Det startede med ”fire” og sluttede med ”fire”

Forventningerne om en smuk solopgang, blev indfriet i ”Watercolours” denne morgen. Det skulle vise sig, at det blev en rigtig dejlig dag, vel den første i Australien, hvor vi ikke frøs overhovedet. Om det så var på grund af husets fantastiske el-lagner med termostat vides ikke (Ingeborg ved dog nu, hvad hun ønsker sig).

Undervejs til Bay of Fires, som er en smuk bugt i det nordøstlige Tasmanien, hvor en masse sten som er blevet rundet af havet lyser op med deres rødlige farver. Et utroligt smukt syn, som betød flere stop på vejen for at nyde naturen og tage billeder. Christian og jeg er efterhånden blevet gode til at finde excellente foto-spots som flittigt foreslås til mesterfotograferne Peter & Ingeborg, der jagter de bedste motiver.

Efterhånden var det ved at være frokosttid og vi besluttede at sætte kursen mod et ostemejeri, der havde indrettet sig med en café, hvor vi gik benhårdt efter Christinas anbefaling og bestilte 4 pizzaer med 3 forskellig slags ost. Derefter var der ostesmagning, og vi smagte blandt andet på osten, der var kåret til Australiens bedste ost 3 gange ud af de sidste 6 år. I 1890 syntes europæerne det var en fremragende idé at sætte køer ind i denne dal, desværre viste det sig at vejene dertil var så dårlige, så de ikke kunne fragte mælken derfra, og derfor opstod det omtalte mejeri, og den omtalte osteproduktion startede på den måde.

Da osten lå tungt i maven og disken bugnede med hjemmebag var vi i et dilemma, dette blev dog løst ved, at vi købte kager til at tage med hjem og håbede på, at kaffen og kagerne kunne indtages på terrassen.

Inden vi kørte hjemad ville vi forbi Columba Falls, et vandfald der ligger i en tempereret regnskov. Der var køligt og ægte regnskovsstemning med sjove ”palmer”- faktisk var det kæmpebregner på en stamme, meget specielt og de virkede som et skjold mod solen, så kun få stråler trængte ned i skovbunden som var fugtig og kølig.

Eftermiddagen blev nydt med en spadseretur på stranden og nogle fantastiske billeder af solnedgangen. Vi havde håbet på at se nogle flere wallabies på turen, og spurgte Christina, hvor de var. Hun kunne berolige os med, at de var der, faktisk var hun så træt af dem, fordi de spiste hendes blomster, så hun nu for første gang nogensinde havde købt wallaby-foder og lagt det ud i haven (lige op ad blomsterne). Hmmm, jeg tvivler nu på at det har den ønskede effekt, mon ikke der bare kommer endnu flere og at de så også går løs på hendes blomster? Nu må vi se, vi håber, at de finder vej til haven, så vi får et glimt af dem.

Efter aftensmaden gik vi ned på stranden. Fuldmånen lyste op og vi tændte et bål dernede. Vi sad længe og lyttede til bølgerne og kiggede på stjernerne. Christian havde downloadet en App, så vi kunne finde ud af, hvilke stjernebilleder, der var over os. Sydkorset var en sikker vinder, den lyste lige over os selv efter de sidste gløder i bålet var brændt ned.