A day of two halves



Vores dag startede med kold luft. Ikke sådan at forstå, at vi var blevet uvenner i camperen, men varmt var det ikke at vågne op i Katoombas 5 graders varme. Vi priste os lykkelige over at have valgt en plads med strøm, for det betød at varmeanlægget hurtigt kunne bringe luften i vores mobile hjem op på acceptable 21 grader inden vi turde forlade dynerne.

Maui på pladsen, solen skinner, men skinet bedrager, der er ikke tale om høje sommertemperaturer denne morgen.

Vores dagsprogram var lagt, vi skulle gå en tur ved Wentworth falls, et smukt vandfald 10 km øst for Katoomba, i retningen mod Sydney. Klokken lidt i 10 var vi klar, og ikke sent stod det os klart, at vi havde valgt en fantastisk vandretur. Det ene smukke udsigtspunkt afløste det andet, og ruteføringen var også sublim, halvdelen af ruten var lagt på et smalt lag på midten af den 150 meter høje klippekant, spektakulært!














Vores frokost havde vi selv medbragt, Solveig havde tryllet triste rester om til fantastisk frokost, som vi kunne spise i strålende solskin på en vandreresteplads. Efter turen satte vi os til rette i autocamperen og kørte fluks de 90 kilometer til en campingplads i udkanten af Sydney. Her ankom vi helt høje, for det var i sandhed et pletskud med denne campingplads. Park Lane Cove ligger i udkanten af en nationalpark, der er kun 1 km ind til togstationen, hvor toget på 35 minutter transporterer os indtil Sydney, og vi slipper dels for en skyhøj parkeringsafgift, dels for at køre rundt i et skrummel inde i en storby!

Så efter at have parkeret autocamperen og sat strømkablet i, tog vi toget ind til Sydney. Med Peters store overblik, blev vi ført lige ned til havnen, hvor fotoentusiasterne fik nogle fantastiske billeder i kassen af operahuset og Sydney by night.
Bagefter spiste vi pizzaer og drak rosévin på en udendørs restaurant. Alle var enige om, at det havde været en perfekt dag.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Polisi

Billede
Dag 21  Peter vågnede, rystende af kulde. Solveig derimod sov længe de sødes søvn. Forklaringen erat Solveig sov i sin flisjakke, mens Peter tænkte at tæppet og en AGF trøje måtte være nok. Det var det desværre ikke, så det var ikke verdens bedste nats søvn der blev ham til del. Vi skulle først mede Jeremy kl. 9.30, så vil havde god til efter morgenmaden kl. 8 Tiden brugte vi på at slappe af, selvom vi jo kun oplever og ser nye steder hele tiden trætter det alligevel med alle de nye indtryk der skal forarbejdes. Vi gik til aftalt tid hen til Cinnamon guesthouse, hvor det viste sig at ingen var forundrede over at Jeremy ikke var der til aftalt tid. Det gjorde os nu ikke så meget, vi blev af ejeren Johannes anvist en plads i solen, og så satte vi os ellers til at vente, mens vi kiggede på livet foran guesthouset. Nogle gæster tjekkede ud, andre ankom, chauffører cirklede rundt og holdt øje med potentielle kunder. Vi blev tiltalt af et par yngre netop ankomne kvinder, og i løbet af kort t
Læs mere

Ankommet til paradis

Billede
Efter et aflyst fly og en ombookning hen over Zürich, ankommer vi til Mauritius klokken 9:30. Med det samme som dørene i flyet åbnes kan vi mærke den tropiske varme. Noget smadrede efter en lang tur, går vi hen mod bagagen, hvor vi på vejen skal igennem sundhedstjek og paskontrol og med et stempel mere i passet, finder vi vores bagage. Efter at vi endelig havde fået penge, finder jeg (Christian) ud af at vores hotel er blevet afbestilt og med en lidt presset stemning får vi booket et nyt sted. Endelig afsted, finder vi en taxa der tager os til Blue Beryl Hotel, der ligge helt nede ved stranden på Blue Bay. Det er her det går op for os at vi er ankommet til selveste paradiset. Det lyseblå vand, den afslappede ø-stemning og frisk frugt på hvert gadehjørne, giver os et humørboost og ligesom vi har checket ind, flår vi tøjet af og får badetøjet på og straks ligger vi ved stranden.   Resten af dagen gik med at bade og sole sig på den dejlige strand inden vi gik hen for at købe ind.  Gåtur
Læs mere

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

Billede
Vejrudsigten var lovende, så vi tog til Thale, hvor ungerne kunne komme i Hochseilgarten, mens Peter og Verner så ville begive sig ud på en anstrengende vandretur i Bodedalen. Denne går for at være Harzens svar på Grand Canyon, dog kun med 250 meter høje klippesider. Senere så vi selveste djævlens mur tæt ved Thale.
Læs mere