Religiøse røvere og ørken rotter

 Efter endnu en varm nat blev det tid til vores sidste dag i Jaisalmer. Vi starter for en gangs skyld ikke med morgenmad, men derimod med et tempel besøg. Tæt på Suraj ligger der en del Jain templer, og ved åbningstid kl.8 om morgenen burde der kun være os og nogle hellige mænd. Vi betalte billetten, og gik ind i det første af templerne. Da det ikke kan formodes at læseren har styr på Jain religionen, så kommer der her et par facts - Religionen er gammel, ældre end kristendommen. Den menes at være 2500 år gammel, og opererer med 24 guder, der hver har et dyresymbol. da 6+6+6+6 =24 er der 6666 gudestatuer i et tempel, tror vi nok. For os lignede guder hinanden, men for de indviede er der givetvis store forskelle. Jain religionen er traditionelt knyttet til handelsfolk, og er i klart mindretal i Indien, hvor Hinduismen dominerer med Islam som den næst mest fulgte trosretning. Jain tilbederne følger en af de strengeste religiøse dietplaner, de er vegetarer, og spiser endda ikke grøntsager der er vokset under jorden, for det kan jo ikke afvises at et enkelt insekt lader liver når det høstes eksempelvis løg. Deres hellige mænd lader derimod til at have en fuldstændig umættelig appetit på noget så verdsligt som penge. Dårligt var vi kommet ind førend en hellig mand meget påtrængende kom med en skål og nødede os til at lægge en pengeseddel derned. Da det ikke hjalp slog han ned i skålen, hvilket skræmte Peter til at skille sig af med 20 rupees. Dette offer havde ikke den ønskede effekt, for den hellige synes ikke 20 rupees var en værdig donation, endnu et slag fulgte, hvorefter Peter afleverede 100 rupees. Hurtigt forlod vi dette tempel, og i det næste stod der et skilt hvorpå de malede budskab forkyndte at man IKKE skulle give de hellige mænd penge, men istedet donere dem i den centrale donationsbox. Enhver forhåbning om at tiggeriet herefter ville høre op forsvandt dog hurtigt, de hellige mænd gjorde nu i stedet opmærksomme på muligheden for at tømme pungen ned i donationsboksen. Vi modstod dog, og vandrede gennem de overdådigt udsmykkede templer. I det næst sidste tempel bad en hellig man om at få klokken at vide, glade for at kunne tilbyde sin hjælp sprang Peter beredvilligt til og viste hvad klokken var slået. Et tak ville have været på sin plads, men nej, i stedet mente denhellige åbenbart at han for sit spørgsmål havde fortjent en erkendtlighed at ukendt størrelse. I hvert fald pegede han ned i sin åbne hånd, der da også ven nærmere inspektion sagtens kunne rumme adskillige pengesedler. Det fik os dog i stedet til at skynde os videre, til det sidste tempel, hvor vi kun mødte en ældre rengøringskone, der i stedet for at spilde tiden på tiggeri fejede templet rent. Sådan er rollerne åbenbart fordels, kvinderne arbejde, og de hellige mænd tænker kun på penge, men er naturligvis for fine til at tjene dem selv på ærlig vis, så i stedet plager de livet af sagesløse forbipasserende med påtrængende tiggeri. I Peters øjne en skammelig måde at bruge sin tid på.

Efter tempelbesøget søgte vi tilbage til Haveli Suraj, hvorefter morgenmaden fulgte. Atter fik vi lidt information om stort og småt, og besluttede os for at booke en tur ud i ørkenen i løbet af eftermiddagen. Med dagsprogrammet på plads delte vores gruppe sig kortvarigt. Peter og Solveig gik til søen for billeder, mens Claus og Sisse valgte at se byen ordentligt. Turen til søen er ikke så lang, kun godt 2 kilometer, men allerede her ved 10 tiden var varmen hård ved os. Heldigvis var der gode billeder at få, for på dette tidspunkt af dagen havde vi solen i ryggen.

fra søen gik vi tilbage mod fortet. Vi kom omkring en ældre blind kvinde der tiggede siddende i en trækvogn. Da vi så hende første gang havde hendes mand skubbet hende på plads. Der er en helt utrolig forskel på velstandsniveauet i Indien, og som ældre blind kvinde er tilværelsen ikke let. Vi gav hende 5 euro, og det var tydeligt at hun ikke genkendte sedlen, de læsere der har set slumdog millionaire filmen ved hvad der hentydes til her.  Da vi atter nåede op til fortet passede det fint med at vi kunne slå følgeskab med Sisse og Claus og sammen se Maharajaens slot. Vi havde godt nok fået at vide på Hotel Suraj at hvis vi havde set paladset i Jodhpur kunne vi spare pengene og droppe paladset i Jaisalmer. Efter at have set paladset er vi tilbøjelige til at nikke ja til den udmelding, for alt undtagen prisen blegnede i sammenligning med paladset i Jodhpur. 

Efterfølgende blev det til frokost på en lille restaurant i et gammelt fæstningstårn. Mad var god, så det var ikke kun beliggenheden der talte til restaurantens fordel. Ud af et af de gamle skydeskår kunne vi se indiske familier på tur, mange af dem tog billeder ved en gammel kanon. Som så ofte før på turen havde vi stor fornøjelse af at fotografi og blive fotograferet.

Vores tur ud til ørkenen startede ved 15 tiden, vi blev hentet på hotellet, og gik så med vores chauffør ned til bilen, der kunne føre os til ørkenen. Vi havde bedtom at se en forladt landsby på vejen, der meget hurtigt var blevet forladt for omkring 200 år siden. Det var nu lidt en skuffelse, nogle huse var blevet genopbygget, og gav et indtryk af hvordan en landsby i ørkenen havde set ud, men der var ikke det helt store at komme efter. Dog var vi så heldige at kunne få billeder af flagermus i et af husene, det var en uventet oplevelse at se dem hvile sig før nattens togter.

Fra landsbyen til ørkenen var der en time i bilen, det skulle dog vise sig at det ikke var uden stop undervejs, første stop siger en del om det indiske samfund, for bedst som vi kom kørende blev vi stoppet af politiet.alt var i orden, chaufførenhavde taget sikkerhedssele på kort forinden, og bilens papirer fejlede heler ikke noget. Den slags detaljer har dog ikke den store betydning når nu de stakkels politibetjente er tørstige. Altså måtte der smørrelse til, og der var ikke et par vandflasker der skiftede hænder, men en seddel eller 2. Sidste stop inden ørkenen var chaufførens landsby, de 20minutter i denne lille støvede flække skulle vise sig at blive turens højdepunkt, for det var som om tiden havde stået stille her. En ung kvinde gik og fejede da vi kom, en anden samlede møg op der kunne bruges enten som brænde eller til byggematerialer. Utallige børn spurgte efter kuglepenne, og de ældre sag mageligtog kiggede på.Her skete der ikke meget, og roen var en behagelig kontrast til det hektiske liv i byerne vi har besøgt.

Selve ørkenen var en af de mindre af slagsen, ingen endeløse vidder af sand, men ved 4 fodboldbaner vandreklit. Flot, men ikke imponerende, og vi var glade for at vi ikke havde booket en kamel til at tage os rundt i sandet. Imens vi begå ørkenen lavede chaufføren og en mand vi havde hentet kort før vi ankom mad, det var utroligt hvad de kunne få ud af simple råvarer og et enkelt lille bål.

Tilbage i Jaisalmer mødte vi nogle drenge der trods pladsmangel øvede sig i Cricket, Claus tog handsken op, og med et vintage Nykøbing Mors kast tog han straks et gærde. Det gav reskept, og var en passende afslutning på en god dag.