Vi har i dag haft en af de helt store dage, en af dem man kun kan gøre sig forhåbninger om at opleve, men som sjældent krydser ens vej. Det var ikke givet fra starten, for vores program adskilte sig ikke afgørende fra mange af de andre dage. Vi havde atter bygninger på menuen, nærmere bestemt Amber paladset, der før Jaipur blev grundlagt var områdets regeringssæde, Jaigarh fort, der troner højt på en klippe over Amber paladset, og til slut Jai Mahal, et smukt bygningsværk ude i en sø. Vi tog afsted efter morgenmaden som vi allerede indtog kl.7.30 for at få en hurtig start på dagen. Vi havde valgt at tage bussen de 12 kilometer ud til Amber paladset, da det dels var billigere end en tuk-tuk, dels sjovere, da det ville give os et indblik i indernes foretrukne transportform. Vi havde fundet frem til at bus A/C 1 gik kun 6 minutters gang fra vores hotel. Da vi ankom til stedet, hvorfra bussen ifølge google maps afgik, var det ikke til at se, at der her var tale om et stoppested. Peter spurgte en mand, der bekræftede at bussen afgik herfra, men fra den modsatte side af vejen. Meget kan man bilde os ind, men det troede vi efter en hurtig, kort konsultation ikke på. Siden fik Solveig opklaret, at vi stod rigtig, og så var det jo bare med at vente. Længe gik der ikke før vi sad i en bus, godt nok ikke den vi havde regnet med, men det viste sig at rute 29 også kørte den vej, så ind med os, til stor forbavselse for de andre passagerer. Samlet pris for de 12 kilometer var 80 rupees, ca. 6.50 kr.
Vi kom af ved Amber paladset, og kunne fra afstand beundre det imponerende bygningsværk. Paladset ligger ret højt, og der er her mulighed for at man kan bliver kørt op i jeep, eller ankomme standsmæssigt på ryggen af en elefant. Vi valgte dog den billigste og sundeste metode, nemlig at gå. Heldigvis krydsede vores vej elefanternes vej mod paladset, og hvilke billeder kunne vi ikke tage af de fascinerende dyr med deres Mahout på nakken.
Amber paladset er enormt, vi fik betalt for at komme ind, men havde svært ved at løsrive os fra sceneriet i den store gård, hvor elefanter kom og satte turister af i en lang strøm. At ride på elefanter er ikke i tidens dyrevelfærdstrend, men hvis elefanterne ikke har noget job, har de ingen værdi, og dermed intet liv. For os der ikke benyttede os af muligheden var de gode billeder, flot udsmykkede som de var.
Amber paladset viste sig at være flottest udefra. Måske gik vi forkert undervejs, men vi så aldrig smukt udsmykkede sale eller pænt møblerede rum. Vi kom til gengæld i snak med en bryllupsfotograf, der fortalte lidt om sit arbejde med at fotografere kommende brudepar. Efterfølgende er det så meningen at videoen, der klippes sammen kører gennem hele brylluppet, så det er noget af en opgave. På denne opgave var de 2 fotografer, og det lykkedes os også at tage et billede af "hans" brudepar der var flot klædt i traditionelt tøj.
Amber paladset var forbundet med Jaigarh fortet gennem i hvert fald én tunnel, den fandt vi, og begav os afsted mod det højtliggende fort. Efter nogen tid kom vi ud i det fri, og det betød så også, at opstigningen kunne begynde. I Amber paladset havde der været vildt mange mennesker, men vejen mod Jaigarh havde vi for os selv. Fortet er kendt for en god udsigt, og for at havde den største forlade-kanon, der har kunnet køre. På halvvejen mødte vi et par politi betjente der sad godt placeret i skyggen, og de inviterede os til at sætte os ned. Det gav mulighed for at få lidt tiltrængt vand, for temperaturen var efterhånden blev høj, samt for at kigge med mod Amberpaladset, vi havde lagt bag os.
