Et smut til østkysten

 

01.04 

Vi ankom til Trincomalee om eftermiddagen.

Det blev ikke til meget mere end en hurtig frokost/aftensmad og en lille gåtur rundt i byen før vi det gik hjemad. Vi kom dig forbi et gammelt vandland, som stod helt øde hen, som efter vores mening var pga. corona. Dette var lidt mentaliteten for byen, som vi ellers havde regnet med var totalt turistet. Byen var dog lidt død og det vrimlede ikke ligefrem med turister, måske pga corona, måske også fordi det ikke var højsæson. Vi sluttede gåturen af med et smut i vandet. Det blev dog en hurtig omgang efter som Kayla mente hun så en svømmende krabbe i vandet og så skyndte hun sig ud.

02.04

Næste dag startede vi med en halvvissen morgenmad bestående af nogle kokospandekager og noget skrapt sovs man kunne putte ovenpå. Resten af dagen tilbragte vi på stranden, hvor vi fandt et par liggestole under en parasol. Vi fik bygget en sandborg og fik badet en masse i bølgerne. Vi sluttede af med en god frokost på stranden. 

Om aftenen gik vi ud for at finde et sted at spise, her kom vi forbi den lokale kirke, der var i fuld gang med gudstjeneste, som her foregik klokken 19:30, i ly fra varmen.

Vi fik begge en lidt for stærk Kotthu og købte senere lidt lækkerier inde ved det lokale supermarket. Her fandt vi en lokal dessert, Watalapam, som er en kokosbudding med en masse kryderier og honning.

03.04

Vi får vores obligatoriske morgenmad af vires venlige vært og efter lidt morgendovenhed og lidt kiggen rundt på mobilen, går vi ned til stranden. Her hygger vi i bølgerne og nyder solen til klokken 16 og går derefter ind i Uppuveli by og prøver at få fat i en bus til Trincomalee. På vejen derhen lyder der i det fjerne nogle høje brag og eftersom vi havde hørt sådan nogle før på turen, gjorde vi os ingen tanker. Men da de pludselig kom tættere på, så vi en folkemængde, som lignede en demonstration der gik optog på gaden. Her gik der et par mænd forrest og tændte kanonslag som de smed på gaden. I hælene på dem en pimpet tuk-tuk, med en kæmpe megafon på taget der brølede tamilske ord ud. Kayla og jeg gik lidt ned fra vejen og lod mændene passere forbi. Der kom en hen til mig med et kanonslag i hånden og sådan en brændestav, der skal holde myggene væk og bad mig tænde kanonslaget. Det lykkedes i andet forsøg og så råbte han away og gjorde kastehåndtegn og jeg fik hastigt kastet den ind i en sidegade, hvor den gav et ordentligt knald. Mændene grinede og smilte til hinanden. Efter kanonslagsfætrene, kom der også mænd med store trommer og herefter en lang bil med en kiste inden i. Det var altså en begravelse og den afdøde blev kørt ned ad gaderne. Lignende havde vi også set i Afrika, hvor de afdøde blev kørt rundt på gaderne og der var liv og glade dage for dem der fulgte optoget. Så det undrede mig faktisk ikke rigtigt at der her var et lignende dødsritual. Da mændene var passeret forbi, gik vi videre til vi nåede busstoppestedet. Her ventede vi indtil en mand kom forbi, der spurgte om vi ventede på bussen. Jeg nikkede og spurgte hvornår han troede den ville komme. Han tøvede lidt og sagde måske et kvarter og så holdte han en lille pause. Måske også 20-30min sagde han så. Puhh. Kayla og jeg satte os ned på busstoppestedet og gjorde os klar til at vente lidt. Hvorefter bussen kommer to minutter efter at vi havde talt med manden. Vi skynder os hen til bussen, der heldigvis holder, (ikke altid en selvfølge her). Bussen er proppet og et par unge drenge hænger ud ad bagdøren, så vi prøver at komme ind ad dørene foran, men på vej derhen begynder bussen og køre og selvom vi vinker og råber stop, kører den bare videre. Lidt nedslået, beslutter vi os at gå ind mod byen og finde en tuk-tuk på vejen. Heldigvis får vi afslået nogle tuk-tuks på vejen, for lige pludselig smadrer der en bus forbi og en mand der råber ud ad det ene vindue, hvad jeg tror skulle være et spørgsmål på om vi skulle med på bussen. Jeg nikker og begynder at løbe, Kayla følger trop. Manden ud af vinduet peger fremad og sandelig holder bussen også. En dame stiger ud og Kayla og jeg kaster os næsten ind ad døren og sætter os på det første sæde. Så er vi på vej ind mod byen og til en pris på 120, (2,5kr), kan man ikke klage.

Vi stiger af på rutebilsstationen inde i Trincomalee. Herefter går vi ud til Fort Frederick, som blev bygget af portugiserne i 1600-tallet. På vejen derud så vi en masse rådyr, som løb frit rundt. En lokal gruppe drenge, øvede også lidt deres engelsk ved at snakke med os og takkede så af og gik forud ind i fortet. Fortet som stadig bliver brugt af det Sri Lankanske militær, var mildest talt i forfald. Deres bygninger kunne godt trænge til en renovering og det lignede ikke ligefrem til at være svært at indtage. Vejen igennem fortet førte op ad en stejl bakke og inden længe begyndte vi at høre brøl og en fløjtelyd ud af en højtaler. Lyden forfulgte os hele vejen op til Kandasamy Kovil, som er et af de helligste hinduistiske templer i Sri Lanka. Det lå helt ude til vandet oppe på en høj klippe. Ved indgangen skulle vi aflevere vores sko og der blev advaret om vilde aber, der kunne bide. Vi gik ind i templet, hvor de var i fuld gang med det der kan sammenlignes som en gudstjeneste. Det bestod af nogle kæmpe fløjter, alla det man kender fra en slangetæmmer, og så var der nogle mænd der hentede røgelse og vand og hældte det ud på nogle små statuer. Templet var fra ca. 400 f.Kr. Men var blevet ødelagt af portugiserne til at bygge fortet. Så det der stod der nu var fra 16-1700-tallet. Vi gik lidt videre rundt inde i templet, før vi tog en tuk-tuk hjem og fik en omgang aftensmad hos en meget lokal restaurant, hvor maden smagte fantastisk, inden vi gik i seng. 

04.04

Der var dømt rejsedag igen. Denne gang den længste på turen indtil videre. Vi skulle hele vejen fra Trincomalee til Negombo, som er der hvor lufthavnen ligger. Det krævede en 8 timers togtur til Colombo, hvorefter vi tog en times taxatur op til Negombo og efter lidt besværlighed fandt vores hotel. Vi gik en lille aftentur, det var efterhånden blev mørkt og fandt en restaurant. Her serverede de kun portioner til to mennesker, så vi skulle lige blive enige om hvad vi skulle bestille. Og vand var de også løbet tør for så vi kunne kun få Sprite. 

Efter det gik vi hjem igen inden det næste morgen gik afsted tidligt til lufthavnen.