Mandore Garden

 Det er ikke altid, at Lonely Planet giver alle svarene - for eksempel i dag havde vi fundet Mandore Garden på Pinterest, som et tip til en udflugt væk fra “Den blå by”. Så efter vi havde fejret Claus fra morgenstunden som i dag fyldte 67, fik vi en af de meget venlige nepalesiske brødre fra hotellet til at ringe efter en tuk tuk. Han mente sagtens, at vi kunne klemme os ned i én - så med rygsækkene bagi og lidt Tetris lykkedes det os at få lukket døren og så kørte vi afsted gennem den stadig lidt søvnige by. Mens vi ventede på tuk-tukken havde vi stået og snakket lidt med broren fra hotellet bl.a. om, at vi undrede os over, at vi ikke havde set nogle køer i gaderne. Han fortalte, at der næsten ikke var nogle tilbage, da de var døde af af en  smitsom virus under covid (som ikke havde noget med covid at gøre!). Men vi skulle dog ikke langt uden for centrum før vi så nogle køer, så alle var trods alt ikke forsvundet.

Vi blev sat af ved indgangen til haven og stillede os op ved billetlugen. Efter lidt tid kom en ung mand og sagde “ticket” hvortil vi alle nikkede og sagde “yes” - “not today” var hans svar og så blev vi vist ind i haven mens pungen blev i baglommen. 

Mandore Gardens er anlagt som gravmonument for nogle af de mest prominente herskere fra staten Jodhpur. Der er ligeledes en samling flotte templer og oppe på klippekammrn er der et udsigtspunkt og til den anden side en gammel mur og flere ældre templer og gravkomplekser, der har fået lov til at stå og forvitre lige så langsomt. De fleste bygninger var fra 15-1700 tallet.

På vej fra de mest velholdte monumenter til de lidt mindre bevarede, som lå lidt længere væk, skulle vi passere en kæmpe stor gruppe aber. De sad omkring en bro og noget buskads og fylde både stier og træer med deres små hyl og meget opmærksomme øjne, der fulgte os overalt. Vi prøvede at undgå at kigge dem i øjnene, da det skulle være med til at ophidse dem, men det var lidt svært at ignorere dem, for de fyldte det hele. Nogle løb rundt med en lille unge på maven og andre lå og slængede sig dog var de alle meget opmærksomme på vores tilstedeværelse. Vi har alle mødt aggressive aber på vores ture rundt i verden, så vi fandt hver især en pind, så vi da i det mindste kunne forsvare os, hvis de gik til angreb. På et tidspunkt havde vi mistet orienteringen inde i abegruppen, og Peter stoppede op og pegede med pinden i en anden retning, han mente, vi skulle gå. De fik straks aberne tættest på til at dukke hovedet og være klar til at smutte. Så selvom det ikke var intentionen at skræmme de, havde pinden en effekt og vi kom ud ad den rigtige sti uden at abegruppen fulgte med. Det var en stor oplevelse at se så mange aber samlet ét sted, og vi fik da også nogle rigtig gode billeder.

Efter at have snust lidt mere rundt i de gamle sten med de mange detaljer, blev vi enige om, at vi havde brug for en pause. Vi gik bagom og fandt et lille tempel, hvor vi fik et par billeder af nogle børn og kvinder, der gerne stiller op til fotografering og endda ofte beder os om at fotografere dem. Heldigvis lå der også en lille kiosk med  kolde drikkevarer og en et cafeteria, så vi fik fyldt vand på depoterne og indtaget en let frokost. Lige ved siden af lå et museum som vi blev enige om at kigge på, så vi betalte de 8 kr. for billetten og gik spændte mod indgangen for ingen af os vidste, hvad det indeholdt, men vi tænkte at det nok havde noget med templerne at gøre. Her blev vi dog overraskede idet den første sal indeholdt forskellige montre med fugle. Den ene var mere forpjusket end den anden, og de skilte, der skulle forklare, indholdet var meget, meget begrænsede så i fuglemontren stod der bare "Different kind of birds", der var også udstillet en lille træhane og en due af træ og det til trods for, at i hvert fald duerne findes i hobetal alle steder! Når man så ovenikøbet tænker på, at engelsk er et af deres officielle sprog, er det tankevækkende, hvor lidt de har gjort sig umage for at beskrive deres effekter. I de næste rum var der forskellige pynteting udstillet og i et andet dukker som skulle forestille de tidligere prominente mennesker, der har boet i området. De var gemt bag en glasrude, der var så fedtet, så man næsten ikke kunne se indholdet. I det sidste rum var der mørkt, men vi kunne dog skimte en stor montre hvor en udstoppet krokodille var udstoppet, med et skilt hvor på der stod "Crocodile" :-) Der var nogle meget fine billeder på væggene, men på grund af mørket var vi nødt til at tænde vores lommelygter i mobilerne for at se noget, men det var da også en oplevelse at være på museum i mørke - noget vi i hvert fald ikke har prøvet før. Da vi skulle til at svinge ud af hovedindgangen, blev vi råbt an af en vagt, for det viste sig, at vi stadig manglede et rum. Det skulle vi selvfølgelig have med, og godt for det, for her var der faktisk nogle modeller at de flotte detaljer fra bygningerne, godt nok med en minimal forklaring igen, men det var flot at se detaljerne så tæt på, og vi fik da også et par erotiske friser at gå hjem på. Man forstår måske bedre nu, at Indien er så folkerigt for de ynder i hvert fald at udstille på billeder og friser fra tidligere tider, meget erotiske billeder og figurer sammen med utallige skønne concubiner.

Vi slentrede tilbage mod udgangen og i de 35 graders varme var der allerede basis for en ny vandpause inden vi hoppede på en tuk-tuk tilbage til hotellet. Pausen blev tilbragt på fire plasticstole nærmest i et gadekryds og ejeren var smilende og venlig og der blev fotograferet på livet løs af smukke mennesker med og uden tænder. Inderne stiller utrolig gerne op til foto og kvitterer altid med et stort smil.

Da vi kom tilbage til hotellet hvilede vi lidt, kiggede på billeder og så blev vi inviteret ud til fødselsdagsmiddag på caféen tæt ved trappe-broen. Her fik vi et fantastisk måltid og store, kolde øl mens vi nød udsigten til fortet som var smuk oplyst i mørket. Det har været endnu en fantastisk dag i det smukke, varme og farverige Indien.