Jaigarh fortet ligger på toppen af et mindre bjerg, strategiskvelplaceret over Amber paladset, og erforbundet med andre støttepunktergennem en 36 kilometer lang fæstningsmur. Vi ankom til fortet dryppende af sved, den både opstigning kombineret med den bagende sol havde i den grad åbnet for fordampningen. Lidt af fortet så vi på egen hånd, men da vi ville se en gårdsplads fik vi selskab af en meget insisterende, uendelig lidt engelsk talende kustode. Det tog os lidt tid at finde ud af at han åbenbart havde udnævnt sig selv til vores guide, og da var skaden ligesom sket. Vi forsøgte det gode gamle trick med at dele os op og på den måde ryste ham af, men nej, den gik han ikke på. Med myndige klap samt nogle insisterende inside inside kommandoer fik han rutineret samlet gruppen igen, så til sidst resignerede vi og overgav os til vores skæbne. Det viste sig nu at være lidt af et lykketræf, godt nok skurede det bestandige inside inside fælt i vores ører, men selve rundvisningen fejlede intet,og vi fik set steder på fortet vi umuligt kunne have fundet på egen hånd. Davi var færdige stak vi guiden gode drikkepenge, og fandt lynhurtigt en restaurant hvor vi dels kunne slukke tørsten, dels kunne spise god mad til meget billige penge.
Efter maden gik vi på jagt efter den helt store kanon. Da vi endelig fandt gik det op for os at den var meget større end den ellers ret store kanon vi havde set stå forladt i starten af rundvisningen. Kanonen må have været mest til pynt, for det er svært at se at den kan have haft nogen som helst praktisk betydning på datidens slagmarker. Vægten på 50 tons gjorde at den ville hindre enhver hær i hurtige manøvrer, ligesom bare det mindste tilløb til bløde veje må have fået den til at synke i jorden. Kanonen er åbenbart den helt store attraktion for de lokale, fotos var det den fantastiske udsigt, de smukke bygninger, samt størrelsen på fortet. Ved kanonen, som man kan køre helt op til, var der adskillige der bare steg ud af deres biler, toget et billede, og kørte ned igen. Lidt mærkeligt, når der nu var så meget andet at se på.
Vi valgte at gå ned af bjerget igen, det er jo trods alt lettere at gå ned, og man ser også mere end hvis man kører. Sisse kom i snak med en familie, og inden længe havde vi taget billeder af hinanden, og endda fået oplysninger så vi efterfølgende kunne sende billederne til dem. Det var en stor familie fra nabodelstaten Punjab der var på tur til Jaipur for at være turister ligesom vi.
Da vi atter var nede fra bjerget gik vi til den lille bys sidste attraktion. Nemlig endnu en af de fascinerende step brønde, vi tidligere på turen så et par eksemplarer af i Jodhpur. Denne var der ikke så meget vand i, men den var nu alligevel spændende. Vi måtte ikke gå ned i den, det privilegier var forbeholdt endnu et kommende brudepar der brugte de smukke omgivelser til en fotoshooting.
Efter brønden fandt vi atter bus nr. 29 tilbage mod Jaipur. Vi stod dog af ved Tal Mahal, et flot palads ude i en sø. Her gik vi rundt langs breden for at få de bedste billeder, og mens vi ventede på at solen langsomt kom lavere på himlen var vi så heldige at se skildpadder, pelikaner samt ikke mindst isfugle. Der var også et leben af lokale der var ud på at slå tiden i held, man kunne således bl.a. få taget billeder i traditionelle kostumer med paladset i baggrunden.
Til slut billeder af selve paladset, der ikke er i brug, og somikke kan besøges. Man kan dog sejle på søen, og på den måde komme tæt på. Som det ses er lyset fra den rigtige side på alle dagens billeder, ikke heldigt, men resultatet af god planlægning!
Kommentarer