A day of two halves
Vores dag startede med kold luft. Ikke sådan at forstå, at vi var blevet uvenner i camperen, men varmt var det ikke at vågne op i Katoombas 5 graders varme. Vi priste os lykkelige over at have valgt en plads med strøm, for det betød at varmeanlægget hurtigt kunne bringe luften i vores mobile hjem op på acceptable 21 grader inden vi turde forlade dynerne.
Maui på pladsen, solen skinner, men skinet bedrager, der er ikke tale om høje sommertemperaturer denne morgen.
Vores dagsprogram var lagt, vi skulle gå en tur ved Wentworth falls, et smukt vandfald 10 km øst for Katoomba, i retningen mod Sydney. Klokken lidt i 10 var vi klar, og ikke sent stod det os klart, at vi havde valgt en fantastisk vandretur. Det ene smukke udsigtspunkt afløste det andet, og ruteføringen var også sublim, halvdelen af ruten var lagt på et smalt lag på midten af den 150 meter høje klippekant, spektakulært!
Vores frokost havde vi selv medbragt, Solveig havde tryllet triste rester om til fantastisk frokost, som vi kunne spise i strålende solskin på en vandreresteplads. Efter turen satte vi os til rette i autocamperen og kørte fluks de 90 kilometer til en campingplads i udkanten af Sydney. Her ankom vi helt høje, for det var i sandhed et pletskud med denne campingplads. Park Lane Cove ligger i udkanten af en nationalpark, der er kun 1 km ind til togstationen, hvor toget på 35 minutter transporterer os indtil Sydney, og vi slipper dels for en skyhøj parkeringsafgift, dels for at køre rundt i et skrummel inde i en storby!
Så efter at have parkeret autocamperen og sat strømkablet i, tog vi toget ind til Sydney. Med Peters store overblik, blev vi ført lige ned til havnen, hvor fotoentusiasterne fik nogle fantastiske billeder i kassen af operahuset og Sydney by night.
Bagefter spiste vi pizzaer og drak rosévin på en udendørs restaurant. Alle var enige om, at det havde været en perfekt dag.
Kommentarer