Dolphins and a Panda! Curious ? Read on.....

Da taskerne var pakket og vi skulle til at forlade huset ved havet, kaldte Ingeborg og Christian fra terassen, da de havde spottet delfiner... hurtigt fik vi fundet kikkerten og kameraerne frem. De var tydelige at se med det blotte øje, vi var dog lidt i tvivl om, hvorvidt det var delfiner eller spækhuggere. Christina mente, at det var delfiner, vi vil nu gå igang med en nærmere undersøgelse og skal nok rette op på informationerne her, hvis det viser sig ikke at være delfiner.

Høje af den oplevelse tog vi afsked med huset og Christina, der allerede var klar til at rykke ind med sæbe og spand for at gøre klar til nye logerende.

Vi satte kursen sydpå mod Freycinet National Park, hvor vi ville nyde "Wineglass Bay". Det blev til en smuk travetur på ca en time til et udsigtspunkt hvor en storslået udsigt over hvide strande og blåt vand kombineret med røde klipper i baggrunden ventede os. Det var en super oplevelse for os alle, og vel den første dag i "Under Down Under" (som tassierne kalder deres ø), hvor vi ikke frøs! Termometeret har sneget sig helt op på 17 grader i dag!!

Efter at have indtaget madpakkerne i nationalparken med en storslået udsigt, kørte vi videre mod Hobart. men... da det gik op for Solveig, at vi ikke havde fået en eneste is endnu på denne tur, måtte det være dagen i dag, hvor der skulle spenderes penge på den slags.
Ungerne satte sig til at sove på bagsædet, og med 200 km til målet og maven fyldt op af madpakkerne, besluttede Solveig sig for, at vi halvvejs på turen skulle have is!
Det var heldigt, det var hende der var bag rattet for da vi kom til Triabunna, som kunne se ud som om de kunne have en iskiosk, prøvede Peter i første omgang at lede os ned til havnen, hvorfra der sejlede færger til øen Maria Island. Det kunne sådan set have været et meget godt bud, vi kom i hvert fald forbi en vogn med "fish ´n´chips" - men det var jo ikke is... Nu var det sådan, at Solveig lidt længere oppe ad gaden havde set et guesthouse, der reklamerede med coffee and cake, well det var ikke is, men det så i det mindste hyggeligt ud og måske var vi jo heldige, at de havde is på menueen. Der stod altså 3-1 og vi gik ind på cafeen. Vi fik venligt anvist et bord, og servitricen spurgte, om vi ville have kaffe og hjemmebagt kage... de sagde vi ja til, dog fik Peter en "sausageroll" og Solveig måtte høre på hans spydigheder om, at det jo heller ikke var is...
Nu viste det sig imidlertid, at det for det første var en fremragende hjemmebagt kage; Grannys applepie og for det andet, da vi skulle til at betale, var vi de eneste gæster tilbage i cafeen. Mens vi stod og ventede på at komme på toilettet, faldt vi i snak med ejeren, en ældre dame ved navn Susan, der fortalte, at hun for 1,5 år siden havde købt huset, hun boede nu ovenpå og underetagen var café. Hun var flyttet fra the outback i Queensland, hvor hun havde boet hele sit liv og arbejdet som farmer på familiens fårefarm. Desværre ville hendes søster sælge gården, og Sue syntes, at hun var for gammel til at starte en ny farm op - derfor havde hun tænkt, at turismen måske kunne blive hendes levevej, og hun havde slået til da the guesthouse blev til salg. Hun fortalte om hendes liv og hendes børn, og hvordan hun havde indrettet cafeen rum for rum, så den mindede hende om farmen. I det ene rum stod et af den slags klaverer, man har set i westerns, hvor der er sat en rulle fast, som så spiller en melodi, den hedder på engelsk " Panda", og Sue spurgte, om hun skulle spille for os - der tøvede vi ikke og hun satte sig til rette og spillede og sang for os!
Det var helt igennem en fantastisk oplevelse, og kommer du nogenside forbi Triabunna, må du love os at gå ind til Sue og drikke en kop kaffe og spise et stykke kage, måske spiller hun så også for dig?
Bagefter måtte Peter indrømme, at den oplevelse havde vi med garanti ikke fået i "fish ´n´chips" boden!

Nu sidder vi så i Hobart på et mega hyggeligt Bed and Breakfast og opdaterer bloggen, vi har nydt udsigten over Hobart, Prinsesse Marys hjemby, som vi ofte bliver konfronteret med, når vi siger hvor vi kommer fra. Inden ankomsten hertil nåede vi lige at nyde udsigten over Hobart fra Mt. Wellington (1200 moh). Nu venter der snart en steak fra "Ball and Chain" eller hvad vi nu finder på... I morgen letter vi fra Tasmanien kl. 10.50 og vi er alle enige om, at vi sagtens kunne have brugt meget længere tid her...