De første dage i Kanyakoo

Vi startede dagen ud med morgenmad, hvilket bestod af toastbrød, omelet og noget marmelade. Det regnede voldsomt meget i morges, så derfor startede vi vores program lidt senere. Vi fik en rundtur af Peter, som er opvokset her i landsbyen, og selv er del af Luo stammen og derfor kunne fortælle os rigtig meget om deres traditioner og skikke. F.eks. Bygger Luo'er deres "homesteads" (deres boligkompleks) på en bestemt måde. Der skal være en hovedindgang, og hovedhuset, hvor manden bor med sin første kone, skal pege hen mod hovedindgangen til komplekset. Soveværelset er altså på venstre side, når man går ind i huset og fællesrummet er til højre. Når den første søn er gammel nok til at bygge sin egen hytte, sin "Simba", så skal det foregå i venstre side af komplekset. Den næste søn kan ikke bygge sin Simba før den ældste søn er blevet gift og har revet sin simba ned og bygget en ny og større bolig med plads til hustru og børn. Alt sammen meget kompliceret.
På vej rundt i landsbyen mødte vi mange rigtig flinke mennesker, som tog rigtig godt i mod os, og som gerne ville snakke og fortælle og tage billeder. Landsbyen er meget fredelig og utrolig smuk. Alt er grønt, frugtbart og blomstrer, ikke lige sådan man forestiller sig Afrika.






Til frokost fik vi ris med kål, og derefter snakkede vi en del med en dansk og en østrigsk pige, som er her i forbindelse med deres kandidat. De fortalte os om deres arbejde og oplevelser her.
Efter frokost fik vi en times swahili undervisning. Så nu kan vi begå os en smule på swahili. F.eks. Kan vi sige "Asante sana", som betyder mange tak, eller "Jambo bwana", sm betyder goddag sir, eller "Kwaheri", som betyder farvel. Vi regner med at få endnu en times undervisning en anden dag.
Efter undervisningen legede vi lidt med børnene her på stedet, som lige var kommet fra skole. Vi spillede frisbee med dem og tegnede. Jeg har aldrig set børn så begejstrede for at tegne, som disse børn var i dag. Det var ret tankevækkende.






Senere gik vi med Peter til klinikken her i Asembo, hvor vi havde taget noget udstyr med, som vi skulle aflevere der. Vi fik en rundvisning i den lille klinik. Der er en læge, som stort set tager sig af alle patienter, selvfølgelig med hjælp fra sygeplejersker. Hvis folk, som kommer til klinikken er syge og ingen forsikring eller penge har til at kunne betale for behandlingen, så hjælper lægen dem stadig og derfor var han så glad for at vi kom med nogle redskaber til ham, da han ellers ville blive nødt til at forlange penge for behandlingerne.
Efter klinikken tog vi på et lille, lokalt marked, hvor vi købte mango, avocado og sukkerrør. Til aftensmad i dag fik vi ugali (majsmel kogt op med vand), chapati (brød stegt på en pande), bønner, noget oksekød og sukumawiki (som er en plante, der minder lidt om spinat, men er mere bitter, der vokser her i Kenya).

Lige nu sidder vi og spiller kort med nogle unge kenyanere, som kommer her om aftenen, så jeg vil slutte nu, så jeg kan være med.

Knus

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag