontrol, så godt vi havde købt billet :-)

Fredag morgen bød på en rolig morgenstund, inden vi tog den offentlige transport til kastrup lufthavn. Som altid fungerede det perfekt med metro til døren. I Kastrup var der ikke så stor aktivitet, men alligevel var vi lidt i problemer. Til netop vores fly var det nemlig sparsomt med oplysninger om bagage drop. Der stod der ville komme oplysninger 2 timer før take off, men det gjorde der desværre ikke, således måtte Solveig spørge sig frem inden vi fik informationer om hvor vi kunne lægge vores rygsække af. Lidt ærgerligt, for der var naturligvis kø. Heldigvis gik det glat ved security, så vi nåede vores fly uden nogen som helst problemer.

Flyveturen til Vancouver var fra start udset til at være den værste, at sidde små 9 timer i et fly er ikke vores livret. Vi var dog heldige, vores sæder viste sig at være den rene luksus, for vi havde ingen foran os, så at sige at vi havde nok benplads ville være en underdrivelse. Det gjorde naturligvis at turen gik meget bedre end forventet, og vi var således ved god mod da vi landede ved 19 tiden om aftenen i Vancouver. Hurtigt kom vi igennem tolden og fandt et sky train ind til byens centrum. Betalingen foregik pr. credit card, ingen brug for et rejsekort herovre. Vores hostel lå i centrum, vi skulle kun gå små 700 meter fra skytrain stationen, men på den korte distance nåede vi at se at Canada ikke er et land med samme sociale struktur som Danmark, eller Tyskland for den sags skyld. Vi kom forbi mange hjemløse på gaderne, mens folk hyggede sig på fine barer på den anden side af gaden. Noget af en kontrast. Lige inden vi ankom til Samesun løb der en rotteover vejen, så er man jo ligesom ankommet :-)

Heldigvis var vores hostel egentlig ganske godt, vi havde fået værelser meget tæt på toilettet, hvilket er fint når der skal besørges om natten, men mindreheldigt når folk tænker håndtørrerne på samme tidspunkt.

Vi sov dog overraskende godtog vågnede næste morgen ret friske og udhvilede, ikke ringe de 9 timers tidsforskel taget i betragtning.

Rejsen var dog ikke slut endnu, Adele havde spurgt om vi kunne komme til Duncan tidligt, så vi havde ændret vores færge til kl. 10 fra terminalen i Tsawwassen. Det betød afgang fra Vancouver lidt over kl. 8 hvilket igen havde konsekvenser for vores morgenmad, der først blev serveret fra. kl. 8 

Vi var dog på plads tidligere, og den vildt venlige mand i receptionen sagde at vi bare skulle forsyne os med kaffe og toastbrød. Vi nåede at forsyne os lidt inden det viste sig at han ikke have koordineret venligheden med den køkkenansvarlige, for hvem det åbenbart var en formastelig tanke at man kunne starte førend klokken rundede 8. Resolut fjernede han således det værdifulde hvide toastbrød, kunne kaffen kunne han ikke bringe i sikkerhed. Kl 8 blev der så sat mad på, og vi kunne lige præcis nå at hapse lidt fra buffeten. Vejret havde ændret sig til det værre, vi måtte således gå til skytrain stationen i let regn. Gadebilledet var også anderledes i forhold til aftenen forinden, væk var de glade bargæster, mens de hjemløse havde holdt skansen langs fortovene. Ingeborg havde i øvrigt en interessant teori om hvorfor der var så mange hjemløse i byen, Vancouver har den mildeste vinter af de store canadiske byer, og for ikke at fryse ihjel sammes de hjemløse så her.

Sky trainer kører desværre ikke helt til færgeterminalen, vi måtte ca. halvvejs skifte transportmiddel til en bus. Heldigvis var der mindre trafik end frygtet, så vi nåede frem til terminalen i god tid inden færgen gik.

Færgen viste sig at være bygget i Flensborg, verden er lille. Overfarten var smuk, men vejret var så ringe at det det på den første del af turen ikke var muligt at komme ud på det dæk der vendte mod syd hvor vinden kom fra. Da vi først kom i læ af nogle øer kunne vi komme ud, men solen. der ville have være prikken over ièt lod sig desværre ikke se. Da vi gik fra færgen blev vi mødt af Ingeborg, der heentede os i en bil. Det vr en fed oplevelse at se hende igen. Fær færgen var der en god times kørsel til Duncan hvor huset vi har byttets til ligger. Vi prøvede at skyde genvej med en færge, men da vi kom til den var der en time til næste afgang, så vi endte med at køre hele vejen i stedet. 

Huset vi har byttet os til er super godt, og vel beliggende oveni. Vi har udsigt mod en stor sø, og meget overraskende kom der en kolibri på besøg, vi anede ikke den slags fugle var at finde så langt mod nord. 

Indlæggets overskrift stammer fra vi gamles fly til London, en britisk familie sad på sæderne bag os os moderen fortalte familiens børn at der ventede dem "a bedst of a Journey" hjem fra lufthavnen. I og med vores rejse strakte sig over en tidsforskel på 9 timer syntes vi godt vi kunne hapse denne beskrivelse.