Tassie here we come !

 

Vækkeuret ringede kl. O4.15, og så var det ud af fjerene, vi skulle med flyet til Hobart på Tasmanien kl. 9.00, men først skulle turen ind igennem Melbourne klares, og i en by med 5 millioner mennesker, er der vist aldrig stille på vejene… heller ikke denne morgen, men Peter klarede turen i fin stil og vi kom rettidigt til lufthavnen.

Vel ankommet til Hobart med Jetstar fik vi udleveret vores lejebil, en SUV Nissan Xtrail – vi var kørende!

Solveig satte sig bag rettet og vi stoppede første gang i Oatslands, som er en gammel by grundlagt i 1821. Vi følte os som statister i en film og ville ikke være blevet overraskede, hvis der pludselig havde lydt skudsalver og et opgør var i gang… Dog var det eneste vilde der skete, at vi fandt en hyggelig cafe/bageri hvor vi fik en kop kaffe inden vi kørte videre. At dømme på ”til salg” skiltene var byen mere død end levende, men den havde bestemt haft sin storhedstid.

Vi kørte videre mod byen Ross (grundlagt i 1812), som holdt sig i samme stil… og derefter stoppede vi først i den lille flække St. Mary, som var sidste indkøbsmulighed inden feriehuset med navnet ”Waterfront”. Selvom det var byens eneste butik og den ikke var større end en dansk døgnkiosk i provinsen, fik vi købt det hele ind og aftenens menu stod på lammesteg og mos af søde kartofter.

Dagens højdepunktvar dog det hus, Peter havde lejet til os i Falmount- det ligger kun et stenkast fra havet og hvor end man befinder sig i huset kan man høre lyden fra havet, når bølgerne bruser op mod strandkanten. Huset er desuden indrettet med store panoramavinduer, en kikkert, så man kan spotte hvaler og to velplacerede lænestole som har front mod havet. Det er allerede blevet et hit at bo her.

Christine som er vores værtinde bor i huset ved siden af, hun var inde for at byde os velkommen og spurgte i den forbindelse, hvad vi havde lyst til at opleve. Vi fortalte hende, at vi gerne ville ud i naturen og gerne opleve den og Tasmaniens dyr, og så var vi bare så heldige, at hun spurgte os, om vi kunne tænke os at se Wombats som lever i det fri? Vi var ellevilde, især Ingeborg og Christian. Christines ven John, som boede 10 min kørsel herfra har i mange år reddet dyr, som er blevet trafikofre, dem tager han til sig og fodrer dem så de kan leve videre i deres naturlige omgivelser når de er kommet sig over deres kvæstelser. Han ville gerne vise os sine wombats, og lige da vi var blevet færdige med at spise ringede Christine og sagde, at vi skulle stå klar om fem minutter, så ville John have noget at vise os.

På den korte køretur ad den bumpede grusvej op i terrænet så vi wallabies (små kænguruer) som flygtede fra billygterne. Christine fortalte, at de indfødte på Tasmanien helst ikke kører efter mørkets frembrud, da der er alt for mange vilde dyr som risikerer livet, og det ønsker man ikke.

Da vi holdt udenfor Johns hus og vi stod ud af bilen, tyssede han på os, der havde lige været to wombats, men de var blevet forskrækkede af lyde fra bilen og stukket af. Han fik dog hurtigt fat på Arthur, som han tog på armen og fortalte, at Arthur var 1 år gammel, hans mor var blevet kørt ned, mens Arthur var i pungen. Moren var død men Arthur var blevet reddet af John. Vi fik lov til at klappe og holde ham – helt fantastisk oplevelse. Og mens vi stod der med ham på armen kom Brenda spadserende for at spise nogle af de havregryn, som John sætter ud til dem om aftenen i de perioder, hvor det er meget tørt og det derfor kan være svært at finde føde. Det var en af de helt store oplevelser at komme så tæt på et af de dyr, vi ellers kun har set på TV og som kan være meget svære at få øje på i naturen, hvis du ikke er en kender.

Desværre kom vi lidt for sent til at få et glimt af ”Cherrypie” som er en wallabi, der gerne kommer forbi John for at få lidt gryn, men vi nåede da at hilse på hans lille puddelhund Bobby inden Christines Alfa Romeo kørte tilbage ad den bumpede vej ned mod huset ved havet.