Kænguruer, 3 søstre og en mand fra KK

Efter en god nats søvn i autocamperen, forskellige gøremål med fyldning og tømning af vandtank, som Peter klarede med Christian som supervisor - eller var det omvendt?, og et tømt toilet, som Ingeborg og Solveig klarede, rullede vi ud fra campingpladsen og videre mod nordøst. Vi var dog ikke kommet langt før Peter spottede en stor flok kænguruer, som stod helt tæt ved vejen og nød deres formiddagsmad efter nattens regnskyl. Han blev bedt om at stoppe, og så var der fototid, det så faktisk ud som om kænguruerne nød det, de poserede i hvert fald, så der kom nogle gode shots i kassen. Canberra er i følge Lonely Planet et af de bedste steder at se kænguruer, der er rigtig mange, og de er forholdsvis tamme, så du kan komme meget tæt på før de stikker af. Dette måtte en af byens politikere også sande, da hun blev overfaldet af en kænguru på en af sine løbeture, men da de er ikonet på Australien, kom hun ikke igennem med restriktioner overfor disse nationalsymboler.



Målet for dagens tur var nationalparken Blue Mountains uden for Sydney. Et kæmpe skovområde med kæmper af eucalyptustræer der pga deres høje indhold af olie kaster et blå/gråt skær over hele området. desuden er der høje bjerge på ca. 1100 meter, og det giver et meget varieret landskab, der kombineres med gule klipper.
De 300 km blev tilbagelagt, så vi var ved nationalparken ca kl. 13.00 - her blev det til en autocamperfrokost bestående af cup-noodles og brød. Heldigvis var der et "Visitor Center" (som de for øvrigt er rigtig gode til at lave) ud for p-pladsen og vi fik en vældig god snak og gode tips og kortmateriale til de næste dages vandreture. Det må siges, at have været en meget kompetent rådgiver, for han formåede at "sælge" en 3-timers vandretur til Ingeborg, som hun nu glæder sig til at komme på i morgen - resten af familien er selvfølgelig og vilde, men det siger jo sig selv, når det kommer til vandring.

Vi fik hurtigt parkeret autocamperen på en campingplads i udkanten af byen Katoomba, hvorfra et utal af ture gå ind i nationalparken. Og så var det tid til at udforske, vi kom forbi "De tre søstre", som er et "must-see" her, og vi blev velsignet med sol og blå himmel.
Efter et par timer, blev vi enige om at dele os, da gutterne gerne ville gå ned i dalen og rundt om søstrene og pigerne ville gå til byen og købe ind.






Vi var dog hjemme sjovt nok næsten samme tid, pigerne havde fået købt ind og var heldigvis fundet tilbage til campingpladsen selvom telefonen, som havde kortet, gik død. Og drengene kom hjem og var temmelig svedige og kunne berette, at det var stejlt her og masser af niveauforskelle, og sandelig om de ikke havde møde en mand fra Kota Kinabalu på Borneo, han var lost, men heldigvis kunne Peter hjælpe ham med at komme på sporet igen, og så fik han da også lige et par tips til vores tur til Borneo - en win win situation.

Under aftensmaden, som blev indtaget i autocamperens bagerste lounge, var vi alle enige om, at det var godt, at vi havde fået en campingplads med strøm, for med kun 6 grader og en fæl vind, er der ikke meget, der varmer udenfor.
Ingeborg, familiens ukronede luksusdyr, kunne fortælle om en ny trend kaldet "glamping"-det er åbenbart camping på luksusklassen. Prøv selv at søge på ordet, Peter og jeg skød det ned med det samme...hvorfor tage på camping, hvis man hellere vil være på hotel?? Nej, der er kun én måde at være ude i naturen på, og det må godt være primitivt indimellem...Glamping bliver ikke noget, vi afprøver, men hvem ved, måske kan Ingeborg en dag lave et indlæg på bloggen om det:-)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag