Turens Dronning

 Taj Mahal; gravmonumentet for Mumtaz Mahal, som var gift med stormogulen Shah Jahan, er rigtig svært at finde de passende superlativer for. Det er storslået, imponerende, smukt og romantisk på én og samme tid.

At se Taj Mahal har stået meget højt på vores ønskeliste i mange år, og vi var ikke i tvivl om, at vi skulle have billetter til morgenåbningen så vi dels kunne se lyset fra solopgangen sprede sig på bygningsværket, dels ville der forhåbentlig ikke være helt så mange mennesker som senere - og så var der lige den lille ting, at de lovede op til 39 grader i dag, så jo tidligere, jo køligere.

Vi stod derfor foran indgangen ved East gate med vores online-billetter på telefonen, som vi havde købt aftenen inden. Der var kun to foran os i køen, og porten ville blive åbnet kl. 05.30. Tiden gik lynhurtigt, for der var meget at kigge på - gaden, der hver eneste dag oplever det samme gentage sig: i hundredevis af turister, der stiller sig i kø bevæbnet med kameraet og mobiltelefoner for at tage både billeder af sig selv, men især af monumentet. Der blev sat varer frem, kørt med cykler og vogne med friske forsyninger, solgt vand og kaffe, alt imens køen vokser og vokser. Da der begyndte at blive lidt mere aktivitet omkring indgangen var det, at jeg (Solveig) opdagede, at jeg ikke havde kameraet med… Vi havde valgt kun at have én rygsæk med, og jeg havde ikke fået flyttet kameraet over. En virkelig dum dag at lade kameraet ligge på hotellet! Heldigvis var Peters kamera fuldt funktionsdygtigt og batteriet opladet. Det var min mobil også, og så måtte jeg klare mig med den. Nogle gange er det måske også meget sundt ikke kun at opleve gennem kameralinsen, men i dag var det udsagn vist mest en trøst og ikke noget, jeg for alvor mente…Men nu var klokken blevet 05.30 og porten til et af de nye 7 vidundere åbnede sig. Først skulle vi dog igennem billetscanning og security, men det gik hurtigt, og efter et par minutter, stod vi pludselig foran vidunderet, og en drøm blev forvandlet til virkelighed. Det var et magisk øjeblik.

Vi slugte billederne og indtrykkene og prøvede at indfange begejstringen og skønheden, men det er helt ærligt svært for det er så stort og mageløst, fyldt med detaljer og så hænger de forskellige dele sammen, så det er svært at løsrive delene fra helheden. Der er arbejdet rigtig meget med detaljer og symmetri både i bygningerne og i selve parkanlægget. Den hvide bygning indeholder mausolæet, og der er brugt den fineste, tynde, hvide marmor dekoreret med fine blomsterranker. En guide viste os, hvordan man med en lommelygte kunne se igennem marmoret, så fint var det.

Vi brugte næsten 4 timer rundt på anlægget inden vi gik tilbage til vores hostel for at spise morgenmad. Efter et enkelt kig på vejrudsigten kunne vi konstatere, at det blev en varm dag med de 39 grader, der blev lovet, så vi besluttede os for at se et par ting mere og så tage tilbage til hotellet, når varmen blev ulidelig. 

Vi tog en tuk-tuk ud til Itimad-ud-Daulah også kaldet “The baby Taj”, hvor Mumtaz’s bedstefar lå begravet. Dette var det første mogulske mausolæum, som blev bygget ved floden Yamuna, og det er ikke svært at se, hvor inspirationen til Taj Mahal er kommet fra, når man har været her. Det var et meget fint bygningsværk, pyntet med de smukkeste marmorvinduer og blomsterfriser. Kombineret med stort set ingen andre turister, var det en super fin oplevelse at slentre rundt og nyde, sammenligne med store Taj og læse om stedet. Da vi gik mod udgangen kom en bus med turister, så vi var heldige.

Vi gik de små to kilometer til et ældre og mere misligholdt gravmæle fra 1639 som opbevarede en digter, der havde været tilknyttet hoffet. Mælet var bygget i persisk stil, og man kunne tydeligt se rester at små blå sten på udsmykningen og også sammenligne arkitekturen med den persiske stil, vi har set i Iran.

En af de tuk-tuk chauffører vi afviste på vejen herud havde lagt to og to sammen og holdt nu og ventede på os i den lille blindgyde, hvor vi befandt os. Nu var varmen ved at være sej og vi hoppede ombord og blev kørt hen til sidste stop inden middagspausen, som var et haveanlæg lige over for Taj Mahal, hvor Mumtaz’ mand havde haft planer om at bygge et identisk mausolæum i sort marmor til sig selv kun med floden imellem. Det blev dog aldrig til noget, for Shah Jahan (Mumtaz’ mand) blev spærret inde på Agra Fort i 8 år inden han døde. I dag står hans kiste ved siden af Mumtaz i det hvide mausolæum, det har ødelagt lidt af symmetrien i rummet, men det opvejes af tanken om, at han blev forenet med sin elskede hustru i døden.

Resten af dagen gik med at slappe lidt af og så en solnedgangstur til floden. I morgen venter fortet.