Efter den vildt inspirerende lørdag i og omkring Jaipur var der klart at søndagen næppe kunne fortsætte i samme gear. Allerede før morgenmaden fik vi klarhed, Solveig måtte melde forfald med dårlig mave. Det reducerede hold begav sig efter morgenmaden afsted mod vindenes palads, hvis facade blev brugt af herskerens konkubiner så de kunne se uden at blive set. Bygningen er vildt smuk, og lidt af et vartegn for Jaipur. Vi havde nu ikke planer om at komme ind i bygningen, men gik kun derhen for at tage billeder, nu hvor den lå badet i formiddagssolen.
Efter besøget var næste stop Nahargarh slottet, der knejser oppe på en bjergtop tæt på byen. Slottet er fra 1734, men seriøst ombygget kort før år 1900, hvorefter det mere blev et slat end en fæstning som den oprindelige bygning. Garh betyder fort, så navnet mere end antyder det oprindelige formål. Vi fandt en tuk tuk der kunne køre os derop, og for 500 rupees slap vi for en heftig vandretur op af det stejle bjert på en vej komplet udsat for solens kræfter. Slottet var en ok oplevelse, men da det er bygget på en gang var det vores indtryk at havde man set et rum havde man set de fleste. Hvad der derimod undrede os var at de lokale åbenbart mener at det er helt ok at ridse deres navne ind i murene. Selvom paladset fungerer som museum og kulturarv er der begået omfattende hærværk, hvilket er udenfor vores fatteevne. Mange tastningers svage punkt har været vandforsyningen, og ligger den på en bjergtop er problemet jo logisk nok. For at kunne klare en belejring var der derfor anlagt 2 trin brønde, i et lidt andet design end dem vi har set indtil nu. Disse gjorde fint brugt at terrænet, og har kunnet rumme enorme vandmængder.
den nedre trin brønd taget fra dæmningsmuren. Også her var landskabet blevet udnyttet til at optimere vandforsyningen
Modsat hvad vores tuk-tuk chauffør havde forsøgt at bilde os ind var det naturligvis muligt at gå ned fra slottet. Vejen nedad var hård for knæene, og da vi først var nede var strabadserne ikke slut for denne gang. Vi havde fået øje på en sø med noget der lignede et palads i den ene ende oppe fra slottet. Det ville vi vi gerne tjekke ud, men det var lettere sagt end gjordt. Først var det svært at komme i hen til søen, der var absolut ingen veje der gik til højre fra hvor vi gik, og da vi endelig fandt en vej der gjorde det viste det så også at søens breder var komplet bebyggede, med andre ord, vi kunne sket ikke komme ned til den. Lidt af en bet, men det er jo hvad der af og til sker når man får en god ide der ikke er beskrevet i en guide bog.
Efter skuffelsen ved søen gik vi tilbage mod vores hotel, på vejen kom vi igennem by paladsets park, der som så mange andre anlæg i byen både skriger og råber på vedligeholdelse. Parken kunne være flot, men for at den skal blive det skal der ryddes op og sættes i stand, ikke nogle styrker vi har set meget til hos inderne den sidste uges tid. Frokosten fandt vi et lokalt sted, hvor selve mad delen ikke nåede op på 20 kr. for 3 personer. Herefter gik vi til hotellet, hvor det heldigvis viste sig at en bleg, men fattet Solveig kunne lokkes med ud til eftermiddagens program.
Vi startede med at gå til det gamle observatorium, der i dag er på UNESCOs verdensarvsliste. Her så vi imponerende instrumenter brugt at at studere himmellegemernes position. Det er svært andet end beundre den viden der har været, selvom instrumenterne har været forholdsvis simple. I europa var kikkerten på dette tidspunkt i brug, men det lod ikke til at være tilfældet her. Sidste programpunkt var vindenes palads, der var noget større end hvad facaden indikerede. Også fra bagsiden var det værd at se, og således så vi endnu et eksempel på den imponerende arkitektur der har hersket i tiden omkring Jaipurs grundlæggelse. Vi afsluttede med at se facaden fra den modsat liggende cafe, der havde en imponerende beliggenhed, og en hygiejne standart der ville have medført øjeblikkelig lukning i Danmark!
Kommentarer