On the road again

Lørdag morgen stod vi to ældre medlemmer af familien op tidligt, tog et bad og pakkede camperen. Lige inden afgang blev ungerne vækket, og de skiftede position fra liggende til siddende, spændte sikkerhedsselerne og faldt i søvn igen.

Vi skulle fortsætte vores rejse nordpå og Solveig satte sig bag rattet og trykkede sømmet i bund; nej, slet ikke… selvom det var lørdag, var der temmelig meget trafik, og det tog ca. 45 minutter inden vi var ude af ”Greater Sydney” – heldigvis havde vi valgt en campingplads nord for Sydney; det var klogt af min man kære mand.

Blæsten havde heldigvis lagt sig og temperaturen sneg sig i løbet af dagen helt op på 18 grader og solen velsignede os med sine (nu lidt varmere) stråler.

Australierne har lange veje og store, meget, meget store afstande, så med jævne mellemrum kommer der skilte op langs vejen, hvor bilisterne gøres opmærksomme på, at man skal huske at holde pauser, da det ofte er udmattelse, ukoncentration og træthed, der forårsager uheld. Man møder skilte med påskrifter som:

”Stop revive – survive”

Regeringen har en målsætning om, at der skal være nul trafikdræbte, det er jo en rigtig fin målsætning at have, den er måske urealistisk, men i hvert fald gøres der en stor indsats, både med hensyn til at holde pauser og så at overholde fartbegrænsningerne, der er masser af fartkameraer og forholdsvis meget politi til stede.

Selv på GPSén kommer der en advarsel op, når man har kørt uafbrudt i to timer om, at man skal huske at holde pause. Det gjorde vi så efter to timer på Pacific Highway, heldigvis kan vi begge køre, og har ikke noget imod det, det sikrer også at vi begge får set landskabet og ikke kun har fokus på vejen.

Generelt er der ingen problemer med at køre i venstre side længere, australierne er udemærkede bilister, dog er de ikke lige så hensynsfulde som tyskerne, og de er ikke gode til at stoppe for fodgængere eller give plads, hvis man blinker ud.

Det er noget overraskende, hvor meget affald der ligger smidt i vejsiden. Den del behøvede de nu ikke at have taget til sig fra englænderne, der er kendt for at omgås affald meget lemfældigt.

Der er noget, som flere gange har fanget vores opmærksomhed;

det er nemlig bemærkelsesværdigt, hvor mange gange befolkningen bliver opfordret til at melde hinanden, hvis de ser noget upassende. I går var det netop et opslag om affald, der fangede vores opmærksomhed. På toiletdøren på en tankstation hang der et opslag om, at hvis man så nogen kaste affald ud fra bilen, kunne man melde det med en angivelse af sted, hvilken slags affald, og bilens registreringsnummer. Den pågældende ville så få en bøde på 250$. Andre opslag vi har møde i den kategori, har været at melde upassende opførsel, f.eks i toget, upassende sprog og sågar på stadion i Melbourne blev tilskuerne opfordret til at melde, hvis en anden tilskuer havde en upassende opførsel, så kunne man sms sædenummeret til en opsynsgruppe. Tja, hvad skal man skal mene om det? I hvert fald er det en uheldig kultur, at man går rundt og angiver hinanden for dette og hint, og det bliver svært for dem, der falder lidt uden for normerne i et samfund, når alt bliver så regelret. Nå, men tilbage til vejen…

Efter morgenmadspausen satte Peter sig bag rattet og jeg begyndte at lede efter et passende overnatningssted. Der var flere muligheder i spil, men valget faldt på Nambucca Heads, et aboriginalområde, der ligger smukt helt ud til Stillehavet og på den anden side har den store Nambucca River. Da vi havde fået camperen parkeret, trak stranden med dens brusende lyd, og fotograferne hængte kameraerne om halsen og vi var afsted. Stranden lå kun få hundrede meter fra campingpladsen og vi brugte resten af eftermiddagen på at tage billeder, bade; ja-altså kun Christian og Peter i det 17 grader varme vand, finde muslinger, udforske mangroven på den anden side af stranden, hænge i lianer og grine sammen.

Aftensmaden bestod af en lækker, cremet chicken curry, utroligt, hvad man kan lave på et lille gasblus, og i det hele taget, hvor lidt plads, man kan nøjes med. Dog skal det siges, at det bliver rart, at få lidt flere kvadratmetre, men det er gået ganske upåklageligt, og det en fornøjelse at se, hvor godt Mugge og Buddy har det sammen!

Endnu en fantastisk dag Down Under er ved at gå på held, i morgen går det mod Byron Bay.