Paradise is here



I dag var vi hurtigt ud af røret og satte kursen mod Surfers Paradise, hvor morgenpausen skulle tilbringes. Bagsædepassagererne skiftede atter position fra liggende til siddende, og faldt i søvn igen.
Klokken ca. 9.30 forsøgte chaufføren at finde en egnet parkeringsplads i ”surfers”, som dette sted hedder i folkemunde, det blev til en lille kradser på taget og et bøjet skilt; ikke hver dag man kører rundt i en bil på 3,4 meter i højden… men skidt pyt, vi er ”Fully insured” så det betyder ikke noget.
Surfers Paradise er indbegrebet af turisme og de har i gennemsnit 20.000 turister om dagen året rundt. Selve strandpromenaden er tilbygget med store skyskrabere helt ud til vandkanten, ikke specielt charmerende, men sikke en flot strand. Så hvis man eftersprøger natteliv, shopping, restauranter og en lækker strand med gode temperaturer året rundt, så er Surfers stedet…



 Vi kørte hurtigt videre og kl. 11.30 holdt vi ved færgen til North Stradbroke Island. En lille ø i det sydlige Queensland ca. 45 minutters sejlads fra kysten. Dagens første kop kaffe blev købt og røg ned, mens vi ventede på den lille færge der skulle fragte os til øen. Overfarten gik godt, hverken Solveig eller Christian viste tegn på søsyge, hvilket også ville have været overraskende det blikstille vand taget i betragtning.
 Et underligt syn, træer midt ude i vandet.





Vel ankommet til byen Dunwich forsøgte vi at komme til campingpladsen, desværre viste medarbejderne på visitor centret alle mulige tegn på manglende kompetencer, 4 mand på arbejde men ingen kunne lave swipe kort så vi kunne komme ind! Vi kunne dog få de manglende kort på Adder rock camping, nabopladsen til vores egen. Her kunne vi også få en masse anden information, bl.a. om koalaer, hvaler, kænguruer og delfiner. Alle tippene skulle efterfølgende vise sig at give pote.
Vi fik camperen parkeret på en ikke helt jævn plads, og selv uden vatterpas kunne vi se, den var gal. Peter fik den rettet noget op, og efter frokosten låste vi den af og begav os på vej imod stranden og flere anbefalede udsigtspunkter på øen.
Det blev til en rigtig hyggelig spadserertur på stranden, hvor vi på de 10 km turen varede, både så pukkelhvaler (heldigvis var kikkerten med og i brug denne gang), delfiner, som var på fisketur, en koala, der sag os sov på en af de nederste grene i et eukalyptustræ og en stor del kænguruer, der også kom ret tæt på, og så må vi da ikke glemme de ørne vi så komme svævende oven over os.
En rigtig fin dag, hvor vi oplevede Queenslands flora og fauna folde sig ud.












Aftenen sluttede af i autocamperen med Ingeborgs madlavning og et spil, hvor Ingeborg vandt. Nu er vi klar til at gå til køjs, klokken er 21.30, men vores naboer på campingpladsen har været i seng siden klokke 19, så hvornår mon de vågner i morgen – måske sammen med solen? Heldigvis varsles der godt vejr i morgen, og så vil vi nyde dette lille paradis – en rigtig god måde at slutte en god ferie af på.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag