Mt. Longonot og sidste dag i Kenya
Vi skulle tidligt
op, da vi havde planlagt, at tage op på Mt. Longonot, som er en udslukt vulkan,
hvor man først går op til kraterkanten og derefter tager turen rundtom
krateret. Da vi ankom til rutens begyndelse, så vulkanen slet ikke særlig stor
ud. Vi tænkte, at det da bliver en hyggelig lille gåtur, men der tog vi
gevaldigt fejl, der var virkelig nogle passager, som havde det i sig. Der var
virkelig nogle stejle steder op til kraterkanten! Da vi endelig nåede toppen
efter ca en times tid, tænkte vi alle, at det værste var overstået. Vi stod og
kiggede ned i krateret, som er bevokset med alle slags træer og buske. Det
ligner lidt, at der er en skjult verden dernede. Vi startede turen rundt, med
højt mod, og det første stykke var da også mest lige ud, men så kom vi til lidt
ad en stigning. Det var starten på bjergets top, og den vej havde det i sig.
Det var en smal vej, hvor man skulle støtte sig med alle fire, for at komme op
og så var der en stejl stigning. Men det var anstrengelserne værd, for udsigten
på toppen var fantastisk! Lige da vi nåede toppen, begyndte solen at komme
frem, hvor heldig kan man være? Så nu var der mulighed for at nyde den gode
udsigt og tage en masse gode billeder! Vi holdt en pause på toppen på ca 30
min, hvor vi hver spiste en energibar, for at have kræfter til nedstigningen.
Turen ned gik meget hurtigt. Der var mange løse sten, så det nemmeste var at
løbe ned med bredstående ben, så det gjorde vi. Vi var nede igen på lidt over
en time, så vi havde ordentlig fart på.
Vi var godt udmattede da vi kom ned, men inden vi kunne hvile os på køreturen, skulle vi lige forbi et udsigtspunkt over Rift Valley, hvilket også var utrolig flot.
Vi var godt udmattede da vi kom ned, men inden vi kunne hvile os på køreturen, skulle vi lige forbi et udsigtspunkt over Rift Valley, hvilket også var utrolig flot.
Efter to times
kørsel ankom vi til Sophies onkels hjem her i Kenya. Han bor på en flyveskole,
som ejes af 40 medlemmer, sorte, hvide, europæere og indere. Her har han
indrettet sig et dejligt og hyggeligt telt, som han sover i. Her er bl.a. Varme
brusere, hvilket er en luksus, som vi ikke har haft de sidste to uger. Stedet
er flot og meget roligt, så her befinder vi os rigtig godt!
Den oprindelige plan
var egentlig kun at sove en nat hos Sophies onkel, Yves, men pga. Uroligheder i
centrum af Nairobi, tilbød han os at blive endnu en nat. Det takkede vi pænt ja
til. Om eftermiddagen skulle planen egentlig være, at tage til udkanten af
Nairobi, for at se Karen Blixens farm og et smykkeværksted, men Yves fik en
opringning fra en af sine venner i Nairobi, som sagde, at der også var
uroligheder i udkanten, så derfor besluttede vi sammen, at det nok var det
bedste bare at blive her hos Yves, og få dagen til at gå med at slappe lidt af
og gøre klar til rejsen i morgen.
Til aftensmad har
Yves købt et får, som Peter bedte mig om at hjælpe med at slagte, for jeg var
jo åbenbart ekspert, efter at have gjort det en gang før, så jeg gik med og fik
gjort en ende på fårets sidste timer. Ellers har vi siddet og læst, pakket vores
sager, spillet kort, hjulpet til i køkkenet med at lave mad og bare slappet af.
Inden alt for længe serveres der aftensmad, og så er det ellers bare i seng, da
vi skal afsted mod lufthavnen kl. 03 i nat. Så nu hedder det for alvor
"Kwaheri Kenya" (Farvel Kenya), tak for denne gang og på gensyn!
Knus
Kommentarer