12 timers togrejse
Vækkeuret ringede kl 00.30 og så var den nat forbi. De sidste ting blev pakket og vi tog afsked med den skønne familie i havelien, der havde ventet med at gå i seng til vi var taget afsted. Vi blev kørt til stationen og toget holdt allerede på perronen. Det var et langt tog, hvor vi hverken kunne se den ene eller den anden ende. Sisse havde fået besked om, hvilken vogn vi skulle ligge i, og så var det bare med at finde den rigtige. Efter at være trasket i den ene retning et stykke tid, blev vi enige om at vende om. Langs toget lå familier på tæpper med deres ejendele i sække, måske var det der, de boede? Efter at være kommet godt ned langs togstammen i den anden retning, fandt vi vores togvogn. Vi havde bestilt på 1. klasse; 258kr pr person for en liggevogn i 12 timer. Desværre var vognen låst. Vi fik at vide, at den ville blive låst op kl 02.00 så vi satte os til at vente i natten, heldigvis var det lunt og fredeligt, og tiden gik forholdsvis hurtigt. Vi kunne se, at der lå to ansatte og sov i vores kupe. Da klokken blev 02.10 var der stadig ikke låst op og vi bankede på ruden.. kort efter blev vognen låst op og vi kom ind, men kun for at konstatere, at de to mænd stadig lå og snorkede i vores kupe. Vi fik dem vækket og de var ikke begejstrede for at skulle flytte sig, men gjorde det dog. De efterlod beskidt sengetøj og så gik vi ellers igang med “organisere” noget rent sengetøj fra de andre kupeer. Det lykkedes og vi var alle fire kravlet i seng da toget rullede ud af stationen i Jaisalmer præcis kl 03.00
Det blev en søvn man gled ind og ud af. Det tog lang tid for det lange tog at komme op i fart, men når det kørt afsted var det nogle dejlige bevægelser, der lullede os i søvn. Vi blev indimellem afbrudt at bank på døren, når der skulle ses billetter eller spørges om noget på indisk som vi ikke forstod. For at holde varmen ude var der to store blæsere igang inde i kupeen, der larmede helt ufatteligt men deres monotone brummen overdøvede alle andre lyde, så vi alligevel fald i søvn. Ved halv 10-tiden stak en smilende inder hovedet ind i kupeen og sagde noget på indisk - Sisse udbrød “we know you” og ved nærmere eftersyn var det den samme mand, som havde solgt os mad på den forrige togtur. Det fik ham til at smile endnu mere og vi fik bestilt fire gange “Thali” som er en platte med forskellige små vegetariske retter med ris og chapati. Han ville komme med maden kl 11. Vi fik ryddet sengetøjet væk og omdannet kupeen til en siddevogn og så fik vi tiden til at gå med snak, opdateringer på de sociale medier, sodoku, kigge på fotos og nyde udsigten så meget det kunne lade sig gøre, da vinduet hverken var stort eller rent.
Kl 12 kom frokosten og vi fik resten af tiden i toget slået ihjel indtil vi ankom til Jaipur kl 15. Her steg vi ud i en heksekedel af menneskemylder og Peter viste vejen til en fin metro, der satte os af 500 meter fra vires hotel. Vi gik forbi byens vartegn - en flot, rustfarvet facade i forbindelse med kongepaladset - byen kaldes The Pink City men er nærmere rustrød. Da vi havde tjekket ind gik vi ind for at se kongepaladset, som var en stor oplevelse især bygningerne. “Indmaden” på hotellerne er lidt støvet og meget traditionelt med montrer og små sedler, men der var en fotoudstilling med fotografier som Maharajaen der regerede fra 1830-1885 havde taget. Det var et fantastisk indblik og dokumentation af livet på det sted i den tid.
Kommentarer